Indlæg tagget med ‘facebook’

Kære DR – kvalificér debatten online

onsdag, 28. marts 2012

Lad mig lige slå fast, for at ingen skal være i tvivl – Jeg holder meget af DR!

Det er også derfor, jeg reagerer mere, når DR laver noget skidt, end når andre medier gør (og der ér ved Gud meget tomhjernet gøgl derude, syn’s jeg).

I stigende grad oplever jeg, at DR fylder komplet nonsens på både eget website og ikke mindst på det sociale netværk Facebook. Det er en skam – DR burde være bedre!

Jeg har før revset min tidligere arbejdsgiver for at bedrive meningsløs live-blogging. Her er en lidt anden slags tilsyneladende planløs brug af sociale medier – noget jeg desværre oftere og oftere oplever.

Facebook 27. marts 2012 – videoen af de danske danse-verdensmestre Peter og Kristina Stokkebroes 2-årige dreng William, der danser jive til Elvis-musik, er gået verden rundt og er set af millioner af mennesker. DR skal generere nogle klik, så en-eller-anden ansat prøver at starte en debat med denne teaser:

“Tror du, han bliver et danse-fænomen på YouTube, eller er han glemt om en uge?” (jeg har rettet slåfejl og sat et par komma’er)

DR's debatoplæg om William Stokkebroe

Undskyld mig lige DR!!!

I skrivende stund er filmen set flere end 6,4 mio. gange, siden den blev lagt op på YouTube for bare 12 dage siden. Junior-Stokkebroe ér et dansefænomen allerede. Jeg er ingenlunde ekspert. Men jeg gik dog til dans i otte år som dreng – heraf en del som konkurrencedanser – og det er ikke normalt, at drenge på to år har så skarp musik- og showfornemmelse.

Sekundært – hvordan skal hr. og fru Danmark kunne sige noget som helst kvalificeret om, hvorvidt en 2-årig dreng er en døgnflue? Toptrænere i enhver sportsgren under DIF ville ikke kunne udtale sig skråsikkert om et to-årigt barn (med mindre barnet manglede begge ben e.lign.).

Slutteligt topper DR historien af med en artikel med rubrikken: “Genforsker: William har uden tvivl arvet sine danseevner.”

Her har DR kontaktet genforsker Eske Willerslev fra Københavns Universitet for at slå fast, at lille William har arvet sine forældres danse-gener…. Den lader vi lige stå et øjeblik!

Fuld respekt til fagvidenskaben – her i skikkelse af Professor Eske Willerslev. Men det kræver vist ikke en ph.d. i genforskning for at kunne drage den slutning, gør det? Eller har DR kanske kørt en DNA-test på forældre og barn?

Kære, kære DR – jeg holder umådeligt meget af min foretrukne nyhedsformidler. Men hvis ikke I begynder at tænke lidt over, hvilken værdi I ønsker at give brugerne i debat-oplæg på sociale medier (og dropper Maren-i-kæret-indlæg), så ender I med kun at have Maren-i-kæret tilbage i debatterne. Så tilføjes debatterne intet kvalificerende/givende, og det er at svigte både brugere, Maren-i-kæret og faktisk DR selv. I skal jo bruge indholdet i debatten til at skabe yderligere historier til gavn for brugerne.

Hvad vil I bruge denne debat til? Tophistorie i TV-avisen? “72 pct. af danskerne mener at 2-årige William Stokkebroe har talent inden for dans.”

Nu er dette blot ét eksempel (faktisk to). Hvis det kræves, finder jeg gerne flere. Men jeg håber, at du som læser, tænker lidt over, hvad meningsfyldt indhold på nettet er. Vi må nemlig godt kræve lidt mere – særligt af DR.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Hvem er størst på Facebook i Danmark?

torsdag, 19. november 2009

LEGO logoHep, er der nogen der ved, hvem der i Danmark tiltrækker sig mest opmærksomhed på Facebook?

Jeg har tidligere kigget lidt på talene på Facebook og overrasket konstateret, at TV-stjernerne ‘Morten & Peter’ var de mest populære, jeg kunne finde. Men er der overhovedet nogen, der har styr på det?

Her er de tankevækkende tal, JEG lige kunne finde på 5 minutter:

LEGO – 763.821 fans
Morten & Peter – 141.220 & 106.065 fans (to grupper)
Danes on Facebook – 90.800 fans
TIVOLI – 63.234 fans
Villy Søvndal (SF) – 41.317 fans
Anders Fogh Rasmussen (NATO) – 35.167 fans
Helle Thorning-Schmidt – 24.509 fans
Nephew – 22.934 fans
Lars Løkke Rasmussen (V) – 20.471 fans
AGF – 15.488 fans
Kongehuset – 9.328 fans
Lene Espersen (C) – 5.691 fans

Man kan drage en masse ting af dette, syn’s jeg. At legetøj er vigtigere end energi (DONG) og mad (Arla). Og at Morten & Peter burde være kalif istedet for kaliffen (Lars Løkke). Spøg til side – er der nogen, der for alvor har en mere officiel statistik, man kan regne med?

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

NASA flyver i det sociale rum

fredag, 21. august 2009

Det er lidt længe siden, at jeg har været forbi den amerikanske rum-imperium NASA’s websted. Men da jeg med jævne mellemrum læser Viralblog.com faldt jeg over Nicole Niemanns artikel: “NASA in social space” – og så måtte jeg jo lige kigge forbi.

NASAweb450NASA’s websted er udover lækkert design og god struktur fyldt med indgange til sociale medietjenster som Twitter, Facebook osv. osv.

I første omgang er det et superlækkert design, der springer i øjnene. Jeg havde lige fulgt Lars Kolinds indlæg på Twitter om ‘Persuasive Design‘ og på nasa.gov får man virkeligt lyst til at gå på opdagelse med bevidstheden om, at dét emne vist også har været inde over udviklingen af NASAs websted.

14.626 brugere på Facebook er allerede medlem af NASAs FB-gruppe. Men på webstedet finder du også adgange til LinkedIn, diverse blogs og wiki’er samt digitale workspaces m.m.m – og på toppen har NASA så langt sin egen webtv-kanal, der naturligvis er bakket op af en lækker YouTube-channel.

Det er simpelthen et studie i lækker formidling. Der er stadig ting, der kan forbedres. Eksempelvis syn’s jeg ikke, deres videoafvikling på sitet er ret godt (tror det er Windows Media Player). Jeg foretrækker selv YouTube-afviklingen. Men overordnet er det på flere parametre et rigtig fedt site.

Persuasive Design – joo, det kan man vist godt godkende her :-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

TV2 i wikipedia-skandale – tv2wikigate

mandag, 18. maj 2009

Den danske TV-station TV2 er faldet i unåde hos en voksende andel af de danske bloggere, netjournalister og brugere af det verdenskendte leksikon Wikipedia.

I udsendelsen Go’morgen Danmark forsøgte værterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt at bevise, hvor dårligt wikipedia fungerer, og hvor utroværdigt leksikonet er, da alle og enhver kan skrive og bidrage til indholdet.


(tak til Dorte Toft for linket til indslaget på YouTube)

En usædvanlig dårlig research betød, at de to værter Anders Breinholt og Cecilie Frøkjær i stedet – for åben skærm – ristede med fejlagtige oplysninger og eksempler, der faktisk modbeviste det, de selv sad og fremførte som dokumentation.

Alene den påstand værterne fremførte, at: “Der er ingen, der verificerer, om det man nu skriver er korrekt” er simpelthen lodret forkert.

Den formastelige historie har nu fået flere af landets førende mediebloggere op i det røde felt. Både i Medieblogger.dk, Mediehack, Hovedetpaabloggen, The Brand Blog og ikke mindst Dorte Tofts ‘Bizzen – IT & Business‘ er der sænkede øjenbryn. Sidstnævnte giver en fin gennemgang af skandalens indhold.

Overskrift.dk er der samlet en efterhånden lang liste af indlæg og kommentarer om det, der er blevet kaldt tv2wikigate.

Herudover er emnet nu også beskrevet på Wikipedia og har fået egen gruppe på Facebook.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Facebook for usikkert til lukkede events

tirsdag, 28. oktober 2008

Det var med stor fortrydelse, at jeg få timer efter at have oprettet en lukket event – UPDATEs årlige julefrokost – kunne konstatere, at Facebooks forståelse af ordet ‘Secret’ er det modsatte af min.

Jeg oprettede i eftermiddags event’en ‘Julefrokost 2008‘ under UPDATEs gruppe. Jeg sikrede mig, at checkbox’en, hvor der står ‘Secret Event – only admins can invite‘ og ‘this will not show in your profile‘ var checked.

Som det også fremgår af opslaget ER arrangementet faktisk kategoriseret som ‘Secret’ (en lukket fest).

Tarvelig 'bug' i Facebook

Tarvelig 'bug' i Facebook

Jeg inviterede (håndplukkede) straks de vel cirka 20 UPDATE-ansatte, der har Facebook-profil, og loggede derefter af.

En håndfuld timer senere begyndte jeg at få mails fra venner, bekendte… og aldeles UBEKENDTE:

Tak for invitationen, men er det ikke en lukket firmafest?” (Svaret er: Jo!)

Så er det, at jeg bliver en smule klam i hænderne. Hvad fanden har taget Facebook? Jeg kan jo for f***** ikke have inviteret folk, jeg ikke kender og som ikke er på min venneliste.

Hermed denne advarsel – drop Facebook til lukkede arrangementer, indtil der kommer en garanti for, at det er sikkert at bruge!

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Carpark North er ‘Band 2.0’ på nettet

torsdag, 18. september 2008

Jeg var med, da Århus’ innovations pionérer – Innovation Lab – åbnede sit domicil ‘House of Horizon‘ i den virtuelle verden Second Life. Dengang spillede det århusianske band Carpark North – vistnok som det første danske orkester – i Second Life, hvilket naturligvis gjorde, at nogle af os web 2.0 geeks spidsede ører ekstra meget.

Og det viser sig at være velbegrundet. Jeg har just erhvervet mig bandets seneste album ‘Grateful‘, som må kandidere kraftigt til at blive årets danske udgivelse. Jeg er den type, der elsker at bladre i booklet’en og læse creditlister og derefter tjekke eventuelle tourplaner etc. etc. og her er det så, at jeg finder ud af, at Lau, Søren og Morten er længere fremme i web 2.0 skoene end “bare” Second Life.


Århusianske Carpark North (pressebillede fra Facebook)

Et tjek på carparknorth.dk illustrerer bandets synkronisering med nutidens medier, og den ydmyghed vi alle skal tilgå webbrugerne (dem, der jo ér internettet) med. I bedste 90’er stil er homesitet nu konverteret tilbage til et banalt visitkort, hvor der – bortset fra den seneste musikvideo (superlækkert produkt iøvrigt) og en kort tourplan – linkes direkte ud til bandets MySpace-profil og Facebook-gruppe.

RESPEKT, RESPEKT, RESPEKT!!!

Man skulle tro at bandet havde haft besøg af Danmarks blogmama Trine-Maria Kristensen (hovedpaabloggen.dk), der jo igennem flere år har advaret virksomheder og medier mod at blive “på bjerget” og vente på at brugerne (formerly known as ‘kunderne’) kommer til dem. Det drejer sig om at gå ud blandt brugerne og være dér, hvor DE er.

Det er SÅ rigtigt et træk – i min optik – at flytte alle nyttige informationer ud til community’et. Særligt Facebooks grupper er gode til netop dette, da de også fastholder fans ikke bare til bandet, men til hinanden. Jeg er selv meldt til gruppen, hvor jeg i bedste RSS-stil får nyhederne bragt. Igen ikke kun, når bandet har noget at sige… men også når brugerne har noget.

Det britiske band DuranDuran har et særdeles aktivt community på Facebook, der også arrangerer ting og sager uden om bandet. Således er har fraktionen SBS (Sing Blue Silver) eksempelvis indkaldt til en jubilæumsfest/kongres i Holland i starten af 2009. Bevars, er Nick, Simon, Roger og John (bandet) inviteret med, men fangruppen holder fest alligevel. I dette community er der også løbende medlemmer, der hjælper hinanden med at finde sjældne udgivelser, plakater og fangear og meget mere.

Og jaja, selvfølgelig skal jeg med til SBS’ 25 års jubilæum i Holland :-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Facebook-grupper laver charity event

tirsdag, 2. september 2008

Rækken af ting, den sociale netværkstjeneste Facebook efterhånden bruges til, er jo endeløs.

Nu bliver der så også arrangeret en kæmpe netværks-charity-fest sammen med Kræftens Bekæmpelse – planlagt til afvikling den 7. februar 2009.

Det er grupperne ‘Facebook Århus‘ og ‘Facebook Vejle‘ (samme bagmand), der har taget det sympatiske initiativ. Under rubrikken ‘Februar-Festival i den gode sags tjeneste‘ kan man nu læse:

I samarbejde med begivenhedsbureauet, GROUP ROMEO og Kræftens Bekæmpelse arbejder Facebook Århus med hastige skridt imod målet om; at kunne rejse en Februar-Festival den 7. februar for facebookbrugere i Århus og omegn, i den gode sags tjeneste. Vi har derfor brug for netop DIN hjælp, og håber med denne mail, at kunne stjæle et par minutter af din tid.

Visionen er, at vi et givent sted i Århus stiller an med en stribe bar og boder i bedste festivalstil – indendøre naturligvis – vi er jo trods alt i februar. Samt selvfølgelig en scene med et husorkester i verdensklasse, en Dj der rammer hele spektret og ikke mindst en lille vifte af af tidens upcoming, samt allerede etablerede, musikere/bands til at koge stemningen op. Vi tænker, at lørdag den 7. februar kunne være en fin dato for en festival i hjertet af Århus.

Da vi vil feste i den gode sags tjeneste, skal overskuddet selvfølgelig gå ubeskåret til Projekt Milliondollar Baby under Kræftens Bekæmpelse – det kan du læse mere om herunder.

Milliondollar Baby er en travhest, der samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse igennem salg af anparter til både private og virksomheder. Den 31. December 2009 sælges hesten og alle de penge der er solgt anparter for, pengene som hesten har løbet ind, det hun bliver solgt for – og så naturligvis overskuddet fra festivallen – vil gå til Kræftens Bekæmpelse’s livsvigtige forskningsarbejde i brystkræft.

Men da et projekt som dette både koster kroner og hårdt benarbejde, er vi netop nu på jagt efter sponsorer, ildsjæle, idéer, praktisk hjælp og en hulens masse andet. Vi håber og satser derfor meget på din hjælp. Arbejder du i en virksomhed, som kunne ha’ interesse i at bakke op om det gode initiativ, hvadenten det er økonomisk eller sparringsmæssigt? Har du bare lyst til at gi’ en hånd med? Er du musiker, kok, dørmand, bartender eller festarrangør? Tøv ikke med at kontakte os på: prebstardk@gmail.com – al den hjælp og konstruktiv kritik du kan bidrage med, modtages med kyshånd.

Dette projekt er blevet til i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og med deres godkendelse.

Vi håber at høre fra Jer!

Mvh.

Facebook Århus / Facebook Vejle
Preben Steen Nielsen (prebstardk@gmail.com)

&

GROUP ROMEO
Julie Malmros (jm@group-romeo.com)
Julie Gjerulff

Ideen er sikkert set udført før. Det er bare første gang, jeg lige ser den på Facebook.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Danmarks Down’s ambassadører rykker på Facebook

tirsdag, 26. august 2008

Selv for en garvet webbruger dukker der ind i mellem ting op, hvor man bare må sige ‘WOW!’. Faktisk syn’s jeg oftere og oftere det sker.

Jeg sad og rodede med nogle gruppe-funktioner den sociale netværkstjeneste Facebook, da jeg pludseligt stødte på en gruppe for de to fodboldglade Martin Jørgensen og Thomas Helveg-fans, Morten og Peter (kendt fra Nick Horups tv-udsendelser ‘Er jeg helt gak mor’).

Og her kommer så lige en indikator af, hvor populære de to smittende livsglade gutter er:

I skrivende stund har fangruppen ‘Morten og Peter‘ 60.106 medlemmer…

Værsgo!… Sig bare ‘WOW!’

Til sammenligning har:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Givskud Zoo har fået tv-kanal på nettet

søndag, 10. august 2008

Flere og flere institutioner, organisationer og virksomheder kaster sig ud i at bruge TV på nettet. for de flestes vedkommende er der ikke tale om fullgrown webtv med de 2.0-muligheder, det kræver – blot små og store tv-produktioner, der er lagt op på eget websted eller ud på nettet et sted.

Men Givskud Zoo HAR – med ‘ZooTV‘ – faktisk taget det første spæde skridt i retning af ægte webtv.

  1. For eksempel er det allerede nu muligt at sende en given film til vennerne på Facebook.
  2. Man kan som gæst i Givskud selv skyde film og lægge op hos Givskud Zoo. Det gøres på fanebladet ‘Gæste klip’ i skærmens højreside for oven.
  3. Når nu nogen begynder at smide egne film op, ser det ud til, at der dannes et XML-dokument, så man kan abonnere på nye dyrefilm i sin RSS-reader.

Altsammen fede features. Men Givskud Zoo kan sagtens drive det langt længere. For eksempel:

  1. Vil jeg da gerne have et RSS-feed til havens egne tv-produktioner. Særligt når der nu produceres indslag hver eller hveranden dag.
  2. Det kunne være sejt med en lille editor, så man kunne redigere sine egne tv-udsendelser med klip fra biblioteket og evt. selv speake nye indslag. Så kunne lille Lise – sammen med mor og far – lave sin egen Givskud film og sende til mormor og morfar.
  3. Så mener jeg naturligvis også, at en ‘embed‘-funktion hører til en rigtig webtv-kanal.
  4. Funktioner til rating hører også hjemme på en webtv-side. Og den har Givskud Zoo allerede taget halvvejs i brug ved at lægge tre favoritfilm frem *thumbs up*
  5. Når man lægger egne film op, skal det naturligvis være muligt at indeksere sin film. F.eks. under ‘dyr’. En lille AJAX-applikation kunne sikkert hjælpe alle os, der ikke kan stave til ‘Zebramanguster’ (var det rigtigt stavet?).
  6. Sidst men absolut ikke mindst. En kommentarfunktion under filmene, hvor man måske kan stille spørgsmål og få svar i sammenhæng med filmen ville også være oplagt.

Men overall – stor, stor ros til Givskud Zoo fra mig. Jeg syn’s det er drønsejt at lave ZooTV, og det fastholder Zoo som helt central formidler af information om og ambassadør for de truede dyr verden over.

P.S.: Hvis du ikke allerede ér venner med ‘Samson fra Givskud‘ på Facebook, så er du bare totalt utjekket ;-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Behold ‘Suggest friends’ i Facebook?

tirsdag, 29. juli 2008

Af en eller anden besynderlig grund, er applikationen ‘Suggest friends‘ kun tilgængelig første gang, en ny profil/ven vises på det sociale netværksmedie Facebook.

Det har egentligt irriteret mig lidt, så jeg satte mig for at genfinde funktionen, der jo sagtens kan bruges igen og igen – også til gamle venner.

Det viste sig, at være lidt en opgave at finde en løsning på. Men jeg fandt det på bloggen ‘Muzik Souldjah‘ – og den er så let, så man har lyst til at skrige.

Klik dig ind på en brugers profil og tilføj et ‘&suggestfriends‘ til URL’en og klik så ‘Enter‘. Så kan du igen foreslå venner til dine venner.

På bloggen OnlineMinds.dk har jeg beskrevet, hvordan du gør og klistret et par illustrationer på – Show don’t tell :-)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather