Kenneth Ley Milling

Det sker på en-eller-anden måde altid for mig. Man rejser ud og kommer klogere hjem. Min netop overståede tur til den amerikanske hovedstad er bestemt ingen undtagelse.

Fire af mine dage brugte jeg hos Washingtonpost.com (WPNI) – et slags satellit-mediehus til den verdenskendte lokalavis – Washington Post (Watergate og alt det der). Det kan synes en anelse skørt, at jeg bruger ferietid på noget så i grunden arbejdsrelateret… Men ‘Hey, sådan er vi så forskellige’.

På WPNI (Washington Post Newsweek Interactive) mødtes jeg bl.a. med et par legender – en gammel og en helt ny. Mine to lange samtaler med fotojournalist-legenden Bill Snead gav en helt masse perspektiv til det, jeg render og laver. Man er nogle gange så forhippet på, at det skal være smart og web2.0 – og jeg erklærer mig helt skyldig i momentane blackouts af begejstring.

“But what about content? Have you thought of that?” Bill nærmest slog i bordet. Trods sine over 70 år er han at finde på nettet flere steder… også på Facebook. Han har som få i sin alder taget den ny teknologi totalt til sig. Men modsat de fleste af sine 300 kolleger på WPNI sætter han en ære i at møde sine kilder face-to-face – på god gammeldaws manér.

“Most of these guys in there (peger ind i redaktionslokalet) never see the sun. They never leave this place – doing all their stuff on the phone”.

En forrygende fyr, jeg bestemt kan anbefale alle at møde, mens tid er. Bill Snead satte en helt masse ting i perspektiv med sin mange, mange års erfaring – både som leder og som journalist. Han favner alt det nye, men har måske bedre end de fleste husket, at indholdet skal i midten.

Det lykkedes mig også at bruge noget tid med et af mine egne forbilleder, Rob Curley. Og jeg tror det langt om længe lykkedes mig helt at forstå, hvordan han får umiddelbart umulige ting til at lykkes alligevel. Han dodger simpelthen sine chefer!!! Det kan lyde lidt stramt og lidt unfair… Og det er det nok også. Men Rob er ikke typen, der spørger om lov… Han gør bare tingene.. Og betaler eventuelt af egen lomme, hvis det er nødvendigt. Han sikrer sig dog retten til det, han laver. Samtidigt støvsuger han enhver redaktion han “besøger” for gode medarbejdere, der drages mod hans smittende høje humør, og evne til at få ting lavet, inden de drukner i snak i mødelokaler. Folk omkring ham er bare glade for det, de laver… og det smitter!

Mit møde med Robs ‘wingman’ Tim Richardson og dennes makker, Cara McCoy, var også forrygende. De to er bare uhyggelige. Arbejdsdage på 10-12 timer eller mere, er ikke usædvanlige. Tilgengæld sørger Rob for, at de får en løn, der vist ikke trækker dem nogen andre steder hen foreløbigt. Tim har været med Rob i otte år og er dermed den “ældste” i slænget.

Jeg mødte naturligvis mange, mange flere. Jeg missede dog Jennifer Crandall, der er hjernen bag ‘OnBeing‘, der er noget af det bedste webtv, jeg nogensinde har set. Hende må jeg have en klo i, næste gang jeg kommer til Washington DC. Eller også må UPDATE invitere hende over.

Well… En masse indtryk satte sig også fra en storby, der vist ikke helt er så kedelig, som jeg havde proklameret. Washington DC er meget, meget let at blive dus med. Folk er flinke og vejret i april/maj er vidunderligt. Løbeturen fra Hotel Helix til Lincoln Memorial hver morgen var i hvert fald super.

Men det er ikke en storby folk snakker så meget om. Alle snakker LA, New York eller måske Miami og San Francisco. Med 5,5 mio. indbyggere er DC jo ikke nogen bette by. Og som det fremgår af en tidligere post er turistattraktionerne fine, kæmpestore og smadder interessante. Men jeg kender ikke så mange, der har besøgt hovedstaden i verdens mægtigste land. Jeg kender sgu flere, der har været i Delhi, Cairo eller Bangkok end Washington *haha*

Sååeh, jeg er nødt til at trække mine udtalelser tilbage – Washington DC er IKKE USA’s kedeligste storby. Nåja, og så var det en stor fornøjelse at lege med Nokia’s lille vidunder ‘N95′, der laver både fine billeder og fine små film, som kan sendes direkte på YouTube-konti og Flickr-konti. Som denne nedenfor.

Det er slående som mange af de store turistattraktioner i den amerikanske hovedstad, Washington DC, der drives med store grupper af frivillige. Det virker både ædelt, rigtigt og en anelse patriotisk (Washington DC tilhører jo netop alle de amerikanske stater, selvom jorden/arealet til byen kommer fra bl.a. Virginia og Maryland).

En tur i byens Zoo – The Smithsonian National Zoo – er fænomenet særligt udtalt. Ved næsten alle bure og indhegninger, grotter og huse står en eller flere frivillige – klar til at fortælle om dyrene, de steder de lever og hvor truede, de er. Blandt andet mødte jeg Judith Heartgold nede hos invertebraterne (typerne uden rygrad… nogle mener, at jeg vist hører med der). Mens hun ihærdigt at fodre en sovende otte-armet sprutte fortalte hun løs om det at være frivillig, og hvor glad hun var for det. Så vidt jeg kunne forstå, er det en fin måde for mange pensionister, at holde sig igang på efter arbejdslivet.

Andre igen har bare en passion for dyr, som de kan udleve i weekenderne – studerende, lærerer og endda en embedsmand (-kvinde), der til dagligt arbejder i selveste senatets kontorer. Hun var naturligvis ‘parkeret’ ved buret med ‘the american bald eagle’, som jo er den amerikaske nationalfugl (de to ørne parken har, er indleveret med skader – henholdsvist skud- og trafikskade – da det ellers er strengt forbudt at have kræene i fangeskab).

Efterhånden som historierne fra de frivillige folder sig ud, undres jeg påny. Hvorfor er der mon så lidt frivilligt arbejde af den slags i Danmark? Jeg mener, vi har mange trænere og ledere til sport og spejder. Men hvad ville der ske, hvis horder af danskere tilbød sig som gratis arbejdskraft på landets museer, zoologiske haver, parker eller andre offentlige eller halvoffentlige turistattraktioner? Ville det hele ikke lynhurtigt ende i en arbejdskonflikt med fagforeningerne brølende i gaderne?

Well, nevermind. Det er en fornøjelse at bruge 5-6 timer i en flot dyrepark med SÅ mange dedikerede og vidende mennesker.

Den første dag af mit tredje besøg i verdens vel vigtigste hovedstad – Washington DC – er nu gået. Som altid er der en mængde ting, der kan vække den undren, man er podet til altid at holde vågen. For eksempel er det slående som folk i Washington DC passer på hinanden. Der er meget lidt dytten og råben i trafikken (tjek eksempelvis liiiige NYC ud). Bilisterne viser næsten overdrevne hensyn til fodgængerne – også selv om man lister over for rødt.

Jeg har de to første morgener været ude at løbe. Trods tidspunktet (lidt før 6 om morgnen) er der overraskende mange motionister rundt om i byens uhyre velholdte og grønne parkanlæg, og fælles for dem er, at alle hilser på dig og ønsker dig en ‘god morgen’.

Byen er fyldt med blomster og små grønne græspletter og er generelt uhyre ren.

Og så er det, at det slår mig… lige der, mens jeg står og sveder uden for the Smithsonian Castle og ser mig omkring.

“Dette land er i krig… Dette land er presset i bund økonomisk… Nyhederne her er fyldt med historier om folk, der må gå fra hus og hjem pga. boligkrisen… hvordan kan alle så være så glade? Hvor er smerten henne?”

Jeg skød et par billeder med min Nokia N80 udenfor slotsbygningen – blot for at få et øjebliksbillede af turisterne, som sammen med de lokale holder picnic i parken og slapper af i solen. Tja, skørt at krigen mod terror styres cirka 500m fra dette sted, hva’?

- – - – -

Nåja, og så undrer det mig også, at min kunstsmag er SÅ forskellig fra den gængse amerikanske, som den er. En tur rundt i byens ellers særdeles velassorterede museum for billedkunst slutter af i en gigantisk souvenir-shop. Ikke i sig selv overraskende. Det er dog mulighederne for at købe postkort, plakater, små kopier etc. af de kunstværker, der virkeligt rykker. De to – i min smag – vigtigste kunstværker:

1) Mercié’s gudesmukke statuette – “Gloria Victis” kan end ikke fåes på et lille postkort
2) Edouard Manet’s superperle af et maleri – “The dead Toreador” findes heller ikke i turistformat

Til gengæld kan billedet af USA’s landsfader George Washington fåes i alle størrelser, sammen med Vincent van Goghs selvportræt og Claude Monéts iøvrigt også fine billede af Fru Monét under solparaplyen med sønnike i græsset.

Hep, jeg har lige foretaget en hotelreservation i Washington DC på det tyndeste og mest subjektive grundlag nogensinde. Valget blev ganske enkelt truffet ud fra noget så spinkelt som en telefonsvarer – det typisk mest kedelige i businessverdnen overhovedet. Men denne gang endte kunden i gulvet af grin

Hotel Helix i Washington DC har imidlertid besluttet sig for at svømme mod strømmen… I hvert fald på DEN måde. Ring og tjek deres velkomsthilsen til de kommende gæster (+1) 202 462 9001. Måske kan du genkende stemmen? Ellers er her lidt hjælp: