Kenneth Ley Milling » Duran Duran

The Latebar – ny blog om musik m.m.

Kenneth Ley Milling — Mon, 01 Feb 2010 13:43:33 +0000

Jeg har længe været punket lidt af mine internationale bekendte og venner for, at jeg ikke blogger på engelsk. Undskyldningerne har været mange, men den væsentligste har nok været… dovenskab… eller…

Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

Er det i orden, at brugere retter journalister?

Kenneth Ley Milling — Thu, 15 Oct 2009 10:08:49 +0000

Jeg skrev for nyligt om, hvordan Danmarks Radio havde rodet lidt rundt i en historie om en brand på DanParcs Rønbjerg – ‘Elever fra 8. klasse retter DR‘ – og i kommentarfeltet blev rettet af de skoleelever, der rent faktisk havde været vidner til branden.

Nu er jeg stødt på det igen. Denne gang er det britiske journalister, der ikke har paratviden i orden.

Nok en gang er det kanske en lille – og for de fleste ligegyldig – historie. Men der gælder vel de samme principper.

I magasinet ‘InStyle‘ fortælles om nyeste skrig i Londons modeverden. Butikken Juicy Couture er tilsyneladende den første af sin slags i London. Artiklen om butikken indledes med:

It was an all-star turn out at the opening of London’s first ever Juicy Couture store last night. Gela Nash-Taylor, Juicy Couture founder and rock God wife (she’s married to none other than John Nash of Duran Duran fame) looked every inch the Juicy girl in a Union Jack skirt with train, thigh-high Christian Louboutin boots and a top hat to finish the look.

Der er en pæn stor faktuel fejl i denne artikel – den (fejlen) vender jeg lige tilbage til.

I den britiske avis ‘The Mirror‘ fortælles der også om åbningen af den nye butik. Her står blandt andet:

Juicy Couture, founded by Duran Duran band member Roger Taylor’s wife Gela Nash-Taylor, is a brand you will all know very soon. If you don’t know it already.

Den skarpe læser, begynder nu at kunne se, hvor man skal lede efter faktafejlen. Men en læser/bruger, der KUN læser disse to medier, er faktisk STADIG misinformeret.

Det handler om, hvem der i grunden er gift med grundlæggeren af Juicy Couture – Gela Nash-Taylor. Enten er det John Nash, eller også er det Roger Taylor – begge verdenskendte superstjerner fra bandet Duran Duran…. Men!

Fakta er bare, at Duran Duran aldrig har haft et bandmedlem, som hedder John Nash… Og Gela Nash-Taylor er IKKE gift med trommeslager Roger Taylor. Hos the The Mirror er fejlen rettet af en vågen læser. Gela er gift (på 10. år) med Duran Durans bassist, John Taylor.

… Og hvad så?

Gela Nash-Taylor med Duran bassist John Taylor – foto: Kim Blessings

Tja, fakta skal vel altid være i orden. På Journalisthøjskolen lærer man i hvert fald, at fakta død og kritte skal være i orden. Men jeg kom alligevel til at tænke på, om ikke det i grunden er meget sundt for medierne, at brugerne kan bringe rettelser. Her tænker jeg ikke på, at man skal dunke journalister i låget, hvis de laver en fejl. Men det kunne måske være med til, at journalister kommer lidt ned fra piedestalen og synes mere i øjenhøjde (set fra brugernes synsvinkel).

Sat på spidsen – Ville det være godt for journalistikken, hvis folk så journalister som almindelige mennesker, og ikke smukke jetset-agtige omvandrende orakler ud alverdens spørgsmål? Hvad mon der sker med befolkningens syn på journalisterne, når befolkningen “skriver med”?

(Thanks to Peter Jones for entertaining me with flaws in british media)

Duran Duran skrev første kapitel i Sky’s Songbook

Kenneth Ley Milling — Thu, 29 Jan 2009 23:27:00 +0000

150 gæster – heraf 50 medlemmer af community’et Duran Duran Music – mødte op Hospital Club i Endell Street, London, for at hjælpe med optagelserne til en times studie-koncert med det britiske band Duran Duran. SkyArts (en del af Sky-imperiet) står bag en udsendelsesrække på otte show med kendte og mindre kendte engelske bands og musikere. Den første onsdag d. 28. januar 2009 med drengene fra Birmingham.

En utrolig hyggelig oplevelse i hjertet af verdens sejeste hovedstad, London. Og efter en kort ventetid blev vi vist ind på plads. For de 50 DDM-medlemmers vedkommende bag henholdsvist keyboardspiller, Nick Rhodes, og trommeslager Roger Taylor. Selvom der er tale om rutinerede fans, der stensikkert let overgår mine nu seks Duran Duran-oplevelser, fornam man tydeligt, at flere af dem aldrig havde været SÅ tæt på stjernerne før. Selv stod jeg vel 3-4 meter fra Nick og hans fire keyboards.

Nick Rhodes keyboards få minutter før SkyArts’ Songbook session med Duran Duran 2009.

En helt særlig aften blev det også fordi, der netop var tale om en TV-produktion. Hvis sådanne ikke er live, er der ofte pauser undervejs, hvor udstyr og musikere skal ind og ud, eller hvor noget teknik driller osv.

Det gav tydeligvis bandet en mulighed for at hygge lidt om sine gæster. Således blev aftenen hurtigt fyldt med mere latter end tøseskrig. For de af os, der måske ikke går så meget op i Simons (forsanger) tøj eller Johns (bassist) hår, gav aftenen et lille glimt ind i bandets arbejds-lokale. Der blev snakket meget på kryds og tværs. Både imellem bandets medlemmer, men også med TV-crewet og ikke mindst med publikum. Numre blev løbet i gang for at blive stoppet igen midt i anden linje i første vers.

Det betød, at hele fire numre i setlisten blev spillet igennem to gange, da bandet eller produktionholdet ikke var helt tilfredse med resultaterne undervejs.

En af aftenens andre små – men vigtige – detaljer var de ekstra musikere, der var indhentet til lejligheden. Udover backing vocal Anne Ross og saxofonist Simon Willescroft og guitarist Dom Brown, der alle var med på Red Carpet Massacre Touren i 2008, dukkede også violinist Martha Brown op til The Chauffeur sammen med to blæsere (trompet og basun) – Dan Carpenter og Dave Williamson.

De tre skabte en for mig hidtil ny fylde og dybte i flere af numrene. Så godt som perfekte præstationer, der kunne få en musiknørdet fan til at ønske, at de måtte få lov at komme med på den næste DD-tour. Med hensyn til den unge violinist Martha Brown bliver det dog næppe aktuelt lige med det første. John fik nemlig i en tydeligt begejstret og rosende præsentation af hende fortalt, at der faktisk var tale om to Brown’s på violinen.

Det fik naturligvis publikum til at bryde ud i jubel – og et stort tillykke med de lykkelige omstændigheder skal da der også lyde til Martha Brown herfra

Det er svært at sige om bandet performede over eller under vanlig standard, da der var tale om en helt anden situation end en koncert på Wembley. Lyden i studiet var rå og temmelig ukalibreret (som den jo er i et TV-studie) – den var stensikkert bedre ude hos producer-teamet.

Men omvendt kunne man her virkeligt høre, hvor stor en stemme Simon le Bon egentlig har, hvor fede basfigurer John egentlig kan står og ruller med, og ikke mindst hvor super tight og steady Roger er på sine trommer. Jeg stod på et tidspunkt under A view to a kill og spekulerede på, om Roger mon havde bi-job hos Wittner Music som crashtester af deres metronomer.

Spøg til side – den dybt seriøse setliste så således ud:

Planet Earth
Late bar (2x)
The Chauffeur
The Valley
Box full of honey
Do you believe in shame (2x)
A view to a kill (1 1/2x)
Skin Trade (2x)
Ordinary World (2x)
Sunrise
Rio

SkyArts Songbook med Duran Duran bliver (så vi jeg p.t. ved) sendt den ~~7. februar 2009~~ 28. marts 2009 (ifølge e-mail fra Manisha hos Sky Arts). Jeg anbefaler dog, at man selv lige holder lidt øje med annonceringen på www.skyarts.co.uk – alternativt kan man, som Anne Mette Kærgaard, tilmelde sig SkyArts nyhedsbrev.

Berygtet Duran album vender tilbage

Kenneth Ley Milling — Thu, 24 Jul 2008 18:59:28 +0000

Efter mange… MANGE.. års fravær er Duran Durans vidunder af et album ‘Notorious‘ tilbage i min album samling.

De web- og IT-interesserede læsere af denne blog må meget undskylde dette aldeles utidige indlæg. Men vel selv de mest semi-autistiske PHP-skribenter har vel noget musik – et album – der betyder noget helt særligt for dem… Har de ikke?

Well, ‘Notorious‘ er mit favorit album med det britiske orkester fra Birmingham. Jeg tror det var en julegave i… 1986 (det år albummet udkom). Bortset fra TV2′s ‘Nutidens unge’, var ‘Notorious’ det første vinyl-album, jeg fik. Til min store svie kunne jeg ikke komme til at høre det før efter jul, da jeg endnu ikke selv havde pladespiller. Efter nytåret cyklede jeg til gengæld også som død og kritte hjem fra skole, for at kunne høre albummet på husets pladespiller inden min mor kom hjem fra arbejde.

‘Notorious’ bærer også den tvivlsomme ære af at være det første album, der brændte min forstærker af – eller bare en udgang

Naturligvis var det det storladne nummer ‘Vertigo’, der smeltede komponenter i min forstærker. Til bekymrede HIFI-entusiaster kan jeg dog berolige med, at denne – selvsamme – forstærker i skrivende stund spiller netop dét nummer… Og HØJT (som det skal høres).

Hænderne op alle jer, der har hørt det live… Så I kan få én over nallerne af en MEGET misunderlig århusianer *haha*

Nu er albummet så påny i min albumsamling, hvor der – pinligt nok – stadig mangler noget. Men det kommer. Indtil da vil jeg svømme væk i proper nostalgi, mens jeg skråler med på:

“Would someone please explain -
the reason for this strange behaviour”

Til andre nysgerrige – kig forbi Wikipedia

Fyr hele din YouTube-playliste af ét sted

Kenneth Ley Milling — Fri, 11 Jul 2008 14:35:26 +0000

Det er sikkert ikke nyt for dig, der er en ørn til at bruge YouTube. Men for mig er det en halv åbenbaring, at YouTube skaber en unik URL til dine playlister.

Jeg har nu – for eksemplets skyld (og intet andet naturligvis) lavet en lille playliste med numre fra mere kendt britisk band.

http://www.youtube.com/view_play_list?p=C39CFC3C3FCB3883

Det kunne også være en samling af manual-dele til en æske LEGO-klodser, jeg her havde samlet og sendt til min grandnevø Adam.

Er jeg imidlertid HELT tosset og bare må udgive playlisten selv, har YouTube også sørget for det. Som ved enhver anden film, skaber YouTube et stykke kode, som man blot kan Copy-Paste.

Bemærk dog, at YouTube eksempelvis IKKE tager Duran-nummeret ‘What Happens Tomorrow‘ med over. Det skyldes at udgiveren har frabedt sig, at filmen skal kunne embed’es. Det spiller dog ingen rolle for afviklingen af Playlisten – YouTube springer bare over dét nummer og fortsætter, uden du lægger mærke til det.

Flotte anmeldelser til Durans UK-tour

Kenneth Ley Milling — Tue, 08 Jul 2008 23:39:32 +0000

De fire britiske party-veteraner i bandet Duran Duran har ikke været for godt begavet med gode anmeldelser i de senere år. Men nu begynder tidevandet måske at vende.

Først faldt der smukke og venlige ord af i Danmark efter en ellers akustisk katastrofe i KB-hallen. Både BT og Soundvenue gav her det britiske ensemble 5 af 6 stjerner. (Se tidligere indlæg)

(Lad mig da også lige få min blog-kollega Michael Alø-Nielsens anmeldelse med også )
Og nu følger de britiske kolleger med:

The Sun – Duran Duran made a welcome return to London last night for their only gig in the capital – and boy, were they wild.

The Telegraph – Duran Duran’s singer Simon Le Bon may be 49, but he still has a way with women, although that’s not the word he uses – he prefers “ladies”. Or, to transcribe it more accurately, “laydeez”. “I’d like to dedicate this one to all the laydeez in the house!” he yells, before oozing into a glutinous love song called Skin Divers.

Liverpool Daily Post – More than 25 years have passed since they last played Liverpool, but Duran Duran more than made up for lost time when they landed at the Echo Arena for their Summer Pops date on Saturday night…//…They do say good things come to those who wait, but here’s hoping Duran Duran won’t leave it quite so long next time.

Birmingham Mail – Frontman Simon Le Bon, in fine voice and still exhibiting the charm and free spirit of old, even stood on his own little piece of red carpet. Time has obviously been good to Le Bon and fellow band mates Roger Taylor, Nick Rhodes and John Taylor for despite losing one of their original line-up over the decades, they have managed to retain their boisterous spirit, glamour and even bleached blond hair.

Nottingham Evening Mail – Acoustically speaking, the Trent FM Arena isn’t exactly the easiest of venues. For visiting sound crews, its unforgiving, hangar-like dimensions must present a significant challenge — but, as last night’s show proved, the challenge is not an impossible one. While lesser acts have floundered, their instruments buried in murky sludge, Duran Duran’s sound quality was well nigh impeccable, and a tribute to the professionalism of their team.

Links:

Nottingham Evening Post

The Birmingham Mail (5 af 5)

The Telegraph

The Sun

Liverpool Daily Post

“We are Duran Duran, a local outfit, here to make you partyyyyyy!!!”

Ude godt, men hjemme er Duran allerbedst

Kenneth Ley Milling — Tue, 08 Jul 2008 21:33:17 +0000

Der sker altså altid noget særligt for bands, der kommer hjem til den by, hvor det hele startede. Det gælder også Duran Duran, der 7. juli 2008 spillede sin sidste koncert på UK-delen af deres ‘Red Carpet Massacre’-tour i hjembyen Birmingham. Blot få hundrede meter fra det sted, hvor klubben ‘Rum Runner’ lå – stedet hvor bandet øvede og spillede sine allerførste koncerter.

John Taylor sagde undervejs i koncerten:

“The Rum Runner is now a fitness suite at the Hyatt Hotel, but that place was very good to us. We should have been on the barricades when it came down.”

Setlisten var – overraskende for de fleste – aldeles identisk med den sædvanlige. En næsten ouverture-agtig åbning, der nok kunne få de små hår til at rejse sig og så ellers igang med ‘The Valley’, ‘Red Carpet Massacre‘ og ‘Nite Runner’.

Men så hørte al lighed også op. Direkte dialog med publikum, grin og vittigheder med referencer kun lokale kan genkende fulgte. Det endte med at blive den mest intime og vedkommende koncert, jeg nogensinde har været med til. Drengene var kommet hjem – og de havde selv medbragt festen.

En totalt udsolgt NIA Arena (wikipedia) festede igennem i godt to timer, hvor tinderne blev nået flere gange – særligt de numre, der blev skrevet/opført første gang på ‘The Rum Runner’, fik taget på arenaen til at lette – ‘Planet Earth’ og ‘Hungry Like the Wolf’.

Trods tilsyneladende tekniske problemer med blandt andet Dom Browns guitar-pedaler, fik publikum en kolossal energiladet koncert-oplevelse med hjem. Alt holdte usædvanlig høj standard den aften. Selv scenevagterne (de kan ellers godt være noget bryske ind i mellem) var opstemte og tydeligt begejstrede efter koncerten.

Lad mig endnu engang slå fast, at jeg synes at numrene ‘I don’t want your love‘ og ‘Wild Boys‘ skal genindspilles i de liveudgaver, de blev spillet i. Generelt skal bassist John Taylor fremhæves – både i lydbilledet og i det hele taget. Han har fat i dét, der kan få Duran Duran til at overleve i endnu 25 år.

Også en fornøjelse at være til en koncert, hvor alle 10-12000 tilskuere var ellevilde, men blev på de nummererede pladser, så børn kunne få en chance for at komme helt frem til scenen og nyde stjernerne helt tæt på.

Alt i alt en forrygende afslutning på en fantastisk rejse med nogle helt usædvanligt dedikerede mennesker, der uanset nationalitet og overbevisning i andre sager, holder sammen og hjælper hinanden med alt fra hotelbookninger og -flytninger, adgang til VIP-arrangementer, merchandise og seneste nyheder.

Og til jer, der er ligeglade med Duran Duran… Tag til Birmingham – det er en smuk og dejlig by. Tag gerne i byen og få svunget træbenet og et par romfyldte drinks. Klubben hedder ‘The Reflex’ – og du kan jo gætte på hvorfor

Duran Duran – Red Carpet Massacre Tour 2008 – 5 stjerner af 5

Hele min tur kan bedst beskrives med et videografisk citat – af Duran Duran selv:

Og til The Telegraphs anmelder, der spydigt påstår, at Duran ikke har lavet et anstændigt hit i 15 år…

… Kiss my royal *beeep*

Wild boys skød sheriffen fra Nottingham

Kenneth Ley Milling — Mon, 07 Jul 2008 10:13:20 +0000

Den mindste af de fire Duran-koncerter på denne UK-tour blev største – i hvert fald den, hvor der blev spillet mest igennem på volumen.

“O2 in London might still be the best gig. But this was sure the loudest”.

Det gav for en gangs skyld mest fylde til de numre, hvor Dom Brown fik lov til at fyre guitaren af. Særligt det efterhånden ur-gamle nummer ‘Wild boys’ var aldrig hørt bedre. Faktisk endte udgaven i en regulær rock udgave, der næsten kræver en genindspilning.

(… fortsættes .. )

Durans groupietog så både sol og stjerner

Kenneth Ley Milling — Sun, 06 Jul 2008 02:36:02 +0000

Mens en sværm kæmpestore sejlskibe under stor jubel lægger til kaj ved Mersey-flodens munding, fik Duran Durans omrejsende groupie-skare sig et par kølige drinks på kaj-kanten ved baren ‘Blue’. Stedet er Liverpool 3-4 timers kørsel nord for London.

Her er for alvor mange Duranies samlet for at nyde solen og udveksle både forventninger og oplevelser. Flere af dem har været med utroligt mange gange. En har set omkring 75 koncerter med bandet, mens en anden – der har set knapt så mange – fortæller om dengang i 1982, hvor han så drengene fra Birmingham første gang. Den ene historie tager den anden, og jeg føler mig faktisk lidt novice-agtig, da jeg jo står og venter på min blot tredje koncert med dem.

Alligevel lykkedes det mig på forunderligvis at stjæle lidt opmærksomhed fra de nærmeste omkringstående, da jeg med en lidt svag pegefinger får sagt noget i retning af:

“That guy overthere looks awfully lot like Dom Brown doesn’t he?!” (Durans nye leadguitarist)

Det tager to sekunder, så har Ian hevet mig over til ham – og sådan ender man med samtale og øldrikning med en britisk guitarhaj.

Dagens koncert finder sted i den relativt nye Echo Arena på havnen i Liverpool. Og jeg er nødt til at sige det lige ud. Det er dæl’me en om’er… Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg allerede under opvarmningsbandet kunne konstatere, at næsten alt, hvad der minder om vokal fra scenen forsvandt i en mudder-tornado af ekko og beton. Ironisk nok er navnet derfor aldeles velvalgt.

Det var ikke den letteste opgave i verden at lave god lyd på Duran Duran til koncerten i Echo Arena i Liverpool.

Efter fire-fem numre inde i Duran-koncerten går jeg en tur ned bagerst i salen for at ‘lede efter’ lidt bedre lyd. Men det lader sig faktisk ikke helt gøre. Selv hos folkene i lyd-øen er der knas. Billedet af en lydmand, der nærmest resignerende sidder med begge hænder frosset til hovedbunden, fortalte mig alt.

Der er ingen grund til at gøre en lang historie ud af det. Midtvejs i koncerten spillede Duran et såkaldt ‘elektrisk set’ – kun med el-trommer og synth. Det var vist det eneste, der faktisk fungerede over middel i en koncert bandet uretfærdigvis måtte arbejde en del med for at få kørt hjem.

Jeg må sige – og det lyder jo næsten flabet, når man sådan er VIP-gæst osv. – men jeg var og er lidt skuffet. Særligt når nu koncerten i London torsdag var så forrygende god, som den var.

Duran Duran kom på lidt af en opgave med at cope med den svært dårlige akustik i Echo Arena i Liverpool.

Skidt pyt – de medrejsende groupier er altid i højt humør og er utroligt tjekkede, når det drejer sig om information om bandet. Også information, man ikke lige kan slå op på wikipedia o.lign.

For eksempel havde jeg ikke hængt med klarinetten mere en nogle få minutter efter koncerten, førend hollandsk/italienske Simona begynder at SMS’e Chrissy. Simona har fået samlet nogle folk, der skal med til en lille efterfest på det hotel, hvor bandet er indkvarteret. Dét er sgu imponerende, hvad de får stampet op de folk.

Aftenen ender i store bløde lænestole på et hotel med mojitos, mere champagne, vel cirka 40-50 fans

…. OG et rockorkester fra Birmingham

Godnat og sov selv godt!

Duran Durans keyboard-troldmand Nick Rhodes tager sig tid til at sludre med fans og lade sig fotografere.

O2 Arena – 2nd to none

Kenneth Ley Milling — Sat, 05 Jul 2008 14:36:39 +0000

Det er definitivt slut med at tage til koncerter i KB Hallen eller Parken. Fremover foregår det bare i London!

Jeg har ofte været skuffet over de akustiske forhold på de to lokaliteter i KBH – og efter at have haft den lydmæssigt bedste koncert-oplevelse nogensinde (tror jeg) i Londons O2 Arena, er jeg nødt til at sige, at KB Hallen bare ikke du’r.

Søndag den 22. juni 2008 spillede det britiske dansepop/-rockband Duran Duran ellers en forrygende koncert i KB Hallen (Se: “Duran Duran gav København en solid koncert“). Det var dog tydeligt, at bandet ind i mellem måtte bruge al deres professionelle musikformåen for at ignorere ekkoet fra salen.

Det var bestemt ikke tilfældet i O2 Arena

Ud over en lydmæssig lækkerbidsken var bandet også totalt i hopla på den delvise hjemmebane i London (Duran kommer fra Birmingham oprindeligt) og fyrede en endnu mere spektaktulær fest af, end i København. Setup’et var en del større med mobil rigning og en del mere lys.

.. Og så er der arena’en… Hold da helt kæft! Jeg var i knæ allerede inden koncerten. 20000 jublende tilskuere var på plads i hvad der ligner et gigantisk cirkustelt – vel at bemærke et telt til 600 millioner pund (ifølge wikipedia).

Alle pladser i Arenaen er siddepladser. Men som til alle stadionkoncerter er det i orden at stå op. Der god plads til at komme rundt og langs alle de store gangveje står officials, der kan assistere med vejvisning til det nærmeste af over 500 toiletter arenaen har osv. osv.

Inden koncerten går andre officials rundt og sælger vin og øl m.m. – alt er bare gjort let og lækkert for publikum.

Som I København var der i nogle timer inden koncerten mad og drikke ad lib til den særlige fan-VIP-fest. Det er faktisk ikke nogen dårlig idé at være med til disse arrangementer, da det er her man møder de virkeligt hardcore fans, der ved alt om alt om bandet og om hvem man kan møde i aften.

Faktisk gik det slet ikke op for mig, at stolerækken bag mig (vi sad på række 4 fra scenekanten) var delvist tom. Just da koncerten startede, kom en stribe folk, hvor Chrissy, Peter og Ian straks genkender forsanger Simon le Bons hustru og datter med venner. Ved siden af Ian og jeg stod to af bassisten John Taylors bedste venner fra Los Angeles. Jeg anede selvsagt ingenting… Men da parret pludseligt stak mig visitkort og inviterede mig til LA med kommentaren:

“Yeah, we’ll invite John to come over..”

.. begyndte noget at lysne i øst

Både venner og familie blev hentet af security-folk under ekstranummeret ‘Rio’.

En fantatisk koncert med en Simon le Bon i absolut superhumør, der med friske bemærkninger og stort humør gjorde en gigantkoncert intim og direkte. Det skal bare opleves!