Kenneth Ley Milling

Jeg har længe været punket lidt af mine internationale bekendte og venner for, at jeg ikke blogger på engelsk. Undskyldningerne har været mange, men den væsentligste har nok været… dovenskab… eller…

Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

Grenada er et af mine yndlingssteder på vores lille planet. Skulle jeg frit kunne vælge et sted at bo uden for Danmark, ville det så afgjort være her. Jeg var her i marts 2009 første gang – og den lille østat levede fuldt og helt op til forventningerne endnu en gang.

Jeg var umådeligt glad for, at kunne vise AM og Helena dette yndlingsted. Samtidigt var jeg også rørt af lykke over, at AM og Helena nu for første gang i de næsten 3 uger, vi har været ombord på Naveren, kunne forstå og se, hvordan det rigtigt er, at være med Naveren på togt.

Folk i Grenada er altid glade, snakkesaglige og imødekommende. Hvor man i Trinidad ind i mellem kan føle en snert af afsky eller afstand over for os europæere, er folk i Grenada altid glade, positive og særdeles snakkesaglige. Den caribiske dialekt af engelske er langt mere klangfuld og lettere forståelig og tilføjer landets i forvejen smukke indbyggere endnu mere skønhed.

En dags rundtur på øen gav et godt overblik over landets primære indtægtskilde (ud over krydstogt-turisme), krydderi- og frugtproduktion. Det er ikke tilfældigt, at Grenada kaldes ‘Spice Island’ eller ‘Muskatnøddens hjemland’. Og det endda selv om muskatnødden faktisk er importeret. Et væld af større eller mindre plantager over hele landet producerer alt fra kanel, kakao, vanille og muskat til sukker, papaya, mango, carambole og alskins citrusfrugter.

Her var Helena tydeligvis nok mest fascineret af kakao-produktionen. I børnehøjde må det også være verdens vigtigste frugt – Chokoladefrugten! Hun så i hvert fald ud til at nyde duften fra de soltørrede kerner, der lå på de kæmpestore fade uden for plantagens pakhus. 6-10 dages soltørring og så er det tid til ristning og maling – så har man verdens lækreste kakaopulver.

Et stop ved den gamle vulkan Grand Etang gav et fremragende og betagende indblik i, hvordan Grenada i sin tid er blevet til. En kæmpestor kratersø, omringet af tæt regnskov danner et næsten vartegn-agtigt scenarie for øen. Afrikanske slaver havde i sin tid Mona-aber med ombord på skiberne fra Østafrika. De lever nu vildt i skovene omkring Grand Etang og er frygteligt nysgerrige. De har forlængst fundet ud af, at turister køber frugt på bjerget og at frugt er let at nare fra turister, hvis man bare er en sød og charmerende abe.

At slutte dagen af på ‘The Carenage’ skal ligeledes anbefales. Overfor krydstogt-kajen findes et par promenade caféer, der laver fremragende ‘chicken wraps’ og den lækreste mangojuice. Her man man så samtidigt side og kigge misundeligt på de kæmpestore sejl- og motorbåde, der ankommer og tager del i smukke Grenada.

Jeg er egentlig ikke synderligt meget for musicals. Det er meget flot og kostumerne er i reglen smukke. Der synges som oftest ret godt, mens skuespillet halter en del.

Med familien i hånden tog jeg dog imod invitationen til Preben Harris‘ opsætning af den legendariske historie ‘Skatteøen’ (Treasure Island) – oprindeligt af R.L. Stevenson – med musik af Sebastian (sidstnævnte er jeg kolo-kæmpe-fan af).

Med relativt afmålte forventninger satte jeg mig til rette og… *BOOOM* … Gik kanonen på scenen af – nærmest for at sige:

“Sæt dig ned, kæltring, og hold kæft med alt” (i 2 1/2 time).

Åbningsscenografi fra musicalen ‘Skatteøen (flickr)

Det var helt bogstavligt startskuddet til en forrygende aften med sang, musik og overraskende skuespil, hvor der tydeligvis var levet plads til, at skuespillerne selv kunne ‘lege’ med karaktererne. Og det havde de gjort flere steder!

Lars Bom tog sig med stor overbevisning af rollen som den et-benede pirat John Silver, mens Niels Weyde stilrent og med stor ironisk komedie tog sig af rollen som adelsmanden Trelawney. Størst (og meget fortjent) applaus modtog Troells Toya dog for sin performance som den stakkels Ben Gunn, der er blevet rablende gal af sit langvarige ophold på den øde ø, ‘Skatteøen’.

Et æstetisk højdepunkt (syn’s jeg) var, da Peter Pilegaard i rollen som piraten Israel Hands sang Peter Thorups og Sebastians fantastiske sang ‘Den flyvende hollænder‘. Ikke set bedre siden filmen ‘Pirates of the Caribbean’ fyldtes scenen med dragende Davy Jones-spøgelser (genfærd af afdøde sørøvere). En sang, der faktisk blev endnu bedre i hænderne på Pilegaard. Ærgeligt man ikke må have sit store spejlreflekskamera med i teateret. Scenen var bjergtagende!

Personligt fandt jeg den største fornøjelse i udførelsen af de enestående sange Sebastian har komponeret til musicalen for mange år siden. De originale versioner er indsunget af stjerner som Lars H.U.G., Steffen Brandt, Søs Fenger, Lis Sørensen, Annegrete, Allan Mortensen, Flemming ‘Bamse’ Jørgensen, Michael Falch med flere – navne det kan være svært at leve op til. Men også her syn’s jeg de medvirkende kunne gå fra scenen med stor selvtilfredshed. Igen må jeg fremhæve Troells Toya, der – selvom han byttede om på versene i Ostesangen – var på nippet til at få publikum i salen til at rejse sig af begejstring.

Der blev i hvert fald sunget med, kunne jeg høre

Lad mig til slut skyde et par champagnepropper efter de ansvarlige for scenografi og ikke mindst kostumerne… Wauw *thumbs up*

Jeg ved ikke, hvor længe Folketeateret fortsætter sin Danmarks turné med ‘Skatteøen’. Men har du mulighed for at komme ind at se dem, vil jeg for en gangs skyld anbefale en musicaltur i teateret.

Rollelisten tæller:
Lars Bom – John Silver
Sebastian Aagaard-Williams - Jim Hawkins
Torbjørn Hummel – Doktor Livesey
Niels Weyde – Godsejer Trelawney & Krogæst
Troells Toya – Ben Gunn, Toldinsp. Dance, Pirat, Spøgelse & Havnearb.
Mikkel Vadsholt – Bill Bones & Merry
Rasmus Haxen – Kapt. Smollett, Blind Pew, Kapt. Flint, Gentleman & Spøgelse
Peter Pilegaard – Israel Hands, Grey & Admiral Bradley
Kirsten Price – Mrs. Hawkins & Spøgelse
Søren Poppel – Harry, Krogæst, Pirat & Spøgelse
Gerard Carey Bidstrup – Sorte Hund, Anderson, Havnearb. & Spøgelse
Albert Bendix – Tjener Joyce, Krogæst, Spøgelse & Pirat
Stine Henriksen – Mrs. Sherry, Lucy & Spøgelse
Jesper Paasch Nielsen – Morgan, Hunter, Pirat, Spøgelse, Matros & Soldat
Jeff Mikki Schjerlund – Dick, Krogæst, Tyv, Spøgelse & Soldat

Syvstjerner og kanonild til Skatteøen. Den tror jeg ikke bliver meget bedre på dansk grund

NB: Jeg overhørte en samtale mellem personale og publikum i teateret om, hvorvidt Sebastians fantastiske musik til Skatteøen kunne købes eller ej – Det kan den bestemt ‘Skatteøen Soundtrack CD‘

Pr. 15. februar 2010 får Vestas A/S endnu en journalist ombord. Efter en masse gode snakke og – syn’s jeg – indholdsrig korrespondance har jeg d.d. sat min signatur på en supercool aftale med verdens førende vindmølleproducent.

Der er ikke skemalagt en række bestemte opgaver, jeg skal lave endnu. Stillingen er udviklet (og til sidst oprettet) on-the-fly, så at sige. Konkret indhold kommer vi til.

Vestas A/S har udvist stor interesse for god kommunikation med nye medier som web-tv, blogs og sociale medier. Det er klart en interesse, jeg deler, hvorfor jeg heller ikke tøvede mange sekunder med at sige “jotak!” til jobbet. Men det var bestemt ikke eneste gode grund til at tage jobbet.

Alene forløbet frem mod kontraktunderskrivelse har afsløret en særdeles omhyggelig, seriøs og professionel virksomhed, der heller ikke er bange for at tale om egne svage sider. Det har været et nøglekriterium for mig at finde en arbejdsplads med netop sådan en åbenhed og ærlighed kombineret med kompetence/handlekraft til at få ting til at ske og uddelegere ansvar.

Her tror jeg flere af de danske medievirksomheder kunne lære noget.

Men det er en helt anden historie

Foreløbigt ser jeg meget frem til at stævne ud for en ambitiøs og professionel ny arbejdsgiver, der samtidigt har et sympatisk og godt produkt.

Vestas vindmøller på Kreta.

Som jeg bloggede om forleden i indlægget ‘Farvel til glødepæren giver nye problemer‘, er det ikke helt problemløst, når politikerne i EU har bestemt at de gamle glødepærer skal udfases (pr. 1. september 2009).

En beslutning, der naturligvis signalerer en ambition om at nedbringe væksten i CO2 i atmosfæren. Politikerne er selv så begejstrede for beslutningen, at de rent glemmer at informere ordentligt om de negative sider, der er, ved at skifte glødepærerne ud med el-sparepærer.

Skal man tage cand.mag. Asger Liebst ord for pålydende, er der flere små og store nærmiljø-konsekvenser ved at bruge elsparepærer. Desuden en masse forholds- og hjemlige sikkerhedsforanstaltninger, man skal huske på, når man sætter elsparepæren op i eksempelvist børneværelset. Jeg er oprigtigt glad for, at Asger skriver om disse. Men omvendt kolossalt skuffet over, at politikerne ikke informerer mig tydeligt om disse vigtige fakta.

Asger Liebst skrev 1. september 2009 på KForum indlægget ‘Staten sparer vildt på kommunikation om sparepærer‘. Ifølge Asger har både Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen betænkeligheder ved sparepærerne. Mængden af kviksølv er åbenbart så stor, at hvis en sparepære bliver knust, skal der luftes godt ud i minimum 30 minutter, førend man igen opholder sig i rummet. Er pæren knust på/i et møbel, skal også dét hives ud til luftning i 30 minutter.

Også lysdæmpere kan have en hvis effekt på nogle af sparepærerne. Således forklarer Asger, at de skulle kunne forårsage brand.

Og hvad med udtjente pærer? Hvor mange danskere ved, at en sparepære fremover skal behandles som et cadmium-batteri – tages med på genbrugsstationen?

Disse ting ville jeg da gerne have at vide? Hvem ved at man skal kigge hos sundhedsstyrelsen, når man tager en ny elpære i brug?

Asger Liebst har derfor en rigtig god pointe! Hvorfor fortæller staten os ikke tydeligt og højtråbende i kampagner, hvordan vi skal håndtere nye kviksølvholdige produkter i vores hjem? Eller i det mindste… Hvorfor får vi ikke at vide, at elsparepærerne indeholder kviksølv?

Miljøstyrelsens råd ‘når sparepæren går itu‘ kan du finde på styrelsens eget websted. Men du skal jo vide, at du skal lede, ik’.

Hos Sundhedsstyrelsen anbefaler jeg på det kraftigste, man henter og læser de to PDF-dokumenter ‘Notat om brug af sparepærer‘ og ikke mindst ‘Notat om afskaffelse af sparepærer‘ (skulle nok have heddet ‘bortskaffelse’, men lad det nu ligge).

Philips EcoClassic30-pære, der p.t. er det bedste alternativ til de farverigere glødepærer. (foto: Philips.com)

Lad mig slutte af med endnu en gang at slå et slag for Phililps EcoClassic serie af Halogenpærer (se ovenfor). De kan købes hos Silvan, giver langt mere varmt og farverigt lys, de er overraskende billige OG…

Halogenpærer indeholder IKKE kviksølv

Tak til Karen Mardahl for linket til KForum og Asgers indlæg *thumbs up*

Fra i dag – 1. september 2009 – er det slut med at producere og sælge 100W-glødepærer. Det har EU bestemt. Over de kommende fire år bliver de resterende glødepærer på 75W og 40W også faset ud.

Det er en beslutning, der er truffet for at lave en CO2-besparelse. Men det er ikke nødvendigvis KUN af det gode. Man har nemlig forbudt glødepæren uden at have et ligeværdigt alternativ.

Som det fremgår af DR-P1’s ‘Orientering‘ d. 24. august 2009 – ‘Koldere lys forude‘ – så har el-sparepærerne markante mangler i forhold til den gamle glødepærerne.

Blandt andet er farvegengivelsen i el-sparepærerne meget ringere, end i de gamle glødepærer. Det betyder, ifølge lysekspert Lisbeth Mansfeld (der interviewes i ovennævnte udsendelse), at vores mad mister en del farve – tomater er eksempelvis ikke længere så røde. Da de fleste menneskers madoplevelser også indeholder et visuelt element, vil fornøjelsen ved et måltid omkring stuebordet forringes for mange mennesker.

Den ringe farverigdom i el-sparepærerne vil også få en betydning for nordboernes oplevelse af sig selv i spejlet – særligt om vinteren. Huden bliver nemlig markant mere grå og mat, da de små farvenuancer og konturer ikke kan gengives.

Også museerne har ytret stærke bekymringer om forbuddet mod de gamle glødepærer. Glødepærer indeholder et langt mere farverigt lys (1300 farver) end elsparepærerne (9 farver), hvilket markant vil forrige oplevelsen/farvegengivelsen på malerier og andre kunstværker. Til Kristeligt Dagblad udtaler museumsdirektør, Lars Kærulf Møller (Farvel til farverne på landets museer):

“En sparepære er reelt bare et sammenkrøllet lysstofrør, og det giver et langt dårligere lys end en klassisk glødepære, og jeg tror faktisk ikke, at man har gjort sig klart, hvor dårlig lyskvalitet man får ud af en sparepære.”

Man kan naturligvis diskutere, om ikke udledning af CO2 er vigtigere end røde tomater og grå hud på badeværelset. Men hvad EU-flertallet bag forbuddet måske ikke har tænkt på er, at mennesket har brug for lys. Jo rigere lys, des færre sygedage. Både krop og sjæl har brug for lys – helst sollys – for at trives og overleve. I de sydeuropæiske lande er man priviligeret med rigtig meget sollys. Det kniber derimod i Norden, hvor solen er helt eller delvist væk det meste af vinterhalvåret. Det ringe og meget fattige lys i el-sparepæren KAN – kort fortalt – få betydelige negative konsekvenser for livskvaliteten i særligt de nordiske lande.

I artiklen “Brug pæren” gennemgår Trine Jørgensen (med baggrund i bl.a. rapporten “Helbredseffekter fra indendørsbelysning” af cand.scient. Nikolaj Holtermann) hvorledes lyset påvirker os. Hun skriver blandt andet:

“Det er lige så vigtigt med ordentligt lys, som det er med god, nærende mad. De senere år har forskning belyst, hvordan mange mennesker lider ikke blot af fejlernæring, men også af fejlbelysning.”

Trine Jørgensen arbejder meget med fuldspektrumlys, som det, der kommer fra solen. Hun bruger bl.a. eksempler på, hvordan udskiftning af farve- og energifattigt lys til fuldspektrumlys i skoler i USA har forbedret ikke bare elevernes præstationer, men også deres sundhed.

Slutteligt – El-sparepærer indeholder kviksølv. Det gør glødepæren ikke. Hvilken pære sætter du op i børneværelset?

Kære EU – vi skal bruge et energirigtigt alternativ med fuldspektrumlys og uden kviksølv før vi fjerner glødepæren. Det må være et minimumskrav!

I Danmark vil et totalt skifte til elpærer blot nedsætte CO2-emissionen med sølle 7%. Hvor meget flere vinterdepressioner, indlæringsvanskeligheder hos børn og ringere livskvalitet m.v. modsat kommer til at koste, ved vi først om nogle år.

Med jævne mellemrum møder jeg personer, der – når snakken kommer ind på kongehuset – har travlt med at forklare, hvor usympatisk, udansk arrogant (på en-eller-anden særlig ufin fransk måde) og selvhøjtidelig HKH Prinse Henrik er. Længe har jeg tænkt, at det ved folk, bedre end jeg, for jeg følger jo ikke med i de der kulørte blade.

Men på et tidspunkt – jeg husker ikke helt hvornår – begyndte jeg, at følge den royale ‘nyhedsstrøm’ lidt tættere. Jeg læste lidt i de kulørte blade og diverse formiddagsaviser og så også lidt TV. Uden at ville hænge nogen bestemt journalist eller noget bestemt medie ud må jeg sige, at det er ret fantatisk, at så i grunden få og små historier kan slåes så stort op på så mange forskellige måder.

Første gang jeg rigtig studsede over det, var i 2006, da DSB-magasinet ‘Ud&Se‘ (side 16ff) bragte et særdeles godt skrevet interview (af Kristian Ditlev Jensen) med Prinsen. Heri fornam man hverken arrogance, misundelse eller humørforladt kølighed. Faktisk fik man et usædvanligt sjældent billede af en mand, der både er jovial, humørfyldt, lun og faktisk ydmyg – ikke mindst overfor folk, der er anderledes, end han selv.

Få dage senere så jeg til min store, store forbavselse, at Ekstrabladet havde ’sakset’ historien totalt. I en bi-sætning i Ud&Se-interviewet fortalte HKH Prinsegemalen, at han på en rejse til Fjernøsten faktisk blev tilbudt hund til en middag. Han blev naturligvis spurgt om, hvorledes det smagte – hvilket han høfligt svarede på. Det var i Ekstrabladet blevet til historien: “Prins Henrik spiser hund“. Det indledes med det lidet manipulerende:

“Der er ikke noget at sige til, at prins Henriks gravhund Evita for nylig måtte opereres for mavesår. Det kan nemlig godt forårsage en seriøs omgang stress for en lille hund at have en ejer, som ynder at sætte sine kongelige tænder i vovsekød”.

Jeg skal ikke kommentere på Ekstrabladets mulige tyveri af Ud&Se’s interview her. Blot konstaterere, at det ikke er så underligt, at danskerne får et dårligt billede af HKH Prinsen, når store dagblade – uden overhovedet at have talt med omtalte person – bringer så fejlbehæftet omtale, blot for at anspore nid og afstandstagen hos flest mulige læsere.

I dagens trykte udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten fortæller journalist Kristian Ditlev Jensen om den sande historie om mødet med Prinsegemalen. Og i går (onsdag d. 10. juni) blev anden journalist, Trine Larsen, interviewet om SIT møde med Prins Henrik. Begge beskriver en velformuleret, lun og intellektuel mand, der faktisk ikke bekymrer sig om rangfølge eller hundespisning, men meget om sin familie og de nære ting.

Så er det jeg tænker… Mon ikke de personer, der HAR mødt HKH Prins Henrik, bedst ved, hvordan han er. Er det mest sandsynlige i grunden ikke, at dagens 75-års fødselar er en dybt sympatisk og højst misforstået mand, hvis største synd er, at han taler dansk med let fransk accent? Måske er det faktisk os danskere, der er arrogante og selvhøjtidelige.

Jeg håber, at jeg får muligheden for at møde HKH Prins Henrik i virkeligheden en dag. Jeg er sikker på, at mine journalistkolleger Trine og Kristian er tættere på sandheden om Danmarks franske prins, end den almindelige dansker, der har dannet sin mening udfra det, han/hun har læst i eksempelvis Ekstrabladet.

Indtil da, kan jeg kun sige:

Deres Kongelige Højhed – Stort tillykke med de 75 år

Fakta: Kongehuset koster Danmark 93 mio. kroner om året. Herudaf skal kongehuset selv finansiere flere besøg samt rejser vedligehold af interiør m.m. Et lille beløb i forhold til det Dansk Industri vurderer, at dansk erhvervsliv tjener på Kongehusets repræsentation af Danmark i udlandet – for ikke at tale om værdien for danske nødhjælpsorganisationer m.v. Til sammenlægning koster Hjemmeværnet 430 mio. kroner årligt. Kirkeministeriets budget lyder på knapt 900 mio. (796 mio. alene til folkekirken) i 2009. Danske museer får over 1 mia. i 2009, mens danske musikere og forfattere samlet modtager 770 mio. kroner i personlig støtte i 2009. Blot for at slå fast – det er IKKE dyrt at have et kongehus med to gravhunde, en hestevogn og et par Bentley’er.

Hvordan kan man lave lidt om på gode, gamle procedurer uden at forringe dem? Et spørgsmål enhver, der ønsker at blive i business, bør stille sig selv ind i mellem.

Hos det amerikanske flyselskab Southwest Airlines har fly-steward David Holmes valgt at peppe den sædvanlige og i øvrigt ofte dødsyge gennemgang af sikkerhedsprocedurer lidt op.

I bedste web2.0 stil har han valgt at inddrage og engagere brugerne – i dette tilfælde passagererne – i den lovpligtige gennemgang af sikkerheden inden afgang.

Det er simpelthen til et gammeldaws 13-tal

Steward David Holmes rapper sig gennem sikkerhedsproceduren.

Tak til Jyllands-Posten for hintet.

- CNN har lavet et lille indslag om David Holmes.
- Også Viralblog har blogget om Southwest.

Det går så godt for de danske statsbaner, når det bare kører. Men når noget går galt kollapser DSB desværre stadigvæk. Den 9. februar 2009 vil nok score sig ind blandt mine tre værste DSB-dage (og der er desværre mange knap så gode).

Dagens oplevelser starter klokken 12:59, da toget fra Århus mod København afgår. Alt er fred og idyl og toget ruller fint af sted.

Alt går faktisk strygende, og personalet ombord smiler og er glade.

MEN!…

Efter Slagelse går det galt. Ved Viby Sjælland er et tog brudt sammen og skal bugseres derfra. Det efterlader den øvrige togtrafik med ét farbart spor at deles om. Sådan kan det jo gå, bevars. Min PC går jo også ned fra tid til anden.

Men det, der følger, er alt andet end i orden. For det første lyder beskeden over højttalerne:

“Der holder nedbrudt tog ved Viby Sjælland, så vi bliver desværre 10-15 minutter forsinket, da vi skal udenom”.

Fair nok – kort efter lyder det:

“Vi er nå nummer to i køen, så forsinkelsen bliver desværre lidt længere”.

Også fair nok… Men tiden går, og vi holder stadig ude på landet i det vestsjællandske… Der går mere tid og vi holder der stadig… Så begynder toget endeligt at rulle. Ganske langsomt… Og så holder det igen. Da vi endeligt kommer forbi Viby Sjælland, har der ophobet sig så meget togtrafik ind mod hovedbanegården, at vi må gøre flere stop undervejs. Der er ikke flere informationer fra DSB. De 15+ minutter er forlængst overskredet.

Kort før Viby Sjælland har DSB’s personale skruet ekstra op for den irriterende DSB-”røg”. En stakkels ung togsteward prøver at danne sig et overblik over, hvem der skal nå fly i Kastrup, og hvem der ikke skal. Imens dukker en meget stram togstewardesse op og begynder at pakke kaffen, vandet og aviserne på 1. klasse, hvor jeg sidder. Jeg og de øvrige passagerer kigger undrende til. Da hun kommer tilbage anden gang for at tage det sidste, ringer hendes mobiltelefon. Med Kirsten Hüttemeiersk knibskhed skælder hun nærmest en kollega i den anden ende ud. Vedkommende kollega befinder sig i en togstamme længere fremme, fremgår det af samtalen. Sammen aftaler de, at der skal pakkes sammen, så personalet kan stå af ved førstkommende station og tage en taxa hjem, da ingen ønsker at arbejde over.

Faktum – strandede passagerer på 1. klasse efterlades forsinkede og uden aviser eller kaffe at fordrive tiden med. Stram-tanten tillader sig endda at udbasunere den offentlige service-evne (eller mangel på samme) i passagerers påhør i sin telefonsamtale i 1. klasses stillezone. Jeg forsøgte mig med et træt spørgsmål om forsinkelsen, men blev mødt af det svar, jeg desværre har hørt fra DSB før:

“Ja, så må man jo tage hjemmefra lidt før, så man kan nå det”.

Jeg er blevet for klog til at lade mig hidsige op af småt-skårede DSB-ansatte. Jeg var jo netop – klog af skade – med toget kl. 12:59 for at kunne nå KBH til kl. 17:00.

Vi var flere, der faktisk var sikre på, at vi var med i skjult kamera. Men der dukkede ikke nogen TV-vært op. Til gengæld kom den velmenende unge togsteward fisende tilbage lidt før Roskilde og spurgte, om der var nogen, som havde behov for en taxa fra Roskilde. Sødt tænkt og med service-hjertet på rette sted – omend en taxa fra Roskilde til Københavns centrum i myldretiden ikke kan anbefales nogen, der gerne vil frem inden jul. Vi blev derfor sammen enige om, at det bedste var at spare DSB den dyre taxa.

Vi blev i midlertid mere forsinkede, og min plan om at være i KBH ved 16-tiden var nu fysisk umulig.

Omkring Valby kom togstewarden ilende tilbage, og tilbød os taxaer fra Hovedbanegården til vore destinationer. Jeg takkede denne gang ‘ja’, da mit møde kl. 17:00 nu også var i fare. Beskeden blev, at vi skulle gå til opgang 22 – uden for Hovedbanegården (omkring, hvor busserne holder) – hvor der ville holde reserverede taxaer til os – bestilt i vore respektive navne.

Den samlede forsinkelse blev af togstewarden beregnet til 1 time og 4 minutter (annonceret i togets højttalere, mens vi steg ud). Mit eget ur sagde 5 kvarter.

Nevermind… Da jeg nåede til opgang 22, var der kun én vogn – bestilt til en Jesper-et-eller-andet. Så stod jeg der, og mit møde kl. 17:00 var nu begyndt…. Venteventevente… Og Jesper kom i øvrigt ikke. Til sidst steg taxa-chaufføren ud af sin bil og sagde, at han havde talt med sin chef, der igen havde talt med DSB. Jeg skulle bare hoppe ind, så vi begge kunne komme videre i dagens tekst.

Jeg kom cirka en time for sent til mit møde i Fredericiagade i hjertet af KBH.

- – - *** PAUSE & MØDE *** – - –

Hjemturen blev desværre heller ikke helt problemfri. Jeg nåede netop ombord i toget mod Århus 19:50 fra København, da der over højttalerne blev reklameret for en forsinkelse, som minimum ville blive på en time. En personpåkørsel et sted mellem Glostrup og Høje Taastrup betød omgående indstilling af alle regional- og intercitytog mellem landsdelene – fornuftigt nok (stakkels lokomotivfører).

Efter et par minutter blev alle ombord dog anbefalet at hoppe i S-toget mod Høje Taastrup. Det ville så køre til Glostrup, hvor togbusser til Høje Taastrup var indsat.

KAOS!!!… Alle mennesker i verden med ét S-tog.

Anyway, med lidt knokkel og mas kom jeg med et S-tog til Glostrup. Her var man i midlertid overladt til selv at finde bemeldte togbusser. Folk løb lidt i cirkler, men det endte med, at nogen fandt vej igennem et-eller-andet butikscenter under opbygning, og så fulgte vi andre bare efter. Jeg så hverken pile, skilte eller DSB-personale undervejs.

Uden for var der endnu mere larm og koks. Mit bud er, at 3-400 mennesker kæmpede for at komme ombord i den ene bus, der ventede på p-pladsen. Jeg nåede ikke en gang hen til den, før den rullede langsomt ud af p-pladsen – proppet som den ugentlige afgang fra Mumbai til Goa.

Igen – klog af tidligere DSB-”skader” – øjnede jeg en taxa og gav fanden i busser og DSB-forårsaget kaos. Ind i taxaen. Et par velklædte herrer så ud til at fatte, hvad jeg havde gang i, så jeg spurgte, om de ville med til Høje Taastrup. Det ville de mægtigt gerne. Den ene insisterede endog på at betale for taxaen, når jeg nu var så venlig at tage dem med. Bonus – Kære DSB, det giver bonus at være service-mindede… Se selv

I Høje Taastup var der selvsagt lige så meget kaos. Jeg tror bestemt, det er sjældent, at flere hundreder passagerer myldrer rundt på den station ved 21-tiden på mandage. Det var lidt svært, at danne sig et overblik, da ikke alle skærme var helt opdaterede. Men intuitionen fik mig til at følge en flok, der kom løbende, mens de talte om “hjemme i Aalborg, der…”. Jeg fulgte dem i hælene og nåede ombord i et tog, som den absolut sidste inden dørene blev klappet i.

Perfekt… Og dog… Toget jeg var i kørte nemlig kun til Fredericia, selvom der stod Lindholm (Aalborg) på skiltene. Og da vi jo stod som sild i en tønde, kunne jeg ikke komme i nærheden af det forreste togsæt, der kørte til Århus/Aalborg.

Her var det godt, at også andre passagerer havde erfaringer DSB. Nogle begyndte at råbe, at alle os, der skulle længere end Fredericia, skulle flytte sig frem i toget, og at andre bare skulle trække så meget til side, som muligt… Således flyttede vi sammen hele kolonnen fremad. Og til sidst kunne jeg (et sted efter Roskilde) sætte mig i en stol, der skulle med helt til Århus.

En rigtig møgdag synes at nå sin afslutning. Næste stop er Hedensted mellem Vejle og Horsens. Nu mangler vi bare, at Århus Banegård er lukket for natten, når vi kommer frem (ja, banegården lukkes faktisk om natten), så jeg ikke kan få min bagage, der er låst inde i en boks. Men SÅ uheldig kan ingen da være på én dag hva’.

Når jeg kommer hjem, har jeg brugt henved 10 timer på DSB på én dag. Til gengæld har jeg – ved egen og andre passagerers hjælp – sørget for at begrænse forsinkelsen. DSB selv kan ikke siges, at have været til megen hjælp på denne 9. februar 2009.

Jeg har brugt et par uger til lige at lade fotojournalist Mads Greves bog ‘Man kan ikke engang græde‘ synke lidt ind. Jeg har faktisk nu været igennem den fire gange.

Det er bare en knaldgod udgivelse!

Mads, der til daglig er lektor og underviser på Journalisthøjskolen, har været en tur i byen Terezin (tidligere Theresienstadt) i Tjekkiet. Her har han fotograferet byen, som den ser ud i dag. Billederne er brugt i bogen, hvor de fungerer som elegant support en række interview med danske jøder, der fortæller om, hvordan det var, at være krigsfanger i byens alt for kendte KZ-lejr. Mads Greve har også begavet os med at interviewe nogle af efterkommerne til de danske fanger. Den kombination er både usædvanlig og interessant. Selv kan jeg kun svagt sætte mig ind i, hvordan det må være at vokse op med bevidstheden om, at mine højtelskede forældre/bedsteforældre har været udsat for så massiv uretfærdighed og umenneskelighed.

På en-eller-anden totalt udramatisk og stille måde giver ‘Man kan ikke engang græde‘ mig en klump i halsen. Titlen rammer præcist det, jeg føler, når jeg læser bogen – og som jeg følte, da jeg stod i porten til en tysk KZ-lejr på en studietur i min gymnasietid. Man har lyst til at græde… Men kan ikke, da omfanget og smerten bare er for uoverskuelig.

I Morgenavisen Jyllands-Posten har en anmelder givet Mads og bogen 5 af 6 stjerner. Det er simpelthen ikke nok!

Mads Greve har begået en stille og for så vidt ydmyg bog, hvor de interviewede personer – sammen med billederne – udramatisk selv fortæller historierne. Ikke noget blod, kranier og døde kroppe – dem har vi set. Bogen handler om de, som lever og som får bogen til at lyse klart og smukt.

Jeps, jeg er meget imponeret. Hvornår får Mads Greve sin egen fangruppe på Facebook