Kenneth Ley Milling

Så er der åbnet endnu en mulighed for at holde øje med dine venner og dulme din paranoia over ikke at vide, hvad vennerne snakker om. Samtidigt kan du nu få endnu en kanal at markedsføre dit ego på.

Det hedder ‘Google Buzz‘ og “Ja” – det er kun for sjov (og lidt for at provokere), at
jeg anlægger denne lidt grumpy-ol’-man tilgang til det.

Jeg har naturligvis kastet mig ud i det – koblet mig som follower til alle, jeg kender og næsten-kender og smidt en note ind i mylderet af noter, billeder og videofiler…. Og så sad jeg så og kiggede lidt på den!

Jeg kan ikke heeeeelt se fidusen. Det kan være det kommer, når jeg lige har brugt det lidt.

Facebook bruger jeg mest til privat sniksnak. Personligt overvejer jeg at ‘pensionere’ Facebook, da det faktisk er begrænset, hvad jeg får ud af det. Den allervæsentligste information, JEG får (og søger), er nyheder fra diverse ‘Groups‘ og ‘Pages‘ jeg er medlem af – Fra mit fodboldhold i Brabrand til bandet ‘Carpark North‘.

Fagligt spændende nyhedsstof fisker jeg på Twitter, som er langt hurtigere, langt mere direkte og laaaangt mere overskueligt.

Men hvad så med Google Buzz? Google hævder selv, at Buzz vil give dig mere relevant indhold. Det er i hvert fald ikke synligt fra starten, hvor det bare vælter ind med alt fra den nordlige halvkugles stjernehimmel til dagens fiskepriser i Hirtshals. På torsdage i februar er jeg pænt ligeglad med begge dele.

Men måske kommer det ved lidt længere tids brug. Jeg skal som nørd nok holde lidt øje med Buzz. Men jeg kan omvendt godt forstå, hvis mange stønner: “Åh nej, endnu en ny tjeneste vi skal forholde os til”.

Den gode Lars K. Jensen har på Medieblogger.dk beskrevet Google Buzz lidt bedre. Som han, vil jeg godt efterlyse bedre integration mellem de forskellige servicer. Dér er Facebook stadig langt bedre end Googles nye Buzz (der rimer bekymrende meget på ‘Stress‘).

Jeg har længe været punket lidt af mine internationale bekendte og venner for, at jeg ikke blogger på engelsk. Undskyldningerne har været mange, men den væsentligste har nok været… dovenskab… eller…

Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

I Danmark var det før i tiden meget populært ligefrem at prale med, at man ikke betalte sin tv- og radiolicens. I vore dage er det vist forbeholdt dumsmarte gymnasiedrenge. Men der er dog mange danskere, der velargumenteret stiller spørgsmål ved medielicensen.

De sidste kan jeg godt forstå. Den forgyldte borg på Amager – med verdensklasse lækkert koncerthus og verdensklasse ulækkert indeklima til de ansatte – har kostet mange milliarder kroner og kostet mange DR-ansatte jobbet. Hvorfor skal vi sponsere et sådant foretagende?

Well, sket er sket – vi må videre og starte på en frisk…. Og det starter med god kommunikation. Giv folk svaret på spørgsmålet “What’s in it for me?“. Start eventuelt med de nye unge licensbetalere.

Det har man gjort i Sverige. Man har faktisk gjort det på en både flot, smart og på samme tid ydmyg måde. Se selv:

Den skarpe læser af denne blog, har nok allerede luret, at der er noget uldent men sjovt ved, at jeg er gjort til folkehelt i Sverige. Til jer andre, vil jeg blot bede jer følge linket, der dukker op til sidst i øverste højre hjørne af filmen – ‘Gör en ny film‘. Så finder I ud af, hvad det er, svenskerne har gang i.

Det her er viral distribution, når det er allerbedst. Der er dobbelt *thumbs up* til Sverige

(Thanks to Sesame and Fraser Lovatt for the tip)

-

Hep, er der nogen der ved, hvem der i Danmark tiltrækker sig mest opmærksomhed på Facebook?

Jeg har tidligere kigget lidt på talene på Facebook og overrasket konstateret, at TV-stjernerne ‘Morten & Peter’ var de mest populære, jeg kunne finde. Men er der overhovedet nogen, der har styr på det?

Her er de tankevækkende tal, JEG lige kunne finde på 5 minutter:

LEGO – 763.821 fans
Morten & Peter – 141.220 & 106.065 fans (to grupper)
Danes on Facebook – 90.800 fans
TIVOLI – 63.234 fans
Villy Søvndal (SF) – 41.317 fans
Anders Fogh Rasmussen (NATO) – 35.167 fans
Helle Thorning-Schmidt – 24.509 fans
Nephew – 22.934 fans
Lars Løkke Rasmussen (V) – 20.471 fans
AGF – 15.488 fans
Kongehuset – 9.328 fans
Lene Espersen (C) – 5.691 fans

Man kan drage en masse ting af dette, syn’s jeg. At legetøj er vigtigere end energi (DONG) og mad (Arla). Og at Morten & Peter burde være kalif istedet for kaliffen (Lars Løkke). Spøg til side – er der nogen, der for alvor har en mere officiel statistik, man kan regne med?

Jeg skrev for nyligt om, hvordan Danmarks Radio havde rodet lidt rundt i en historie om en brand på DanParcs Rønbjerg – ‘Elever fra 8. klasse retter DR‘ – og i kommentarfeltet blev rettet af de skoleelever, der rent faktisk havde været vidner til branden.

Nu er jeg stødt på det igen. Denne gang er det britiske journalister, der ikke har paratviden i orden.

Nok en gang er det kanske en lille – og for de fleste ligegyldig – historie. Men der gælder vel de samme principper.

I magasinet ‘InStyle‘ fortælles om nyeste skrig i Londons modeverden. Butikken Juicy Couture er tilsyneladende den første af sin slags i London. Artiklen om butikken indledes med:

It was an all-star turn out at the opening of London’s first ever Juicy Couture store last night. Gela Nash-Taylor, Juicy Couture founder and rock God wife (she’s married to none other than John Nash of Duran Duran fame) looked every inch the Juicy girl in a Union Jack skirt with train, thigh-high Christian Louboutin boots and a top hat to finish the look.

Der er en pæn stor faktuel fejl i denne artikel – den (fejlen) vender jeg lige tilbage til.

I den britiske avis ‘The Mirror‘ fortælles der også om åbningen af den nye butik. Her står blandt andet:

Juicy Couture, founded by Duran Duran band member Roger Taylor’s wife Gela Nash-Taylor, is a brand you will all know very soon. If you don’t know it already.

Den skarpe læser, begynder nu at kunne se, hvor man skal lede efter faktafejlen. Men en læser/bruger, der KUN læser disse to medier, er faktisk STADIG misinformeret.

Det handler om, hvem der i grunden er gift med grundlæggeren af Juicy Couture – Gela Nash-Taylor. Enten er det John Nash, eller også er det Roger Taylor – begge verdenskendte superstjerner fra bandet Duran Duran…. Men!

Fakta er bare, at Duran Duran aldrig har haft et bandmedlem, som hedder John Nash… Og Gela Nash-Taylor er IKKE gift med trommeslager Roger Taylor. Hos the The Mirror er fejlen rettet af en vågen læser. Gela er gift (på 10. år) med Duran Durans bassist, John Taylor.

… Og hvad så?

Gela Nash-Taylor med Duran bassist John Taylor – foto: Kim Blessings

Tja, fakta skal vel altid være i orden. På Journalisthøjskolen lærer man i hvert fald, at fakta død og kritte skal være i orden. Men jeg kom alligevel til at tænke på, om ikke det i grunden er meget sundt for medierne, at brugerne kan bringe rettelser. Her tænker jeg ikke på, at man skal dunke journalister i låget, hvis de laver en fejl. Men det kunne måske være med til, at journalister kommer lidt ned fra piedestalen og synes mere i øjenhøjde (set fra brugernes synsvinkel).

Sat på spidsen – Ville det være godt for journalistikken, hvis folk så journalister som almindelige mennesker, og ikke smukke jetset-agtige omvandrende orakler ud alverdens spørgsmål? Hvad mon der sker med befolkningens syn på journalisterne, når befolkningen “skriver med”?

(Thanks to Peter Jones for entertaining me with flaws in british media)

Flere store personligheder kaster sig nu ind i kampen for at få en solid klimaaftale i hus på det store klimatopmøde (COP15) i København til december.

Jeg har tidligere på denne blog skrevet rosende om, at selve konferencen har taget sociale medier som Twitter og Facebook og ikke mindst YouTube til rådighed, for at få folk til at deltage aktivt.

Hos COP15 har statsminister Lars Løkke Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard opfordret folk til at hæve stemmen i kampagnen ‘Raise your voice‘ i håbet om, at folk over hele verden vil presse stats- og regeringsledere til at tiltræde klimaaftalen. De to danske ministre er hjulpet godt på vej af prominente folk, som skuespiller Emma Thompson, ærkebiskop Desmond Tutu og ikke mindst HKH Kronprinsen.

Nu kommer der en solid støtte ind fra venstre, så at sige. En flok internationale organisationer med Global Humanitarian Forum og tidligere FN generalsekretær, Nobelprismodtager Kofi Annan, i spidsen har fået en række musik-, film- og sportsstjerner til at genindspille det gamle Midnight Oil-nummer ‘Beds are burning‘.

Udover Midnight Oil og stor gruppe internationale musikstjerner (ja, også Duran Duran) har blandt andre tennis-ikonet Yannick Noah, skuespillerne Milla Jovovich og Jet Li, filmkomponist Eric Serra og David Letterman’s kapelmester Paul Shaeffer deltaget i den musikalske opfordring til at fokusere på klimaet.

Samlet kaldes initiativet ‘Time for Climate Justice‘ og under sloganet ‘tck, tck, tck’ opfordres brugerne til, at uploade deres egne videosekvenser, hvor de på én eller anden måde ytrer lydordet ‘tck’. Hvert enkelt klip lægges ind i en ongoing-film – ét klippe i sekundet – ét ‘tck’ i sekundet. Det hele smides på eget websted og til sidst på egen YouTube-Channel.

Tak til Simon Le Bon for at smide video’en på sin Facebook-wall, så jeg blev opmærksom på den.

Det er ikke nogen stor historie – bevars. Men skal man bruge et eksempel, hvor nytten af brugergenereret indhold illustreres godt og simpelt kan man kigge med her.

Kort fortalt handler denne historie om, at en feriehytte ved Rønbjerg Feriecenter (DanParcs Feriecentre) ved Løgstør nær Limfjorden brændte ned. I den iøvrigt ultra korte tekst/notits ‘Stor brand i feriecenter‘ (man kan vel iøvrigt diskutere, om en brand i en lille hytte er en ‘STOR’ brand) fremgår det, at brand formentlig startede i en ovn, men at den 7. klasse, der boede i hytten var ude at bowle, da branden opstod.

Ikke så interessant… men det bliver det

Under historien har en række skoleelever nemlig kommenteret historien – skoleelever, der var med på turen til Rønbjerg.

Her fremgår det hurtigt, at der faktisk at tale om en 8. klasse – ikke en 7. klasse. Den slags betyder skam noget. Særligt hvis man går i 8. klasse.

Længere nede fremgår det også, at det nok IKKE kan være ovnen, der er skyld i branden. Den har eleverne nemlig konstateret slukker, når man starter opvaskemaskinen… Hvilket igen ville være en ret naturligt efter endt aftenmåltid.

Lad mig lige gentage – dette er naturligvis ikke nogen stor sag. Men det er stadig vigtigt, at have fakta i orden. Har man ikke det, bliver man rettet af brugerne.

Velkommen til virkeligheden 2009

(Tak til søster-Christina for tippet)

Som et led i skabe øget fokus på den store klimakonference i København i december 2009 har folkene bag konferencen (COP15) nu trukket prominente folk som FN’s Yvo de Boer, statsminister Lars Løkke Rasmussen og ikke mindst HKH Kronprins Frederik ind som fronttalere på konferencens channel på YouTube.

Det vil jeg godt kreditere for her. Det er helt rigtigt at gøre det muligt for os allesammen at sprede viden om klimaændringerne og vigtigheden af, at der kommer en solid klimaaftale på plads i København i december. Det handler om fremtiden, hvorfor HKH Kronprinsen også er den helt rigtige at se på banen her.

Det bedste ved COP15′s YouTube channel er dog, at der muligt for brugerne SELV at uploade egne klimafilm – ja, faktisk opfordrer HKH Kronprinsen ligefrem brugerne til at indsende bidrag. De bedste bidrag vil blive vist på selve konferencen for deltagerne.

Screenshot fra COP15′s channel på YouTube

Det er efterhånden ved at være lang tid siden, jeg første gang mødte det amerikanske mediehus Gannett’s Vice President for Digital Content, Mackenzie Warren.

Dengang i vel 2007 havde Peter From (nyjournalistik.dk) inviteret ham til København for at fortælle os danskere om ‘Collecters and Connectors’ – to nye titelbegreber han havde fået indført på en lokal redaktion i Fort Myers i Florida.

Omdrejningspunktet er MoJo’s – mobile journalister – der i stedet for en skrivebord med en fastnettelefon får en bil, en laptop og en trådløs mobilconnection til internettet. Så kan de (journalisterne) skrive og uploade historierne fra marken.

Den korte historie kort – projektet i Fort Myers blev så stor en success, at Mackenzie blev hevet til Gannett’s hovedkvarter for at udbrede konceptet til flere af husets andre aviser og mediehuse.

Det er det sidste han kommer til Danmark, for at fortælle om!

Hvordan er det gået? Hvilke nye erfaringer har han gjort sig om det, at lave og uploade journalistik på farten? Og ikke mindst, hvordan får man MoJo og forretning til at gå hånd i hånd.

29. september 2009 kan man møde Mackenzie Warren hos Berlingske Tidende i København på UPDATE-seminaret ‘Hvad kommer efter Mojos?‘. Jeg kan KUN anbefale, at kigge forbi. Mackenzie Warren er både fagligt og personligt et møde og et godt bekendtskab værd.

Via en bi-sætning på Kim Elmoses blog ‘Mediehack‘ blev jeg opmærksom på, at verdens mest kendte lokalavis Washington Post 1. september 2009 lukkede sit højt profilerede hyperlokale nyhedssite – Loudounextra.com.

Projektet fik i 2007 verdens opmærksomhed, da web-rebellen Rob Curley blev ansat til at genføde den fagligt set stærkt konservative avis, Washington Post, i en ny digital verden. Rob tog med en solid stab af primært unge og initiativrige (og smadderdygtige) journalister og teknikere straks fat fra bunden og indførte det specialudviklede CMS-system ‘Ellington‘ – et system som er udviklet af mediefolk til mediefolk, og som bl.a. Scripps Howard-koncernen har indført overalt.

Efter en lyn-implementering fremlagde Rob Curley og hans folk projektet Loudounextra.com – et hyperlokalt website a la de websites han tidligere var prisbelønnet for flere steder i USA (Naples News i Florida samt aviserne i Topeka og Lawrence, Kansas). Washington Post gav sin velsignelse, men det viste sig hurtigt sværere at lykkes med, end særligt Curley havde været vant til.

På Watergate-avisen fandt Robs team hurtigt en del bagstræberi og misundelse. Særligt fra den skrevne papiravis. Jeg har forsøgt at få Rob selv til at uddybe nærmere, hvad det var, han blev mødt med af papiravisen – men han har behændigt og høfligt snakket udenom. Rob forsøgte imidlertid at forstærke sit hold, ved at indkalde sin gode ven og fotojournalist-legende, Bill Snead, der ellers var gået på semi-otium. Men det hjalp kun lidt – for da det kom til stykket var avisen på 15. gade i Washington DC alligevel ikke klar til at støtte op.

Bare halvandet år efter sin ankomst til ‘The Post’ forlod Rob og hele teamet Washington og tog til Las Vegas Sun, der ikke bare ønskede at have endnu et navn på trofæ-hylden, men rent faktisk VILLE forandring og samtidigt gav plads til den ofte utålmodige Rob Curley.

Summasummarum – efter Rob og teamet forlod Washingtonpost.com, har ingen kunnet/villet løfte det potente og i mine øjne gode projekt at lave hyperlokale websteder i Washingtons forstæder. Fra 1. september lægges Loudounextras indhold ind på en underside på Washingtonpost.com, og i alt 4 projekter i pipeline – herunder Fairfaxextra – smides i skraldespanden. I stedet for et flot flagskib har Washington Post, der i forvejen er økonomisk trængt, fået sig endnu en fiasko.

Vil du læse mere om lukningen, har både PaidContent og BrandRepublic omtalt lukningen.

Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at projektet i Washington ikke blev en succes.