Indlæg tagget med ‘Washington Post’

Washington Post har lukket Loudounextra.com

fredag, 11. september 2009

Via en bi-sætning på Kim Elmoses blog ‘Mediehack‘ blev jeg opmærksom på, at verdens mest kendte lokalavis Washington Post 1. september 2009 lukkede sit højt profilerede hyperlokale nyhedssite – Loudounextra.com.

Projektet fik i 2007 verdens opmærksomhed, da web-rebellen Rob Curley blev ansat til at genføde den fagligt set stærkt konservative avis, Washington Post, i en ny digital verden. Rob tog med en solid stab af primært unge og initiativrige (og smadderdygtige) journalister og teknikere straks fat fra bunden og indførte det specialudviklede CMS-system ‘Ellington‘ – et system som er udviklet af mediefolk til mediefolk, og som bl.a. Scripps Howard-koncernen har indført overalt.

Efter en lyn-implementering fremlagde Rob Curley og hans folk projektet Loudounextra.com – et hyperlokalt website a la de websites han tidligere var prisbelønnet for flere steder i USA (Naples News i Florida samt aviserne i Topeka og Lawrence, Kansas). Washington Post gav sin velsignelse, men det viste sig hurtigt sværere at lykkes med, end særligt Curley havde været vant til.

På Watergate-avisen fandt Robs team hurtigt en del bagstræberi og misundelse. Særligt fra den skrevne papiravis. Jeg har forsøgt at få Rob selv til at uddybe nærmere, hvad det var, han blev mødt med af papiravisen – men han har behændigt og høfligt snakket udenom. Rob forsøgte imidlertid at forstærke sit hold, ved at indkalde sin gode ven og fotojournalist-legende, Bill Snead, der ellers var gået på semi-otium. Men det hjalp kun lidt – for da det kom til stykket var avisen på 15. gade i Washington DC alligevel ikke klar til at støtte op.

Bare halvandet år efter sin ankomst til ‘The Post’ forlod Rob og hele teamet Washington og tog til Las Vegas Sun, der ikke bare ønskede at have endnu et navn på trofæ-hylden, men rent faktisk VILLE forandring og samtidigt gav plads til den ofte utålmodige Rob Curley.

Summasummarum – efter Rob og teamet forlod Washingtonpost.com, har ingen kunnet/villet løfte det potente og i mine øjne gode projekt at lave hyperlokale websteder i Washingtons forstæder. Fra 1. september lægges Loudounextras indhold ind på en underside på Washingtonpost.com, og i alt 4 projekter i pipeline – herunder Fairfaxextra – smides i skraldespanden. I stedet for et flot flagskib har Washington Post, der i forvejen er økonomisk trængt, fået sig endnu en fiasko.

Vil du læse mere om lukningen, har både PaidContent og BrandRepublic omtalt lukningen.

Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at projektet i Washington ikke blev en succes.

Washingtonpost.com flytter sammen med avisen

onsdag, 18. februar 2009

Med en massiv udskiftning på ledelsesniveau hos verdens vel nok mest kendte lokalavis, Washington Post, er gamle sædvaner og konservativ tænkning under opbrud. Flere end 200 af avisens knapt 700 skrivende journalister er allerede nu efteruddannet/opkvalificeret til at arbejde med foto, video og mobiltelefoner, og flere står i kø til næste kursus. Avisens næste naturlige skridt ligger lige for – at fusionere papiravis og netavis.

Washington Post er en avis, der bor i hjertet af Washington DC. Washingtonpost.com er en webavis, der har til huse i Arlington, Virginia, på den anden side af the Potomac River, der bugter sig rundt om DC.

Nu skal de to huse flytte sammen – eller rettere – Washingtonpost.com flytter efter alt at dømme ind på 15th Street hos den gamle papiravis inden 2009 er omme.

Ifølge journalist og redaktør Chet Rhodes fra Washingtonpost.com vil han og de cirka 300 ansatte i Arlington begynde flytningen i løbet af sommeren. Onsdag den 18. februar 2009 besøgte han Danmarks Journalisthøjskole, hvor han blandt andet delte ud af sin viden om webtv til skolens 7. semester studerende.

chetrhodes180209b
Chet Rhodes på Journalisthøjskolen (foto skudt med Nokia N95).

Han henviste til, at der i det forgangne år har været en opbrydning i gamle vaner og faggrænser på den gamle Watergate-avis, og at accelerationen i antallet af “gamle” journalister, der vil have sparket liv i karrieren har været markant. Avisen bevæger sig med stormskridt mod en mere fuldblod-netavis, med alle de faciliteter, der følger med.

Tillykke til Washington Post herfra. Det er sgu sejt, at de har folk som Chet Rhodes, der har arbejdet for denne stille revolution hos ‘The Post’ i årevis.