Kenneth Ley Milling

Så er der endeligt godt nyt fra Naver-besætningen i Trinidad. Efter tre uger, hvor uheld og forsinkelser bare har regnet ned over den efterhånden hårdtprøvede og lettere nedslidte besætning, forløb dagens prøvesejlads rundt om den nært beliggende ø Gaspar Grande så godt som problemfrit.

Alle holdt næsten vejret og turde ikke tro, at der ikke var noget, som sprang eller gik i stykker. Men alt blev, hvor det var. Storsejlet blev sat og klyveren rullet ud og Naveren sprang afsted med 7 knob, mens yngstegasten, Helana, hvinede af fryd. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, med en klump i halsen – og det var IKKE søsyge!

Brede smil ombord på Naveren. Dagens test-sejlads gik problemfrit (flickr)

Efter en times tid fik vi tag’et (vendt op i vinden) og efter endnu en lille time taget sejl ned igen. Klyveren skulle lige have lidt hjælp, bevars, mens besætningen fik øvet sig i de rette placeringer på henholdsvis dæk og i cockpit. Så godt som en 100% succes blev afsluttet med tre springende delfiner foran stævnen.

DÉT er den Naveren, jeg kan huske. Sådan skal det sgu være. Men det har også kostet – både i likvid kapital og i talløse timers flid og hårdt arbejde. Ikke mindst fra Skipper Mona, der for få døgn siden var ved at kunne ane sin drøm kuldsejle, da besætningens medlemmer overvejede at afmønstre.

Nu afventer vi blot vejrmeldingen i morgen søndag. Er den god, så sejler vi. Er den dårlig, er det bestemt også o.k. at blive i havn.

Nu VED vi, at ‘damen’ fra Århus kan sejle :-)

En træt yngste-gast, Helena, er faldet i søvn i Naverens cockpit (flickr)

Med fare for læserne af denne blog begynder at kede sig, kommer her endnu en træls post om det (ellers) gode skib, Naveren af Århus.

Vi har nu ikke længere styr på, hvor mange afsejlings-datoer, vi har haft. To reelle afsejlinger er det blevet til – én hvor vi nær var havareret inde i havnen, da vi mistede styreevnen pga. manglende gearolie – en anden, hvor vi var nået en time ud, hvorefter redningsflåden pustede sig op OG vi fandt cirka 150 liter fritflydende diesel under dørken i salonen.

I går skulle vi så afsted igen. Vi havde planlagt at sejle i en konvoj til Grenada, da der mandag havde været et grimt piratangreb på SY Triton (tror jeg det var) – 40 sømil nord for Trinidad. Alle skibe var klar – alle sejlede af … Eller.. Nåååh nej, ikke Naveren.

Sumpen ombord på Naveren var utæt, så dieselen piplede ind (flickr)

Michele, vores italienske gast, konstaterede – endnu en gang totalt tilfældigt – at der var diesel i endnu et rum under dørken i salonen. Humøret hos alle var endnu en gang i frit fald. Som Stig sagde:

“Vi græder alle sammen. Nogle af os inden i – men vi græder”.

Først håbede vi, at det bare var et rum, vi havde overset fra forleden. Statistisk set, troede ingen alligevel på, at vi kunne være så heldige. Og det var vi da heller ikke.

Sumpen, det absolut nederste sted under dørken, var synderen. Den var utæt! Det var ikke blevet opdaget tidligere, da den sandsynligvis IKKE havde været en del af trykprøvningen af det øvrige dieselsystem. Sumpen står så at sige nede i dieseltanken, og da de yderste tanke ligger højere end sumpen, kræver det ikke den store fysikeksamen at regne ud, hvad trykket fra de fleste af de 1600 liter diesel ville skabe – en stor svømmepøl af diesel under dørken med massivemængder af giftige dieseldampe til følge.

Endnu en gang må vi tage hatten af for de venner og kontakter Skipper Mona har opbygget i sine 8 måneder herude. Inden for en times tid, havde hun fået fat i Shawn, der ville komme ud lørdag morgen med sin store pumpe og trække 1000 liter diesel ud af vore tanke, og Justin og hans svejseapparat ville være klar til middag for at svejse den fordømte sump. Fornemt på en lørdag at udvise sådan en arbejdsiver – Bravo!

Sumpen ved pumpen op dækket af Naveren (flickr)

Nu er der så bare at håbe:

1) At Justin kan sit kram og sumpen nu er tæt
2) At der ikke er flere lækager rundt om
3) At vi kan komme af med vores diesellugt under dækket, så vi kan sove i kahytterne.
4) At vi kan komme afsted inden det varslede uvejr om 4 dage.

Vi skiftes til at kollapse. I går gik Knud Erik ind for at se, om han kunne komme med en færge til Grenada. Stig og Laila var klar til at tage det første fly hjem, og vi selv er i gang med at finde ud af, hvad vores muligheder er med forsikringen derhjemme. Skal vi/kan vi rejse hjem og få en del af vores tabte rejse betalt? Vi har alle tre tudet lidt her til formiddag – det er en supersvær beslutning at aflyse sin store drøm!

Slutteligt kan vi godt se på Skipper Mona, at hvis vi alle rejser hjem, så lider hendes drøm om et Navertogt bogstavligt talt skibbrud, da hun jo ikke så godt kan sejle Naveren alene. Det syn’s vi alle sammen også er smadder synd for hende, da hun jo har knoklet med den 800.000 kr. dyre restaurering i 8 måneder. Selv skippere trænger til skulderklap ind i mellem.

Vi ved p.t. lidt – men tør ikke sige noget med sikkerhed. Jeg tror personligt aldrig, jeg har følt hjemvé før. Til jer, der kender til det, vil jeg bare sige:

“Nu ved jeg, hvordan I har det!”

Hvis jeg nogensinde ser Grenada igen, så tror jeg, at jeg fælder en tåre mere.

Måske er forbandelsen, at vi bliver ved med at sætte afsejlingsdatoer?! Det der med faste planer på datoer og klokkeslet passer jo slet ikke til kulturen herovre.

Som da jeg lørdag aftalte med den sureste, gamle dykkercenterejer med det tvivlsomme navn ‘Rocky’, at vi skulle mødes mandag morgen kl. 10:00 for at tilse ventilen på én af vores dykkerflasker. Han bad mig udtrykkeligt komme kl. 10, da han ellers ikke ville kunne nå at skifte ventilen på den iøvrigt tomme, nyligt trykprøvede flaske.

Da klokken blev 11:00, fik jeg pigen i nabobutikken til at ringe hjem til ham. Hun fik fat i Rockys hustru (stakkels kvinde), der kunne fortælle, at Rocky skam stadig stod i bruseren. Så sejlede jeg tilbage til Naveren med gummibåden. Sådan er Trinidad også – der er ingen grund til at blive olm over det. Sådan er det bare!

Anyway, alle – selv Skipper Mona – havde lovet og svoret, at vi ville sejle mandag. Og som nævnt i indledningen lykkedes det også at få skibet fra kaj… Knapt 2 bådslængder.

Her gik alvoren op for de fleste ombord. Skruen trak ikke længere. Vi var faktisk ikke længere i stand til at styre skibet, da over 30 tons stålskib ikke let lader sig påvirke af årer fra en gummibåd.

På én eller anden måde føles det lidt som at springe i faldskærm med den præmis, at du springer først og får skærmen udleveret bagefter. Det kan godt lade sig gøre, men det er en anelse for spændende, hvis du spøger mig.

Vindretningen drev os langs marinaen med kurs mod en stor katamaran og ind på lavt vand. 52 fods sejlbåd passer sjældent ind nogen steder, når den kommer drivende sidelæns i havn. Heldigvis var vores fendere ikke pakket ned endnu, så de hurtigt var klar til at tage fra, da vi ramte bådebroen som det første. Derefter fulgte katamaranen og til sidst en fortøjningspæl, der var en håndsbredde fra roret.

Michele strøg i vandet med en tovende, han hurtigt fik fikseret på en pullert på land. Den måtte strammes og slækkes en del gange for i det mindste at få Naveren til at ligge stille.

Men det lykkedes – Naveren fik ikke én skramme. Micheles ben blødte, men ellers var alle uskadte. Men som stressen dampede af, indfandt realiteterne sig. Endnu en mega-skuffelse med Naveren var en realitet. Hvis ikke motoren fungerer, sejler skibet ingensteder.

Planen blev at prøve at trække Naveren tilbage på den kajplads, vi lå på ved afsejlingen. Jeg sprang i gummibåden med Michele, der holdt rebet, og så sejlede vi mod fortøjningspælen 50m væk. Men heller ikke det skulle lykkes i første hug. I et splitsekund var vi uopmærksomme. Vi forsøgte at få rebet på den anden side af gummibåden, hvilket slækkede det en smule. Jeg tror de fleste, der har sejlet kender lyden af en skrue, de møder anden modstand en vand – i dette tilfælde et stykke tovværk. Skuffelsen over ligefrem at være medvirkende årsag til, at materiellet ikke virker var ubærlig. Humøret ramte et absolut nulpunkt.

Praktisk kom en argentisk sejler os hurtig til undsætning og hjalp med at få rebet på plads omkring pælen. Herfra var det VM i tovtrækning. Om vi vandt eller ej, ved jeg ikke rigtigt. Men i løbet af en lille halv time var skibet på plads ved kajen igen. Alle lettede… men nogle af os en knivsæg fra at pakke kufferterne og tage hjem.

Jeg har aldrig nogensinde været så træt, så skuffet, haft så mange myggestik, så ondt i den øverste del af ryggen, sovet så dårligt og sidst men ikke mindst været så ked af, at have lokket andre med på tur, med så mange brudte løfter.

Denne Navertur har på intet punkt levet op til fortællingerne om den tur, jeg var med på i marts 2009 med Skipper Lars Kabel. Men den har faktisk nu varet lige så længe. Dengang nåede vi både at se Grenada, de sydlige Grenadinere og Tobago. Det er ikke til at bære at tænke på nu.

Naveren ligger endnu ved kaj. Det vidste sig, at der blot manglede gearolie. Så der er altså intet galt med skibet. Jeg har kun ringe forhåbninger om, at vi kommer afsted på denne side af jul. Alligevel drømmer jeg om, at min næste blogpost bliver fra Grenada.

Det lyder som en af TV2′s og DR’s evige repriser – Men Naveren er løbet i nye forsinkelser. Efter to dage, hvor vi ikke har kunnet lave det store, fordi de lokale håndværkere skulle arbejde færdig, kunne vi torsdag konstatere:

1) at håndværkerne stadig ikke var HELT færdige
2) at vi havde myggelarver og andet uidentificérbart i vore drikkevandstanke (6x 100 liter).

Begge dele krævede resolut handling og for sidstnævntes part en betragtelig oprensning.

Desuden bliver skibet ved med at overraske os med fejl og mangler. Eksempelvis har nogle af Naverens tidligere sejlere sprængt udhalet til genoa-sejlet og ikke skiftet den ud – eller bare sagt det videre til de ansvarlige for reparationslisten. Der er desuden kommet en klyver på Naveren også, hvilket jo er fint nok. Men som jeg forstår på skibets mere sejlkyndige (Peter og Stig) er udhal’ene monteret forkert og de trisser hvorigennem udhalet skal løbe, er for små i forhold til det udhal, der tidligere sad, hvorfor disse er blevet voldet til ubrugelighed.

Idag er det så søndag, hvor alting har lukket. Så alt med forsejl må reste indtil i morgen mandag.

Stort set alle ombord, med undtagelse af mig, har bakset med det nye ophæng til kabyssens komfur. Det er et landkomfur, der er monteret på skræddersyede bøjler – ikke et til formålet skabt skibskomfur. Det har givet en del tænders gnidsel, at få til at passe, kan jeg høre på de andre. Nu hænger det – dog med den lille finte, at der skal lægges et par dykkerbly-lodder på bagkanten af det, førend det balancerer helt.

Så har der været sorteringsarbejdet – både på ting ombord og ting i de på land værende 3 depotrum. Hvad skal smides ud, og hvad skal gemmes. Og det, der skal gemmes, hvor skal det så lægges/stuves? Og når man så ved det, skal det føres i loggen, med præcis angivelse af, hvad og hvor og hvormange.

Rengøringen har vist sig at være et kapitel for sig selv. Der er nu gjort rent nææææsten overalt. I vores kahyt har alt fra loft til underdørk og skrog fået en skrubbe-omgang med vand og sæbe. Det har taget én hel dag (8 timer) under dæk i stegende varme.

Alt i alt har turen indtil nu været en smule skuffende. Det er en god besætning, Skipper Mona har fundet. Herom ingen tvivl – alle er søde og venlige. Men de mange forsinkelser og den store uvished om, hvorvidt vi mon skulle holde jul på en beskidt marina, begynder at sætte sig i irriterede kommentarer om hint og hændt samt opgivende suk fra folk, der med nedslået blink sætter sig ned.

Bedst ombord er faktisk vores italienske gast, Michele. Han bander og brokker sig og holder så en pause, går hjem og får en kop kaffe og kommer igen med nye kræfter. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at overvejelserne om at rejse hjem til Danmark og holde jul med familien, har været oppe at vende. Men blandt andet Micheles humør og umiddelbarhed gør, at man alligevel har lyst til at blive.

Når får vi se – Dagens afsejlings dato er nu d. 21. december (der må snart være nogen, der har bingo).

Når man langt hen ad vejen regner med, at skulle starte på en fantastisk rejse på en bestemt dato, bliver man naturligvis skuffet, når man erfarer, at den rejse bliver udskudt. Særligt når man allerede ér rejst om på den anden side af jorden.

Efter statusmøde mandag morgen (14. december 2009) ligger det fast, at Naveren alligevel heller ikke afsejler Power Boats Marina i Trinidad torsdag den 17. december. Håndværkerne er slet ikke færdige ombord endnu.

Kenneth og Helena fordriver ventetiden (flickr)

Nu er Naverens besætning imidlertid blevet forment adgang på skibet, da maler-sjakket skal have helt ro til at blive færdige med at male og lakere i skibet senest onsdag aften. Skipper Mona bliver dog hængende ombord, og “svinger pisken” over folkene, så de rent faktisk BLIVER færdige denne gang.

Det vil med andre ord sige, at vi tidligst kommer ombord til rengøring torsdag d. 17. december – tidligste kan flytte ind på skibet fredag (hvis malerdampene ellers er lettet). Måske kan vi så sejle ud i bugten lørdag, så vi kan få monteret sejl.

Personligt kan jeg svært se, hvordan vi kan komme herfra før søndag. Og da der heller ikke er provianteret endnu kan afsejling måske først komme på tale på næste mandag.

Det er en møgtræls situation for alle – men særligt for Helena, der ikke har så meget at give sig til på marinaen, når vi ikke må være ombord på Naveren. Det betyder så også, at Anne Mette og jeg kun kan være til ringe hjælp for de øvrige.

Anyway, vi kommer nok til at “klippe af” turen. Skal vi være på Los Roques nordvest for Isla Margarita juleaften bliver besøgene på Grenada og Isla Blanquilla enten aflyst eller ultra-korte.

Humøret er ikke alt for højt – det siger sig selv.

Anne Mette i sving med at pudse kobbertøjet (flickr)

Anne Mette har dog aktiveret sig selv fornemt med Brasso og skibets kobber- og bronzetøj. En særdeles stor opgave, da de smukke lamper og ure m.v. vist ikke have været blanke siden de blev skabt.

Men flot – det bliver det :-)

Søgelænderet agter i begge sider er sendt målt og mærket op, så Power Boats svenske rigger, Jonas (cool fyr), kan korte/stramme det op. De såkaldte vantskruer man ellers bruger til at stramme op med, var strammet helt i bund. Så noget andet skulle til det slappe gelænder.

Mona og Peter boksede hele søndagen med komfuret i kabyssen. Det er endnu ikke monteret helt, da de sidste par dele drillede lidt og endnu en operativ justering skulle til.

Mona og Peter roder med komfuret (flickr)

Imens sorterede Knud Erik, Michele og jeg selv diverse udstyr, reservedele m.v., der skal i agterbrønden. Alt bliver noteret ned med en beskrivelse af, hvor i brønden det ligger. Lidt et pillearbejde. Men det er jo altid en god ide, at have styr på sit inventar.

Knud Erik sorterer i Naverens reserveudrustning (flickr)

Mandag er der booket en tur for alle (Skipper undtaget) til blandt andet regnskovs-reservatet Asa Wright og mangroven i Caroni, hvor Trinidads nationalfugl, Scarlet Ibis, lever. Mere om det i en senere opdatering.

Vi er både ærgerlige og glade efter den anden hele dag på Power Boats marina i Trinidad. Det gode skib Naveren bliver 100% sikkert ikke klar til afsejling mandag den 14. december. Meldingen lyder: “Måske torsdag d. 17. december“… Men heller ikke dét, synes sikkert.

Som ny tilkomne kan det naturligvis være svært at sige, hvad der er foregået (eller ikke foregået) i de godt 8 måneder Naveren har været under massive reparationer. De lokale gutter, der har været på opgaven synes dedikerede nok. Men nok mest når vi er tilstede. De har eksempelvis fået lørdag og søndag til at male færdig i salon, kabys, salon og kahytter. Men idag (lørdag) mødte kun én af fem gutter op – de andre havde tømmermænd. Sådan er Trinidad også!

Samtidigt kan vi forstå på skipper Mona og de andre, at skibet viste sig at være i langt ringere stand, end først antaget. Det har naturligvis taget tid at udbedre.

I dag har vi dog kunne rydde stævndækket for sejl, kompressor og dykker- og surfgear m.v. samt få anker og ankerkæde lagt sikkert på plads i stævnbrønden. Et svedigt job i den nymalede brønd, hvor dunsten truede med massive hjerneskader.

På et tidspunkt manglede vi også et multimeter – sådan en svend man bruger til at måle spænding i stik og el-ledninger med. Den var pist borte og 4-5 mand brugte mere end en halv time på at lede. Pludseligt dukkede den op i en kasse i bagbords agterkahyt (den vi skal bo i… en gang).

Naverens agterkahyt til bagbord. Stadig ikke helt indflytningsklar (flickr)

Ellers er AM’s dag gået med at undersøge markedet for gulvtæpper til skibskahytter, juble over at vores manglende bagage endeligt ankom samt at bage den lækreste kage til alle de arbejdende. For min egen part gik dagen med stuvning af stævnbrønd, afhentning af bagage samt reparation og service på skibets søgelænder (skilte lortet ad, rensede alle skruer, bolte og møtrikker og samlede det igen). Det står desværre klart, at søgelænderet i begge sider agter skal tilses af Power Boats svenske rigger Jonas. Muligvis skal der rettes nogle sceptre (stolper, der holder gelænderet) – muligvis skal de skiftes helt ud.

Naveren har haft det rigtig skidt og er stadig sløj. Men den er klart i bedring og skal nok blive sødygtig igen. Spørgsmålet er bare… Hvornår?

Den lyse side af det er, at vi på denne måde lærer en masse indgående detaljer om skibskonstruktioner og materiel. Den læring er jo aldrig skidt givet ud.