Musik m.m.

Freddy Cole slog sit navn fast i Silkeborg

Det er altid så imponerende, når ældre kunstnere rejser verden rundt for at arbejde. Jeg har haft det privilegium at opleve både B.B. King (1925) og nu senest Freddy Cole (1931), der begge stadig rejser verden rundt for at underholde – og underholde uovertruffent, må jeg lige tilføje.

Torsdag den 26. juni 2008 optrådte Freddy Cole med tilhørende kvartet i Silkeborg. Riverboat Festivalens ankermand, Steffen, oplevede for et par år siden Nat King Coles knapt så kendte lillebror i Ascona i Italien og tænkte, at Freddy bare MÅTTE komme til Silkeborg…

… Det var godt han kom :-)

To halvlege – den første på en time og fem minutter, den anden på mindst fem kvarter – fyldt med primært egne værker og med god plads til de andre i ekvilibrister i ensemblet, Curtis Boyd (trommer), Elias Bailey (bass) og ikke mindst guitarist Randy Napoleon. Dog kunne Fred ikke dy sig for et flygtigt (men fedt) medley af fire-fem gamle Nat-numre – til stort bifald fra publikum. Dog intet at regne for det bifald, publikum gav den efterfølgende blues “I’m not my brother, I’m me!“.

Freddy Cole Quartet udgav så sent som i november-december 2007 albummet “Music Maestro Please“. Herfra fik publikum det næsten alt for smukke nummer “How do you say, Auf Wiedersehen”.

Fik du ikke set Freddy Cole Quartet, så kig forbi webstedet – www.freddycole.com – og kig under ‘schedule’… Og kom bare afsted!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.