“Det er som om, at man her i Trinidad sætter en ære i at holde 27 bolde i luften på én gang. Og ind i mellem lykkes det faktisk for dem,”

sagde Mona på et tidspunkt. Hun har nok ret – men synderligt bekvemt for danskere med et strengt selskabskodeks er det ikke.

Første stop på dagens tur var naturreservatet Asa Wright Nature Center. Et 80 hektar stort område, der tidligere tjente som blandt andet kakao- og kaffeplantage, indtil det i 1967 blev købt og fredet.

Kakaotræer afslører at Asa Wright engang var plantage (flickr)

Den smukke gamle hovedbygning ligger halvanden times kørsel fra civilisationen inde i regnskoven – højt i Trinidads bjerge, der faktisk markerer enden af Andesbjergene. Her er alt, hvad man fra barnsben har lært, der skal findes i junglen – måske lige med undtagelse af kannibaler.

White Necked Jacobin hedder denne lille kolibri (flickr)

Et særdeles rigt fugleliv er nok det mest åbenlyse, når man først ankommer. Hele 14 arter kolibrier trives i skovene og er sammen med den legendariske ‘oilbird’ trækplastrene. Men også kæmpe-firben og store treefrogs færdes tæt på – og ind i mellem inde i – plantagens bygninger.

Den nataktive Tree Frog ikke helt tilfreds med at blive vækket (flickr)

Efter en ultrakort guidet tur – 100m ind i skoven og tilbage – blev vi budt på en lækker frokost, og fik derefter selv lov til at gå en tur ned til en lille ferskvandsdam under et vandfald. En frisk dukkert i det klare kildevand og så var det tilbage til hovedbygningen og bilerne. Men undervejs fik vi mulighed for at studere de oceaner af smukke blomster og træer.

En smuk Hibiscus – pænere end min derhjemme (flickr)

Den elegante Yellow Scrimp (eller Lollipop Plant) (flickr)

Dagens andet stop var Caroni-mangroverne. Et kæmpe lavlandsområde, hvor store mængder af Trinidads årlige godt 3000mm regn møder havets salte vand. Det danner ideelle forhold for de røde, sorte og hvide mangrovetræer og ikke mindst til Trinidads (ikke Tobagos) nationalfugl, The Scarlet Ibis. Og den ér virkelig ‘Scarlet’. Når man først ser den, er man ikke i tvivl. Farven er nærmest selvlysende rød og syn’s snarere at høre hjemme på et diskotek, end i mangroven.

Trinidads ‘Scarlet Ibis’ er også landets nationalfugl (flickr)

Men man kan godt forstå trini’erne – den er virkelig smuk, den røde ibis. Vi havde fornøjelsen af at have Darren med – en meget engageret og dedikeret guide, der selv havde travlt med at tage billeder undervejs. Han sejlede os ud på et stort åbent stykke – sådan ét som vi kender det fra eksempelvis Silkeborgsøerne. Også her var en slags ø ude midt i det hele. De andre både var forlængst sejlet tilbage, men Darren havde en anden plan. Vi skulle blive ude i mangroven og overvære det særlige fænomen, der kun forekommer i mangroven ved solnedgang – og kun på denne tid af året.

Næsten på klokkeslettet 17:00 begyndte de hvide og røde ibiser at komme flyvende ind fra alle verdenshjørner. I små og store grupper kom de og landede i mangrovetræerne på øen – og kun på øen. Hver gang en gruppe landede var der en skræppende velkomst, hvorefter der hurtigt blev ro igen. Sådan fortsatte det i lidt over en halv time. På øen er sandsynligheden for natlige rovdyr minimal. Og skulle der alligevel komme ubudne gæster, kan der hurtig gives en alarm, så alle letter.

Fugle fra nær og fjern mødes på denne ø i mangroven for at sove (flickr)

En stor og betagende oplevelse

Inden solen tog alt lyset med sig ned bag horisonten, startede vi påny motoren og sejlede tilbage til udgangspunktet inde ved land. Efter 20 minutters sejlads og adskillige myggestik senere var dagen slut. Vi havde fået et godt indblik i, hvad de naturelskende trini’er selv holder af at vise frem. Sært at tænke sig, at der midt mellem disse to velbevarede naturperler ligger en by med 50.000 indbyggere, der har så travlt med at slå hinanden ihjel, at Port-of-Spain rangerer, som et af de mest kriminelle steder på kloden.

Helena på bådtur i de store Caroni-mangroveskove (flickr)