Arkiv for kategorien ‘Politik/Polemik’

Mere buddhisme, mindre vold og populisme, tak!

torsdag, 19. februar 2015

2015’s uge 7 var særdeles kontrastfyldt. I hvert fald for mig. Midt på ugen tilbragte jeg et par dage i selskab med tibetanske lamaer, buddhister og vel 200 hjertevarme frivillige i Bella Center i København. Få dage senere er den samme by fyldt med blå blink, tre dræbte og fem sårede, dyb sorg, vrede, fordømmelse og i nogle tilfælde forbandelse. En gal mand var gået amok med et skydevåben. To modpoler inden for mindre end tre døgn. Puha!? (mere…)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Ashins Forår giver indsigt i livet i Burma

fredag, 13. juli 2012

På dagen, hvor BBC annoncerer, at den amerikanske udenrigsminister nok engang vil besøge det tidligere så lukkede land, Burma, vender jeg den sidste side i journalist Christina Lund Sørensens bog ‘Ashins Forår‘.

Ashins Forår - Christina Lund Sørensenklar anbefaling af min ven og online journalist-kollega, Lars K. Jensen, købte jeg forleden den ene af de blot to udgaver af bogen, Koldings vel nok største boghandel, Arnold Busck, har købt hjem *tsk, tsk*

Lund Sørensen har i flere perioder opholdt sig i det diktatur-plagede Burma, hvor hun overvejende har logeret hos og sammen med den buddhistiske munk, “Ashin”.

Det er der kommet en indsigtsfuld fortælling ud af, som – uden at tage det fristende parti for den tydeligt undertrykte befolkning – guider os gennem et massivt munkeoprør og deraf følgende voldsovergreb fra et totalitært militær-regime, en alt-ødelæggende naturkatastrofe og juntaens skandaløse negligering af tusinder af omkomne og over to millioner hjemløse, nobelprismodtager Aung San Suu Kyis fængsling og senere frigivelse, samt det, der bliver bogens egentlige klimaks, – “Ashins Forår” – det første frie valg i Burmas historie.

Bogen byder også på en beskrivelse af forfatterens møde med netop Aung San Suu Kyi. Dette formidles så levende og ærligt, at jeg som læser selv sad og blev helt nervøs og ydmyg og samtidig lidt stolt over, at jeg har en ung dansk journalistkollega, der har fået den eksklusive mulighed, at møde én af verdens absolut mest indflydelsesrige og vigtige nulevende kvinder.

På godt gammelt dansk: “Det er fand’mer sejt – godt gået, Christina!”

Lund Sørensen formår at trænge ind, så man husker – husker både hovedpersonen og munkevennen, Ashin, hvis følelsesliv også berøres i flere omgange, men også husker de næsten uforståelige og umenneskelige kvaler det ludfattige asiatiske lands befolkning har lidt og tålt i det forgangne halve århundrede. Det er stærkt!

Man behøver ikke have ret stort forudgående kendskab til Burma og Burmas historie for at forstå ‘Ashins Forår’. Jeg vil næsten vende det om og sige – det får du ved at læse bogen.

Jeg vil, som Lars K. Jensen, anbefale bogen som sommerlæsning. Skal du over Atlanten eller til Fjernøsten, så tag den med i flyet. Du kan givetvis nå at læse de 190 særdeles velskrevne og letlæste sider, inden du er fremme.

I samme åndedrag vil jeg også opfordre mine kolleger i journaliststanden til ikke at glemme Burma, blot fordi Aung San Suu Kyi ér løsladt, og det første frie valg ér afviklet i ro og orden. Som jeg forstår på både BBC og organisationen Assistance Association for Political Prisoners er demokratiet stadig meget nyt og meget skrøbeligt i Burma. Styret holder stadig talrige politiske fanger (henved 1000) skjult i fængsler under mere eller mindre ukendte forhold, og vold og overgreb foretaget af politi/militær mod civile finder stadig sted.

Jeg håber, at Christina Lund Sørensen forsat har lyst til og mulighed for at rejse til Burma og give os fortsættelsen på den historie, der langt fra synes at være færdig endnu.

Bogen ‘Ashins Forår’ er udgivet på Turbine Forlaget og kan købes flere steder – blandt online hos William Dams Boghandel. Her koster den i skrivende stund knapt 200 kroner (Arnold Busck tager 250 kroner).

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Bertel Haarder er en helt

mandag, 20. december 2010

Denne rubrik er en journalistisk stramning. Men det kan jeg se hver dag i de danske medier, er helt i orden. Det giver læsere – et quick-fix, der er god underholdningsværdi i.

Men det er i dagens store historie komplet ligegyldigt.

Start lige med at se følgende interview med sundhedsminister, Bertel Haarder.

Bertel Haarder taber besindelsen med DR-journalist, Kristian Sloth. Et raseri-anfald udvikler sig, Kristian Sloth overfuses og ender med, at Bertel Haarder forlader DR-Byen, mens kameraet ruller.

Det er naturligvis IKKE i orden, når man nu er minister, MEN….

DR viser hele klippet, der varer næsten 7 minutter, og hævder, at det viser, hvordan politikere i stadig højere grad prøver at styre pressen. Det viser imidlertid kun en mand, der af forskellige årsager – relevante eller ej – krakelerer for åben skærm.

DR’s chef for nyheder, Ulrik Haagerup, forsvarer imidlertid beslutningen. Det er en klar journalistisk fejl, synes jeg. At vise at politikere manipulerer med pressen er død-alvorligt og hører hjemme i en gennemarbejdet dokumentar, og ikke i et interview med en mand ude af kontrol.

Og så kommer vi til kernen.

Bertel Haarder tog hjem og tænkte over det. Efterfølgende besluttede han sig for at undskylde sin opførsel. Det var pokkers klogt og en beslutning, der viser format. Ordet ‘Undskyld’ kan være supersvært at sige og er forbeholdt rigtige mandfolk. Ja, det lærte jeg, da jeg var dreng – at rigtige mandfolk kan sige undskyld, når de klokker i det.

DR begår en klar journalitisk fejl – ikke i at bringe klippet – men ved at påstå, at det har relevans for borgerne og viser en tendens til manipulation fra danske politikere. Det er en fejl!

Men jeg har ikke hørt hverken journalist Kristian Sloth eller DR-chef Ulrik Haagerup erkende fejlen – endsige sige ‘Undskyld’.

Det efterlader mig med ét mandfolk…
Og to andre ikke-mandfolk.

Summasumarum – Ministeren skulle naturligvis ikke have tabt hovedet. Men Bertel Haarder kommer styrket ud af denne sag. DR er klart svækket!

Kære DR – Er I ikke søde at lave den dybdeborende dokumentar om danske politikeres manipulation af medierne? Hvis det forholder sig sådan, vil jeg virkelig gerne se det dokumenteret, så vi kan få det stoppet.

At vise en mand – minister eller ej – miste besindelsen er ikke stort bedre, end det reality-TV, der manipulerer landets børn og unge uge efter uge. Det har ifølge min journalist-uddannelse intet som helst med dokumentarisme at gøre.

Har jeg misforstået hele denne misere, vil jeg gerne sige undskyld på forhånd ;-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Kofi Annan med musikstjerner i klimakamp

torsdag, 8. oktober 2009

Flere store personligheder kaster sig nu ind i kampen for at få en solid klimaaftale i hus på det store klimatopmøde (COP15) i København til december.

Jeg har tidligere på denne blog skrevet rosende om, at selve konferencen har taget sociale medier som Twitter og Facebook og ikke mindst YouTube til rådighed, for at få folk til at deltage aktivt.

Hos COP15 har statsminister Lars Løkke Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard opfordret folk til at hæve stemmen i kampagnen ‘Raise your voice‘ i håbet om, at folk over hele verden vil presse stats- og regeringsledere til at tiltræde klimaaftalen. De to danske ministre er hjulpet godt på vej af prominente folk, som skuespiller Emma Thompson, ærkebiskop Desmond Tutu og ikke mindst HKH Kronprinsen.

Nu kommer der en solid støtte ind fra venstre, så at sige. En flok internationale organisationer med Global Humanitarian Forum og tidligere FN generalsekretær, Nobelprismodtager Kofi Annan, i spidsen har fået en række musik-, film- og sportsstjerner til at genindspille det gamle Midnight Oil-nummer ‘Beds are burning‘.

Udover Midnight Oil og stor gruppe internationale musikstjerner (ja, også Duran Duran) har blandt andre tennis-ikonet Yannick Noah, skuespillerne Milla Jovovich og Jet Li, filmkomponist Eric Serra og David Letterman’s kapelmester Paul Shaeffer deltaget i den musikalske opfordring til at fokusere på klimaet.

Samlet kaldes initiativet ‘Time for Climate Justice‘ og under sloganet ‘tck, tck, tck’ opfordres brugerne til, at uploade deres egne videosekvenser, hvor de på én eller anden måde ytrer lydordet ‘tck’. Hvert enkelt klip lægges ind i en ongoing-film – ét klippe i sekundet – ét ‘tck’ i sekundet. Det hele smides på eget websted og til sidst på egen YouTube-Channel.

Tak til Simon Le Bon for at smide video’en på sin Facebook-wall, så jeg blev opmærksom på den.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Ringe information om farlige elsparepærer

torsdag, 3. september 2009

Som jeg bloggede om forleden i indlægget ‘Farvel til glødepæren giver nye problemer‘, er det ikke helt problemløst, når politikerne i EU har bestemt at de gamle glødepærer skal udfases (pr. 1. september 2009).

En beslutning, der naturligvis signalerer en ambition om at nedbringe væksten i CO2 i atmosfæren. Politikerne er selv så begejstrede for beslutningen, at de rent glemmer at informere ordentligt om de negative sider, der er, ved at skifte glødepærerne ud med el-sparepærer.

Skal man tage cand.mag. Asger Liebst ord for pålydende, er der flere små og store nærmiljø-konsekvenser ved at bruge elsparepærer. Desuden en masse forholds- og hjemlige sikkerhedsforanstaltninger, man skal huske på, når man sætter elsparepæren op i eksempelvist børneværelset. Jeg er oprigtigt glad for, at Asger skriver om disse. Men omvendt kolossalt skuffet over, at politikerne ikke informerer mig tydeligt om disse vigtige fakta.

Asger Liebst skrev 1. september 2009 på KForum indlægget ‘Staten sparer vildt på kommunikation om sparepærer‘. Ifølge Asger har både Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen betænkeligheder ved sparepærerne. Mængden af kviksølv er åbenbart så stor, at hvis en sparepære bliver knust, skal der luftes godt ud i minimum 30 minutter, førend man igen opholder sig i rummet. Er pæren knust på/i et møbel, skal også dét hives ud til luftning i 30 minutter.

Også lysdæmpere kan have en hvis effekt på nogle af sparepærerne. Således forklarer Asger, at de skulle kunne forårsage brand.

Og hvad med udtjente pærer? Hvor mange danskere ved, at en sparepære fremover skal behandles som et cadmium-batteri – tages med på genbrugsstationen?

Disse ting ville jeg da gerne have at vide? Hvem ved at man skal kigge hos sundhedsstyrelsen, når man tager en ny elpære i brug?

Asger Liebst har derfor en rigtig god pointe! Hvorfor fortæller staten os ikke tydeligt og højtråbende i kampagner, hvordan vi skal håndtere nye kviksølvholdige produkter i vores hjem? Eller i det mindste… Hvorfor får vi ikke at vide, at elsparepærerne indeholder kviksølv?

Miljøstyrelsens råd ‘når sparepæren går itu‘ kan du finde på styrelsens eget websted. Men du skal jo vide, at du skal lede, ik’.

Hos Sundhedsstyrelsen anbefaler jeg på det kraftigste, man henter og læser de to PDF-dokumenter ‘Notat om brug af sparepærer‘ og ikke mindst ‘Notat om afskaffelse af sparepærer‘ (skulle nok have heddet ‘bortskaffelse’, men lad det nu ligge).

PhilipsEco
Philips EcoClassic30-pære, der p.t. er det bedste alternativ til de farverigere glødepærer. (foto: Philips.com)

Lad mig slutte af med endnu en gang at slå et slag for Phililps EcoClassic serie af Halogenpærer (se ovenfor). De kan købes hos Silvan, giver langt mere varmt og farverigt lys, de er overraskende billige OG…

Halogenpærer indeholder IKKE kviksølv :-)

Tak til Karen Mardahl for linket til KForum og Asgers indlæg *thumbs up*

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Farvel til glødepæren giver nye problemer

tirsdag, 1. september 2009

Fra i dag – 1. september 2009 – er det slut med at producere og sælge 100W-glødepærer. Det har EU bestemt. Over de kommende fire år bliver de resterende glødepærer på 75W og 40W også faset ud.

lightbulb

Det er en beslutning, der er truffet for at lave en CO2-besparelse. Men det er ikke nødvendigvis KUN af det gode. Man har nemlig forbudt glødepæren uden at have et ligeværdigt alternativ.

Som det fremgår af DR-P1’s ‘Orientering‘ d. 24. august 2009 – ‘Koldere lys forude‘ – så har el-sparepærerne markante mangler i forhold til den gamle glødepærerne.

Blandt andet er farvegengivelsen i el-sparepærerne meget ringere, end i de gamle glødepærer. Det betyder, ifølge lysekspert Lisbeth Mansfeld (der interviewes i ovennævnte udsendelse), at vores mad mister en del farve – tomater er eksempelvis ikke længere så røde. Da de fleste menneskers madoplevelser også indeholder et visuelt element, vil fornøjelsen ved et måltid omkring stuebordet forringes for mange mennesker.

Den ringe farverigdom i el-sparepærerne vil også få en betydning for nordboernes oplevelse af sig selv i spejlet – særligt om vinteren. Huden bliver nemlig markant mere grå og mat, da de små farvenuancer og konturer ikke kan gengives.

Også museerne har ytret stærke bekymringer om forbuddet mod de gamle glødepærer. Glødepærer indeholder et langt mere farverigt lys (1300 farver) end elsparepærerne (9 farver), hvilket markant vil forrige oplevelsen/farvegengivelsen på malerier og andre kunstværker. Til Kristeligt Dagblad udtaler museumsdirektør, Lars Kærulf Møller (Farvel til farverne på landets museer):

“En sparepære er reelt bare et sammenkrøllet lysstofrør, og det giver et langt dårligere lys end en klassisk glødepære, og jeg tror faktisk ikke, at man har gjort sig klart, hvor dårlig lyskvalitet man får ud af en sparepære.”

Man kan naturligvis diskutere, om ikke udledning af CO2 er vigtigere end røde tomater og grå hud på badeværelset. Men hvad EU-flertallet bag forbuddet måske ikke har tænkt på er, at mennesket har brug for lys. Jo rigere lys, des færre sygedage. Både krop og sjæl har brug for lys – helst sollys – for at trives og overleve. I de sydeuropæiske lande er man priviligeret med rigtig meget sollys. Det kniber derimod i Norden, hvor solen er helt eller delvist væk det meste af vinterhalvåret. Det ringe og meget fattige lys i el-sparepæren KAN – kort fortalt – få betydelige negative konsekvenser for livskvaliteten i særligt de nordiske lande.

I artiklen “Brug pæren” gennemgår Trine Jørgensen (med baggrund i bl.a. rapporten “Helbredseffekter fra indendørsbelysning” af cand.scient. Nikolaj Holtermann) hvorledes lyset påvirker os. Hun skriver blandt andet:

“Det er lige så vigtigt med ordentligt lys, som det er med god, nærende mad. De senere år har forskning belyst, hvordan mange mennesker lider ikke blot af fejlernæring, men også af fejlbelysning.”

Trine Jørgensen arbejder meget med fuldspektrumlys, som det, der kommer fra solen. Hun bruger bl.a. eksempler på, hvordan udskiftning af farve- og energifattigt lys til fuldspektrumlys i skoler i USA har forbedret ikke bare elevernes præstationer, men også deres sundhed.

Slutteligt – El-sparepærer indeholder kviksølv. Det gør glødepæren ikke. Hvilken pære sætter du op i børneværelset?

Kære EU – vi skal bruge et energirigtigt alternativ med fuldspektrumlys og uden kviksølv før vi fjerner glødepæren. Det må være et minimumskrav!

I Danmark vil et totalt skifte til elpærer blot nedsætte CO2-emissionen med sølle 7%. Hvor meget flere vinterdepressioner, indlæringsvanskeligheder hos børn og ringere livskvalitet m.v. modsat kommer til at koste, ved vi først om nogle år.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Yes Prime Minister – satire i England, men virkelighed i Århus

tirsdag, 7. juli 2009

Der er tilsyneladende gået totalt ‘Yes Prime Minister‘ i den efterhånden berygtede madordning i de danske børnehaver. Intentionerne har fra start været gode… men det er mange steder blevet noget rigtigt biks. Og nu er det så havnet i noget frygteligt bureaukrati, der helt sikkert vil blive behandlet flittigt i diverse revy’er i de kommende år.

Eksempelvis i Århus, hvor DR d.d. kan fortælle, hvordan utilfredse borgere nu skal betale ekstra skat for at få lov til at lave egne madpakker til børnene. I historien “Betaler skat af madpakkesmøring” fortæller journalist Kasper Birk, hvordan Århus Kommune nu “tjener” ekstra på, at madordningerne flere steder er så dårlig, at forældre selv skal smøre madpakker til afkommet… Eller….

Havde kommunen så selv tjent og haft et provenu, som kunne bruges til andre alment gavnende formål, så kunne man måske forstå det. Men som jeg læser historien, forsvinder alle pengene i forvaltningen.

  1. Kommunen har forpligtelsen til at sørge for mad fra 1. august
  2. Forældre der af forskellige årsager er nødt til at smøre mad selv, skal STADIG betale de 469 kroner om måneden for mad
  3. Forældrene kan dog trække de 305 kroner fra i skat
  4. Forældrene bliver dog trukket i skat af de 305 kroner
  5. Forældre må kun lave mad til egne børn – ellers skal de godkendes af fødevareregion nord
  6. Pengene forsvinder totalt i offentlig administration – og måske mere til
  7. Hvem på kommunen skal have smæk i måsen for denne løsning?

Jeg har næææsten alle afsnit af de britiske satire-serier, ‘Yes Minister‘ og ‘Yes Prime Minister‘, og jeg troede bare, at det var karikeret satire!?

Måske i England – I Danmark ER det tilsyneladende sådan.

Nu har jeg hørt så meget om den madordning – Det begynder at lyde som en fiasko, syn’s jeg.

NB: Køb alle afsnit af ‘Yes Minister’ og ‘Yes Prime Minister’ hos BBC-shoppen :-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

HH Dalai Lama udnævnt til æresborger i Paris

tirsdag, 9. juni 2009

Byernes by – Paris – sendte søndag et klart signal til Kina, ved at udnævne HH Dalai Lama til æresborger i Paris.

Den franske hovedstads borgmester Bertrand Delanoë valgte at overhøre klare trusler fra Kina om konsekvenserne ved en udnævnelse af den buddistiske leder, der af Kina nærmest behandles som en veritabel terrorist (Dalai Lama modtog i 1989 Nobels Fredspris).

HH Dalai LamaIfølge lama’ens websted – www.dalailama.com – har en talsmand for den kinesiske regering udtalt:

“If the Paris city government does make this award, it will definitely meet once again with the Chinese people’s firm opposition”

Her refererer den kinesiske talsmand til, at den franske præsident Nicolas Sarkozy i december 2008 også valgte at ignorere massive kinesiske advarsler og mødtes med den tibetanske rollemodel. Det udløste dengang en mindre diplomatisk krise, som netop var ved at bløde op.

Nu får vi se, om Kina endnu engang kan få opmærksomhed, ved at true med bål og brand. I politik gælder jo mange kneb, og nogle af dem har fungeret fint siden middelalderen.

Uanset er Hans Hellighed nu æresborger i Paris ;-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

BBC samler op på begrebet ‘Bushism’

mandag, 26. januar 2009

Normalt er det ikke god stil at gøre nar af folk. Men under kategorien ’satire’ lader meget sig gøre. Og når man stiller op til verdens højeste jordiske embede og tilmed bliver udpeget af en højesteretsdommer til at være Præsident for verdens supermagt, USA, så må man kunne tåle lidt røg.

Alle Amerikas (der er jo kun ét rigtigt Amerika.. Ifølge Amerika) præsidenter drømmer om, at sige noget klogt, som eftertiden vil huske og citere igen og igen. Mange er gennem tiderne lykkedes med det, og ny-indsatte Præsident Obama har allerede i sin indsættelsestale lagt seriøst fra land. Men han har også en stor forgænger at leve op til i Præsident Bush jr.

Det statslige britiske medieimperium BBC har samlet en kavalkade af fremragende citater af den nyligt afgåede præsident. Jeg vil undlade at kommentere stort – blot sige, at jeg håber, at mr. Walker Bush nu får tid til at optræde med sin retoriske ekvilibrisme. Jeg er sikker på, at det er penge i skidtet for ham.

The ‘Misunderestimated’ President (kilde: BBC)

Tak til Louise Lauridsen for linket *thumbs up*

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Obama: Du bliver målt på, hvad du skaber

onsdag, 21. januar 2009

I en usædvanlig følelsesladet indsættelses-ceremoni blev Senator Barack Obama for stedse forvandlet til Præsident Obama. Og for én gangs skyld fandt jeg faktisk følelsesudbrudene passende.

Det var en historisk dag på 100.000 måder. Det er der vel næppe nogle med en smule præsidential TP-viden i den brune gule historie-kategori, der vil anfægte.

Selv når man skraber al den amerikanske festivitas og højtidelighed af, var det svært ikke at blive grebet af den pæne akademiker fra Chicago og hans – ifølge rygterne – selvforfattede tale. Talen kan du finde herunder.

Er det citater egnet til historiebøger man leder efter, så tror jeg måske Obama vil skrive sig ind med et par passager:

“That we are in the midst of crisis is now well understood. Our nation is at war, against a far-reaching network of violence and hatred. Our economy is badly weakened, a consequence of greed and irresponsibility on the part of some, but also our collective failure to make hard choices and prepare the nation for a new age. Homes have been lost; jobs shed; businesses shuttered. Our health care is too costly; our schools fail too many; and each day brings further evidence that the ways we use energy strengthen our adversaries and threaten our planet.

These are the indicators of crisis, subject to data and statistics. Less measurable but no less profound is a sapping of confidence across our land _ a nagging fear that America’s decline is inevitable, and that the next generation must lower its sights.

Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America – they will be met.”

Det er jo en ren Churchill – blood, sweat and tears speech :-)

“To those leaders around the globe who seek to sow conflict, or blame their society’s ills on the West – know that your people will judge you on what you can build, not what you destroy. To those who cling to power through corruption and deceit and the silencing of dissent, know that you are on the wrong side of history, but that we will extend a hand if you are willing to unclench your fist.”

Men den her.. Det bliver sgu en ‘Obama’. Her måtte jeg selv lige bide mig i underlæben.

Har du 20 minutter, så nyd en historisk tale endnu en gang. Enten er der tale om den største statsmand USA har haft siden Roosevelt… Eller også er han den største demagog siden Castro

Jeg tror (og håber) på det første.


Præsident Obamas Inauguration Address (som Word-dokument)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather