Arkiv for kategorien ‘DSB’

Ide: Ny bynær marina i Kolding

søndag, 26. juli 2015

Jeg har i flere år gået og ærgret mig over, at bylivet i den ellers så smukke gamle bymidte i Kolding, har lidt under Kolding Storcenters evne til at tømme midtbyen for butikker og liv. Forstå mig ret, der er som sådan intet galt med et storcenter. Men der er noget galt, når en smuk, gammel by med masser af historie og endda et fantastisk slot og kulturhus midt i centrum ikke emmer af liv og virke. (mere…)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

DSB-service er stadig for ringe i krisesituationer

mandag, 9. februar 2009

Det går så godt for de danske statsbaner, når det bare kører. Men når noget går galt kollapser DSB desværre stadigvæk. Den 9. februar 2009 vil nok score sig ind blandt mine tre værste DSB-dage (og der er desværre mange knap så gode).

Dagens oplevelser starter klokken 12:59, da toget fra Århus mod København afgår. Alt er fred og idyl og toget ruller fint af sted.

Alt går faktisk strygende, og personalet ombord smiler og er glade.

MEN!…

Efter Slagelse går det galt. Ved Viby Sjælland er et tog brudt sammen og skal bugseres derfra. Det efterlader den øvrige togtrafik med ét farbart spor at deles om. Sådan kan det jo gå, bevars. Min PC går jo også ned fra tid til anden.

Men det, der følger, er alt andet end i orden. For det første lyder beskeden over højttalerne:

“Der holder nedbrudt tog ved Viby Sjælland, så vi bliver desværre 10-15 minutter forsinket, da vi skal udenom”.

Fair nok – kort efter lyder det:

“Vi er nå nummer to i køen, så forsinkelsen bliver desværre lidt længere”.

Også fair nok… Men tiden går, og vi holder stadig ude på landet i det vestsjællandske… Der går mere tid og vi holder der stadig… Så begynder toget endeligt at rulle. Ganske langsomt… Og så holder det igen. Da vi endeligt kommer forbi Viby Sjælland, har der ophobet sig så meget togtrafik ind mod hovedbanegården, at vi må gøre flere stop undervejs. Der er ikke flere informationer fra DSB. De 15+ minutter er forlængst overskredet.

Kort før Viby Sjælland har DSB’s personale skruet ekstra op for den irriterende DSB-“røg”. En stakkels ung togsteward prøver at danne sig et overblik over, hvem der skal nå fly i Kastrup, og hvem der ikke skal. Imens dukker en meget stram togstewardesse op og begynder at pakke kaffen, vandet og aviserne på 1. klasse, hvor jeg sidder. Jeg og de øvrige passagerer kigger undrende til. Da hun kommer tilbage anden gang for at tage det sidste, ringer hendes mobiltelefon. Med Kirsten Hüttemeiersk knibskhed skælder hun nærmest en kollega i den anden ende ud. Vedkommende kollega befinder sig i en togstamme længere fremme, fremgår det af samtalen. Sammen aftaler de, at der skal pakkes sammen, så personalet kan stå af ved førstkommende station og tage en taxa hjem, da ingen ønsker at arbejde over.

Faktum – strandede passagerer på 1. klasse efterlades forsinkede og uden aviser eller kaffe at fordrive tiden med. Stram-tanten tillader sig endda at udbasunere den offentlige service-evne (eller mangel på samme) i passagerers påhør i sin telefonsamtale i 1. klasses stillezone. Jeg forsøgte mig med et træt spørgsmål om forsinkelsen, men blev mødt af det svar, jeg desværre har hørt fra DSB før:

“Ja, så må man jo tage hjemmefra lidt før, så man kan nå det”.

Jeg er blevet for klog til at lade mig hidsige op af småt-skårede DSB-ansatte. Jeg var jo netop – klog af skade – med toget kl. 12:59 for at kunne nå KBH til kl. 17:00.

Vi var flere, der faktisk var sikre på, at vi var med i skjult kamera. Men der dukkede ikke nogen TV-vært op. Til gengæld kom den velmenende unge togsteward fisende tilbage lidt før Roskilde og spurgte, om der var nogen, som havde behov for en taxa fra Roskilde. Sødt tænkt og med service-hjertet på rette sted – omend en taxa fra Roskilde til Københavns centrum i myldretiden ikke kan anbefales nogen, der gerne vil frem inden jul. Vi blev derfor sammen enige om, at det bedste var at spare DSB den dyre taxa.

Vi blev i midlertid mere forsinkede, og min plan om at være i KBH ved 16-tiden var nu fysisk umulig.

Omkring Valby kom togstewarden ilende tilbage, og tilbød os taxaer fra Hovedbanegården til vore destinationer. Jeg takkede denne gang ‘ja’, da mit møde kl. 17:00 nu også var i fare. Beskeden blev, at vi skulle gå til opgang 22 – uden for Hovedbanegården (omkring, hvor busserne holder) – hvor der ville holde reserverede taxaer til os – bestilt i vore respektive navne.

Den samlede forsinkelse blev af togstewarden beregnet til 1 time og 4 minutter (annonceret i togets højttalere, mens vi steg ud). Mit eget ur sagde 5 kvarter.

Nevermind… Da jeg nåede til opgang 22, var der kun én vogn – bestilt til en Jesper-et-eller-andet. Så stod jeg der, og mit møde kl. 17:00 var nu begyndt…. Venteventevente… Og Jesper kom i øvrigt ikke. Til sidst steg taxa-chaufføren ud af sin bil og sagde, at han havde talt med sin chef, der igen havde talt med DSB. Jeg skulle bare hoppe ind, så vi begge kunne komme videre i dagens tekst.

Jeg kom cirka en time for sent til mit møde i Fredericiagade i hjertet af KBH.

– – – *** PAUSE & MØDE *** – – –

Hjemturen blev desværre heller ikke helt problemfri. Jeg nåede netop ombord i toget mod Århus 19:50 fra København, da der over højttalerne blev reklameret for en forsinkelse, som minimum ville blive på en time. En personpåkørsel et sted mellem Glostrup og Høje Taastrup betød omgående indstilling af alle regional- og intercitytog mellem landsdelene – fornuftigt nok (stakkels lokomotivfører).

Efter et par minutter blev alle ombord dog anbefalet at hoppe i S-toget mod Høje Taastrup. Det ville så køre til Glostrup, hvor togbusser til Høje Taastrup var indsat.

KAOS!!!… Alle mennesker i verden med ét S-tog.

Anyway, med lidt knokkel og mas kom jeg med et S-tog til Glostrup. Her var man i midlertid overladt til selv at finde bemeldte togbusser. Folk løb lidt i cirkler, men det endte med, at nogen fandt vej igennem et-eller-andet butikscenter under opbygning, og så fulgte vi andre bare efter. Jeg så hverken pile, skilte eller DSB-personale undervejs.

Uden for var der endnu mere larm og koks. Mit bud er, at 3-400 mennesker kæmpede for at komme ombord i den ene bus, der ventede på p-pladsen. Jeg nåede ikke en gang hen til den, før den rullede langsomt ud af p-pladsen – proppet som den ugentlige afgang fra Mumbai til Goa.

Igen – klog af tidligere DSB-“skader” – øjnede jeg en taxa og gav fanden i busser og DSB-forårsaget kaos. Ind i taxaen. Et par velklædte herrer så ud til at fatte, hvad jeg havde gang i, så jeg spurgte, om de ville med til Høje Taastrup. Det ville de mægtigt gerne. Den ene insisterede endog på at betale for taxaen, når jeg nu var så venlig at tage dem med. Bonus – Kære DSB, det giver bonus at være service-mindede… Se selv ;-)

I Høje Taastup var der selvsagt lige så meget kaos. Jeg tror bestemt, det er sjældent, at flere hundreder passagerer myldrer rundt på den station ved 21-tiden på mandage. Det var lidt svært, at danne sig et overblik, da ikke alle skærme var helt opdaterede. Men intuitionen fik mig til at følge en flok, der kom løbende, mens de talte om “hjemme i Aalborg, der…”. Jeg fulgte dem i hælene og nåede ombord i et tog, som den absolut sidste inden dørene blev klappet i.

Perfekt… Og dog… Toget jeg var i kørte nemlig kun til Fredericia, selvom der stod Lindholm (Aalborg) på skiltene. Og da vi jo stod som sild i en tønde, kunne jeg ikke komme i nærheden af det forreste togsæt, der kørte til Århus/Aalborg.

Her var det godt, at også andre passagerer havde erfaringer DSB. Nogle begyndte at råbe, at alle os, der skulle længere end Fredericia, skulle flytte sig frem i toget, og at andre bare skulle trække så meget til side, som muligt… Således flyttede vi sammen hele kolonnen fremad. Og til sidst kunne jeg (et sted efter Roskilde) sætte mig i en stol, der skulle med helt til Århus.

En rigtig møgdag synes at nå sin afslutning. Næste stop er Hedensted mellem Vejle og Horsens. Nu mangler vi bare, at Århus Banegård er lukket for natten, når vi kommer frem (ja, banegården lukkes faktisk om natten), så jeg ikke kan få min bagage, der er låst inde i en boks. Men SÅ uheldig kan ingen da være på én dag hva’.

Når jeg kommer hjem, har jeg brugt henved 10 timer på DSB på én dag. Til gengæld har jeg – ved egen og andre passagerers hjælp – sørget for at begrænse forsinkelsen. DSB selv kan ikke siges, at have været til megen hjælp på denne 9. februar 2009.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather