Naveren

Air France – luftfartens svar på Fawlty Towers

Først troede jeg, at franske Air France virkeligt havde noget på mig, der skulle hævnes. Men der begynder at tegne sig et billede af svigt og uduelighed på et langt større plan. Jeg har fløjet en del – men har aldrig selv oplevet mage til ringe rejse med fly.

Da jeg i marts i år rejste til Trinidad (Hamburg-Paris-Miami-PortofSpain) sammen med en hel besætning af sejlere, smed det franske selskab alt vores bagage væk – eller rettere ‘glemte’ at få det med ombord. Dengang i marts var der allerede knas ved check-in om morgnen i Hamburg – knas der fulgte os i stort og småt hele vejen frem til endedestinationen, hvor en Navergast (tak Michael) måtte lægge sig i selen og bruge to døgn i telefonen for at få bagagen frem – 11 stk. i alt.

Denne gang gik check-in i Hamburg forbavsende godt. Vi kom godt nok også i supergod tid. De ville først gerne have os til at lave selvbetjent check-in i til formålet opstillede maskiner. Men efter et par forsøg måtte selv personalet ved check-in give op.

Med det samme vi fik vores tasker op på båndet, viste det sig, at 2 af 3 tasker var for tunge. Ikke på grund af overvægt – men pga. en tysk fagforening, der har fået trumfet igennem, at bagage-folkene kun må slæbe 32 kilo ad gangen. Vores tasker vejede 34 og 35 kilo. Helenas taske var lige så fuld som vores egne, så mens Anne Mette stod og pakkede ud ved skranken, løb jeg ud i lufthavnens taskebutik og købte en solidt udseende sportstaske mere. Så lykkedes det at få alle tasker under max-vægten.

Herefter var det hygge og mad i Hamburgs lufthavn, og efter en kort flyvetur kunne vi hænge lidt ud i Charles de Gaulle – lufthavnen i Paris i nogle timer.

helena091209g
Helena og AM hygger i Hamburgs lufthavn (flickr)

Men så klappede Air France-fælden. En masse småting, som en times forsinkelse i afgang, et sæde, der ikke kunne rettes op, nogle madanretninger så små, at end ikke Helena kunne blive mæt af dem, fulgte efter hinanden. Samtidigt var temperaturen i kabinen så lav, at selv voksne mænd måtte trække i tykke trøjer, strikhuer og tæpper. Hosten og snotten tog til, som vi nærmede os JFK-lufthavnen i New York, hvilket gjorde det sværere for alle ombord at få sovet lidt.

I USA blev kaos totalt. Cirka 250 passagerer var med fra Paris… Og 8-10 stk. bagage!!! (NB: Ved gennemrejse i USA skal al bagage checkes ud og checkes ind igen).

Her stod vi så – heldige med at én taske (min) var kommet med til New York – og manglede de sidste tre. En time forsinket begyndte det at knibe med at kunne nå flyet til Port-of-Spain (POS). Vi ville nødigt vente i lufthavnen, da de kun går 4 afgange til POS om ugen. Og med kun godt to timer til næste afgang fra en helt anden terminal, kunne vi godt se, at missionen med at få registreret os og den tabte bagage OG nå flyet til Trinidad var dømt til at mislykkes. Vi måtte afsted for at finde check-in til POS.

Air France-folkene mødte os med et: “That’s what happens – next!” og absolut ingen hjælp til nogen ting. Ej heller ønskede de at hjælpe med at finde ud af, hvilken terminal vi skulle ud til, for at komme videre.

Efter løb over veje og kantsten med barn og bagagevogn og besøg i to-tre terminalbygninger lykkedes det os med hjælp fra lufthavnens ground-personel (dem der render rundt ude under flyene) at finde ind til det rette sted at checke ind påny. Heldigvis var det sidste ben på vores udrejse med Delta Airlines og med laaangt mere og bedre service.

. . .

Kl. 07:10 lokal tid (12:10 dk-tid) var vi endeligt fremme i Port-of-Spain. Knapt 30 efter vi kørte fra Kolding.

Det var som at være sluppet igennem et overlevelseskursus hos jægerkorpset. Vi overlevede og modtog præmien i form af en frisk og smilende privatchauffør, der stod og ventede på os, da vi kom ud. Forinden havde en tjekket ung dame hjulpet os med at udfylde en missing-luggage rapport, som straks røg i systemet og efterlyste bagagen (som stadig stod i Paris).

Tænker du nu på erstatning for manglende bagage – eller bare en kompensation, så man kan gå ud og købe det mest nødvendige?… Nej, nej – det bruger man ikke hos Air France.

Næhnej, nu går den vilde skattejagt så. Sandsynligvis kommer bagagen frem på et tidspunkt. Men der skal rykkes for det pr. telefon igen og igen. Et par andre danskere vi mødte herude har måttet vente 9 dage på deres bagage. Så lang tid skulle der nødigt gå for os.

Vi håber det bedste og prøver at se det lyse i situationen. Hvis vi ikke får det hele, så tager vi vores sureste sokker og underhylere på, når vi skal flyve med Air France tilbage til Europa.

Hvis Air France tror at have patent på at være besværlig….. :-)

powerboats101209b
Solnedgang over Power Boats Marina, Trinidad (flickr)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.