Jeg var umådeligt glad for, at kunne vise AM og Helena dette yndlingsted. Samtidigt var jeg også rørt af lykke over, at AM og Helena nu for første gang i de næsten 3 uger, vi har været ombord på Naveren, kunne forstå og se, hvordan det rigtigt er, at være med Naveren på togt.

Folk i Grenada er altid glade, snakkesaglige og imødekommende. Hvor man i Trinidad ind i mellem kan føle en snert af afsky eller afstand over for os europæere, er folk i Grenada altid glade, positive og særdeles snakkesaglige. Den caribiske dialekt af engelske er langt mere klangfuld og lettere forståelig og tilføjer landets i forvejen smukke indbyggere endnu mere skønhed.

En dags rundtur på øen gav et godt overblik over landets primære indtægtskilde (ud over krydstogt-turisme), krydderi- og frugtproduktion. Det er ikke tilfældigt, at Grenada kaldes ‘Spice Island’ eller ‘Muskatnøddens hjemland’. Og det endda selv om muskatnødden faktisk er importeret. Et væld af større eller mindre plantager over hele landet producerer alt fra kanel, kakao, vanille og muskat til sukker, papaya, mango, carambole og alskins citrusfrugter.

Her var Helena tydeligvis nok mest fascineret af kakao-produktionen. I børnehøjde må det også være verdens vigtigste frugt – Chokoladefrugten! Hun så i hvert fald ud til at nyde duften fra de soltørrede kerner, der lå på de kæmpestore fade uden for plantagens pakhus. 6-10 dages soltørring og så er det tid til ristning og maling – så har man verdens lækreste kakaopulver.

Et stop ved den gamle vulkan Grand Etang gav et fremragende og betagende indblik i, hvordan Grenada i sin tid er blevet til. En kæmpestor kratersø, omringet af tæt regnskov danner et næsten vartegn-agtigt scenarie for øen. Afrikanske slaver havde i sin tid Mona-aber med ombord på skiberne fra Østafrika. De lever nu vildt i skovene omkring Grand Etang og er frygteligt nysgerrige. De har forlængst fundet ud af, at turister køber frugt på bjerget og at frugt er let at nare fra turister, hvis man bare er en sød og charmerende abe.

At slutte dagen af på ‘The Carenage’ skal ligeledes anbefales. Overfor krydstogt-kajen findes et par promenade caféer, der laver fremragende ‘chicken wraps’ og den lækreste mangojuice. Her man man så samtidigt side og kigge misundeligt på de kæmpestore sejl- og motorbåde, der ankommer og tager del i smukke Grenada.

Endelig, endelig lykkedes det, at komme ud at sejle. Det vi havde drømt om, så nu endeligt ud til at skulle lykkes. Og for at det ikke skal være løgn fulgte en gruppe delfiner os på på vej fra Trinidad, som for at ønske os god rejse.

Og det blev en god tur. Det bedst tænkelige sejlervejr, hvis man er nybegynder og måske ikke helt er klar til de store oceaner.

Der har har ugen igennem været snakket meget om piratangebet på sejlskibet Triton (tror jeg det var). Så vi valgte at sejle en lille omvej til Grenada og ikke sejler af den såkaldte ‘Rumline’. Vi fulgtes med den finsk/schweiziske båd Nicome nogle timer nordøst på mod Tobago. Derefter vendte vi stævnen nordpå og lod stjerner og måneskin guide os.

For at skabe så lidt opmærksomhed, som muligt sejlede vi undtagelsesvist uden lanterner og andet lys. Da månelyset forsvandt ud på hundevagten, krævede det lige lidt ekstra koncentration fra Peter og jeg, da afstanden til Nicome blev lidt sværere at se. Men det lykkedes også at holde trit, og den schweiziske skipper lå fint til bagbord, da solen stod op.

Lille Helena sov det meste af turen. Hun blev en smule søsyg – knækkede sig i en spand, men faldt så i dyb søvn. Men som kræfterne ebbede ud på de sene timer, blev også AM en smule sløj. Dog ikke mere, end hun kunne sove sig fra.

Nu venter et par afslapningsdage på ét af de smukkeste steder i verden. Humøret har fået et tiltrængt løft, og man begynder at tro på, at det eventyr, vi kom for at opleve, bliver mere end en blot en drøm.