Den simple regel handler om, at man – ifølge Rob – først rigtigt kan se om et projekt på nettet er en succes efter 18 måneder. Trods det, at nettet er et hurtigt medie, så er brugerne nemlig stadig mennesker, der har vaner og rutiner.

Nu kan jeg så forstå på min gode bekendte, Mads Kristensen, at vi allerede kan vinke farvel til Berlingskes ‘Ugen.dk’. Det er bare 8 måneder siden jeg på Katrine Emme Thielkes blog kunne læse, om det nye Berlingske intiativ ‘Ugen.dk’.

På Ugen.dk står der nu bare:

UGEN lukker som digitalt magasin i det format, du kender. På grund af sommerferie vil eventuelt tilgodehavende blive tilbageført dit kreditkort ultimo juli.

Vi takker alle vore trofaste abonnenter for alle de positive tilbagemeldinger, I har givet os på konceptet. Hvis vi beslutter at lade UGEN udkomme igen på en anden platform, vil vi kontakte dig for at høre, om du er interesseret i at genoptage abonnement på UGEN.

Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte Kundeservice på telefon 3375 3330. (Hverdage: 8.00 – 16.00. Weekend: 8.00 – 12.00)

Med venlig hilsen

UGEN

En lidt fesen og upersonlig farvel-salut, syn’s jeg.

Anyway – Som Mads K. må jeg tilslutte mig bifaldet af initiativet. Det er fedt at Berlingske i det mindste prøver noget. Men jeg syn’s alligevel det er ærgeligt, at det er sådan et halvt forsøg. Nu skal jeg ikke sidde tilbage og være en tarvelig ‘bezzerwizzer’. Men jeg havde sgu min tvivl, da Ugen.dk i sin tid blev annonceret. Mest fordi etablerede aviser i Danmark næsten aldrig går hele vejen. Sekundært fordi der stadigvæk tænkes i avistanker. Altså, hvordan giver vi brugeren en omnibus-avis eller -magasin… digitalt?!…

De af Rob Curleys (o.a.) projekter, der har været allermest succesfulde, er projekter, hvor der har været en betydelig del merværdi for brugeren. Noget der gjorde det enten cool eller supernyttigt (eller begge dele) at benytte. Noget af det, Rob selv kalder ‘Evergreen content’. Hertil kommer samspillet med historisk stof og ikke mindst med andre platforme.

I Florida blev der i Naples lavet både en fantastisk cool gennemgang af de lokale golfanlæg og en supersøger, der med få klik kunne vise dig, hvad både dit og naboens hus er værd, samt se, hvad Jones’ hus blev solgt for i maj + hvor langt der er til skolen, hvis man bor på Elm Street. Desuden kunne du på relevante sider downloade en mobil-applikation, der altid kunne fortælle brugerne, hvad benzin-priser er i hele byen, eller hvor den nærmeste sandwichbar er og hvor sent på natten man kan købe en pizza-slice i Joe’s Diner.

Det er dén forståelse af nettets mange muligheder, der skal tænkes ind. Der skal tænkes i tangenter… Og så skal man altså turde at have lang tålmodighed. Der skal gang i både noget geo-journalistik og nogle substantielle databaser, med stof BRUGERNE kan både bruge og evt. hjælpe med at generere.

Tak for forsøget Berlingske… Gør det igen, please!

Fans i hundredevis bandede af ærgelse. Enkelte fældede en tåre, mens andre igen bare stod og kiggede i stilhed på en af Danmarks flotteste fodboldarena’er. Men forud for det havde jeg oplevet noget, jeg ellers troede hørte til i en fjern fortid i Århus.

Da OB i 2. halvleg scorer til 0-2 er der mange tilskuere, der rejser sig og går. Den reaktion har jeg aldrig helt forstået. Min første tanke er, at disse tilskuere nok ikke er fodboldfans. Jeg har aldrig selv rejst mig fra en fodboldkamp og gået. Gad vide om folk også forlader deres job eller ægtefælle, hvis det hele driller eller ikke går, som man håber? Man har endda betalt for at se den fodboldkamp. Hvorfor går man så godt halvvejs? Jeg syn’s det er udtryk for en svag karakter.

Det bliver dog værre endnu. Ved slutfløjtet rejser flere af de tilbageværende fans sig og pifter og buh’er ad spillerne, der brødebetynget kommer over og siger tak for støtten. Det gjorde mig sgu ærligt talt lidt sur. Jeg kan da godt forstå, at folk er triste og skuffede. Men…

AGF har givet rygnummer 12 til fansene. Vi ER 12. manden!

Vi – som fans – syn’s jo, at vi har gjort alt det rigtige. Men skal vi fortsat bære rygnummer 12, skal vi – som spillerne – fandengaleme (pardon my french) op på hesten igen.

Lad mig her fyre mit yndlingscitat af:

Success consists of going from failure to failure without loss of enthusiasm”
(Winston Churchill)

Jeg bed mærke i en situation i slutningen af 1. halvleg, hvor en relativ let bold smutter fra AGF og ud over sidelinjen. På det tidspunkt er århusianerne bagud med bare 0-1 og har faktisk haft flere gode scoringsmuligheder. Alligevel vælger en stor del af Ceres-tribunen at pifte og buh’e. Reaktionen fra AGF’s Peter Graulund kom prompte, og gjorde mig rigtig glad. Han kiggede direkte op til os på tribunen med en vred grimasse og bad tydeligvis publikum om at bakke op og være støtte… Være en rigtig 12. mand – en rigtig holdkammerat. Sådan!!

Efter kampen brød blandt andet den unge AGF’er Frederik Krabbe helt sammen midt på banen. Han leverede vanen tro en brav indsats og gav alt, hvad han havde i sig. Frederik var for et par år siden med til at spille Århus tilbage i Superligaen og var dengang en spiller, jeg – trods stor respekt og sympati – ikke troede ville kunne klare niveauet i Superligaen. Men det gjorde han. Ikke mange på holdet har udviklet sig SÅ meget, som han. Også i dén kontekst, syn’s jeg, tilskuernes reaktion var egoistisk, forkælet og helt, helt udtilstedelig. Rigtige fans sparker sgu ikke på en mand, der ligger ned. Og SLET ikke én af sine egne.

Nu må i dæl’me tage jer sammen, folkens. Ellers syn’s jeg hellere, I skal blive væk.

Måske er det fordi, at jeg selv er fodboldtræner og aldrig har forstået dem, der sviner og nedgør spillere, der allerede kæmper og slider. Man kan skælde ud og irettesætte med konstruktive tilråb. Ellers skal man vente til bagefter. Fokusér på fodbold – og KUN fodbold – og din egen opgave for holdet, indtil dommeren fløjter af. Alt det andet, man skal have ud mellem sidebenene, må vente til opgaven/kampen er overstået.

Kald mig naiv – men giv mig samtidigt en anden og bedre opskrift? Min opfordring til min fodboldtossede by, Århus, skal være. Drik gravøl, skæld ud nu og tud, hvis du har behov. Men mød op som et mandfolk og en ægte århusianer, når sæsonen starter i 1. division efter sommerpausen. Vi vil se AGF i superligaen – så smøg ærmerne op og hjælp til. Det kan sgu ikke passe, at Brøndby er det eneste hold i Danmark med fans, der for alvor er med igennem tykt og tyndt!

Vi ses efter sommerferien

I november 2009 blev jeg vildledt, da jeg skulle købe nyt kamera (jeg lugtede dog lunten og købte i stedet kamera hos PhotoCare i Århus), men denne gang røg jeg i fælden. Jeg lod mig overtale til at købe et helt forkert produkt og blev derefter løjet for.

Garmin Nüvi 1390t i sort – En svær model at få hos Elgiganten.
Foto: Garmin Danmark.

En ny GPS til bilen – hvor svært kan det være? Vi har tidligere brugt Garmin og var glade for det. Som sejlerglade kender vi også Garmin som den sikre partner til at finde vej til søs. Sagen var klar, Elgiganten i nærheden og jeg var for doven til at finde en seriøs forhandler – Big mistake!!!

En ellers både sympatisk og flink fyr kom mig i møde i butikken. Jeg fremlagde mit ærinde og ønsker om en Garmin-computer. Det stod dog hurtigt klart, at fyren langt hellere ville sælge mig en Navigon-GPS. Det er helt sikkert også en god løsning… Men!

Jeg nikkede anerkendende til sælgerens tale og stillede bekymret spørgsmålet, om den kunne snakke sammen med vores MacBooks derhjemme. Vi er æble-folk og ejer ikke PC’ere.

Jojo, den var skam god nok. Sælgeren mente ikke, at der var noget problem med Mac i den sammenhæng. Men det var der!

Navigon snakker IKKE umiddelbart med Mac! Der findes ganske vist et lille stykke beta-software hos Navigon, som man skal være civilingeniør for at få til at virke. Men Navigon forbeholder sig ret til ikke at servicere Mac-brugere og også til IKKE at upgradere eller videreudvikle på softwaren.

Heldigvis nåede vi ikke at pakke GPS’en ud, så vi kunne let bytte den, da den stadig var i original emballage.

I butikken blev vi imidlertid mødt med 45 minutters kø og derefter en hånlig behandling af en ekspedient, der mente, at vi var godt tossede (eller blot inkompetente), at vi hellere ville have Garmin end Navigon. Kommentaren:

“Hvem er det også, der ikke har en PC i vore dage”

.. Taler vist for sig selv.

Langt om længe og efter ussel, stedmoderlig behandling kunne vi gå i vareudleveringen og her vente i lang tid på at få vores nye Garmin-GPS….

…Troede vi…

For udstillingsmodellen i butikken var sort – Den GPS, vi nu havde fået udleveret, var hvid. Vi ringede med det samme til Elgiganten. Her fik vi den løgnagtige besked, at:

… man var frygtelig ked af det, men desværre var modellen i restordre i sort, og man kunne ikke sige, hvornår Elgiganten ville få dem hjem igen!

Nu var jeg for alvor vred, og kontaktede Garmin Danmark for at fortælle dem, hvor svært det er, at købe deres produkter i Elgiganten. Her fik jeg hjælp – og tak, Garmin Danmark, for det. Stor ros til jer!

Hos Garmin Danmark kunne man fortælle, at Garmins GPS’er fint taler med Mac. Man kunne også fortælle, at modellen ‘Garmin 1390t’ skam slet ikke er i restordre og sagtens kan fås i sort – no problem. Man kunne også fortælle, at Elgiganten i Danmark slet ikke har købt ‘Garmin 1390t’ i den sorte udgave hjem – kun modellen i hvid. Hvor den sorte udstillingsudgave i Kolding kommer fra, kunne Garmin Danmark ikke helt greje.

Men summasummarum – Garmin Danmark hjalp os, og vi er nu endnu mere fans af Garmin end nogensinde. Til gengæld har brugtvognsforhandlere og hestehandlere på Hjallerup Marked nu overhalet Elgiganten på vores liste over troværdige handelspartnere.

Skidt være med, om I har produktet eller ej. Men behandl kunderne ordentligt og lad for Guds skyld være med at lyve. Kunder i 2010 finder sgu ud af sandheden, da vi taler med andre, blogger og læser reviews på nettet.

Kære Elgiganten – Det giver minuspoint og no streetcredit at lyve!

Ja, tænk lidt over det. Kan en vare, der er spritny have en førpris? Og hvis den kan, hvordan kan forbrugerne så regne med noget-som-helst fremover?

Jeg var forbi Bog & Idé i Bruun’s Galleri i Århus i går eftermiddags. Jeg ville lige snuse lidt og tjekke, om Camilla Läckbergs seneste krimi var kommet på hylderne. Det var den! En stort bord med nye Läckberg-bøger stod lige i døren til butikken. På toppen stod et skilt – et i grunden underligt skilt. Én ting er, at en helt ny krimi til 169 danske kroner er urimeligt billigt. Men at der tilmed er tale om et helt særligt tilbud, og at prisen ligefrem er særligt nedsat i forhold til en tidligere pris, fatter jeg ikke en dyt af.

Camilla Läckbergs ‘Havfruen’ med en førpris på udgivelsesdatoen 22.03.2010

En smule forvirret er man vel. Gad vide om førprisen nævnt på skiltet var prisen i formiddags, da butikken åbnede?

Hvordan kan sådan et skilt opfattes som andet, end at Bog & Idé (og iøvrigt Bilka og flere andre) forsøger at snyde eller forvirre kunderne?

Giv mig et svar, please: “Hvordan kan en spritny vare have en førpris?”

P.S.: Jaja, vi har bjærget os et eksemplar, men det var ikke prisen, der afgjorde det!

Det hedder ‘Google Buzz‘ og “Ja” – det er kun for sjov (og lidt for at provokere), at
jeg anlægger denne lidt grumpy-ol’-man tilgang til det.

Jeg har naturligvis kastet mig ud i det – koblet mig som follower til alle, jeg kender og næsten-kender og smidt en note ind i mylderet af noter, billeder og videofiler…. Og så sad jeg så og kiggede lidt på den!

Jeg kan ikke heeeeelt se fidusen. Det kan være det kommer, når jeg lige har brugt det lidt.

Facebook bruger jeg mest til privat sniksnak. Personligt overvejer jeg at ‘pensionere’ Facebook, da det faktisk er begrænset, hvad jeg får ud af det. Den allervæsentligste information, JEG får (og søger), er nyheder fra diverse ‘Groups‘ og ‘Pages‘ jeg er medlem af – Fra mit fodboldhold i Brabrand til bandet ‘Carpark North‘.

Fagligt spændende nyhedsstof fisker jeg på Twitter, som er langt hurtigere, langt mere direkte og laaaangt mere overskueligt.

Men hvad så med Google Buzz? Google hævder selv, at Buzz vil give dig mere relevant indhold. Det er i hvert fald ikke synligt fra starten, hvor det bare vælter ind med alt fra den nordlige halvkugles stjernehimmel til dagens fiskepriser i Hirtshals. På torsdage i februar er jeg pænt ligeglad med begge dele.

Men måske kommer det ved lidt længere tids brug. Jeg skal som nørd nok holde lidt øje med Buzz. Men jeg kan omvendt godt forstå, hvis mange stønner: “Åh nej, endnu en ny tjeneste vi skal forholde os til”.

Den gode Lars K. Jensen har på Medieblogger.dk beskrevet Google Buzz lidt bedre. Som han, vil jeg godt efterlyse bedre integration mellem de forskellige servicer. Dér er Facebook stadig langt bedre end Googles nye Buzz (der rimer bekymrende meget på ‘Stress‘).

Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

Som læsere af denne blog vil vide, har Naveren været ramt af talrige uheld og forsinkelser, der igen har ført til stress, uenigheder og ind i mellem også åbne skænderier ombord.

I starten af turen betalte vi – med vore arbejdskraft – for den manglende/forsinkede projektstyring af renoveringen af Naveren. Et projekt, der har varet mere end 8 måneder, og som stensikkert har givet Naverens ejere en masse flere grå hår i hovedet.

Til slut betaler vi prisen igen, fordi de tabte sejldage SKAL indhentes inden Panama. Det betyder, at skibet skal forcere igennem det teknisk og vejrmæssigt sværeste farvand i det Caribiske Hav. Farvandet ud for Colombias kyst, ned til Cartageña, er ofte præget af kraftige faldvinde fra bjergene samt vindhastigheder på op til 30 knob med deraf følgende bølgedannelse. Som sejlplanen er d.d., bliver der blot to dages hvil i Cartageña og to dages hvil på de eksotiske San Blas-øer ved Panamas kyst.

Det har vi valgt at sige ‘Nej tak’ til. Vi er i forvejen totalt udmattede af omstændighederne ombord – beskrevet i tidligere blogposter. At skulle sejle ræs det sidste stykke ville være en særdeles begrænset fornøjelse for os. Desuden fornemmer vi, at den største hindring for at holde sejlplanen – eller sagt på en anden måde – det største hensyn, der nu skal tages, er til os og lille Helena. Vi ønsker ikke, at være ‘det svage led’ eller en potentiel årsag til yderligere frustrationer, hvorfor beslutningen om at stige af egentlig ikke er svær.

Det ændrer dog ikke på, at vi er skuffede, desillusionerede og kede af det mere end ord kan beskrive. Vores drøm er knust, og et halvt års forberedelser er sænket i det Caribiske Hav. Der er blevet grædt tårer og svoret eder og forbandelser – men nu er der ikke mere tilbage.

Vi trængte til en god lang ferie for at komme til hægterne efter et turbulent 2009 – vi trænger stadig til en god lang ferie

Så nu kommer vi hjem.

Jeg var umådeligt glad for, at kunne vise AM og Helena dette yndlingsted. Samtidigt var jeg også rørt af lykke over, at AM og Helena nu for første gang i de næsten 3 uger, vi har været ombord på Naveren, kunne forstå og se, hvordan det rigtigt er, at være med Naveren på togt.

Folk i Grenada er altid glade, snakkesaglige og imødekommende. Hvor man i Trinidad ind i mellem kan føle en snert af afsky eller afstand over for os europæere, er folk i Grenada altid glade, positive og særdeles snakkesaglige. Den caribiske dialekt af engelske er langt mere klangfuld og lettere forståelig og tilføjer landets i forvejen smukke indbyggere endnu mere skønhed.

En dags rundtur på øen gav et godt overblik over landets primære indtægtskilde (ud over krydstogt-turisme), krydderi- og frugtproduktion. Det er ikke tilfældigt, at Grenada kaldes ‘Spice Island’ eller ‘Muskatnøddens hjemland’. Og det endda selv om muskatnødden faktisk er importeret. Et væld af større eller mindre plantager over hele landet producerer alt fra kanel, kakao, vanille og muskat til sukker, papaya, mango, carambole og alskins citrusfrugter.

Her var Helena tydeligvis nok mest fascineret af kakao-produktionen. I børnehøjde må det også være verdens vigtigste frugt – Chokoladefrugten! Hun så i hvert fald ud til at nyde duften fra de soltørrede kerner, der lå på de kæmpestore fade uden for plantagens pakhus. 6-10 dages soltørring og så er det tid til ristning og maling – så har man verdens lækreste kakaopulver.

Et stop ved den gamle vulkan Grand Etang gav et fremragende og betagende indblik i, hvordan Grenada i sin tid er blevet til. En kæmpestor kratersø, omringet af tæt regnskov danner et næsten vartegn-agtigt scenarie for øen. Afrikanske slaver havde i sin tid Mona-aber med ombord på skiberne fra Østafrika. De lever nu vildt i skovene omkring Grand Etang og er frygteligt nysgerrige. De har forlængst fundet ud af, at turister køber frugt på bjerget og at frugt er let at nare fra turister, hvis man bare er en sød og charmerende abe.

At slutte dagen af på ‘The Carenage’ skal ligeledes anbefales. Overfor krydstogt-kajen findes et par promenade caféer, der laver fremragende ‘chicken wraps’ og den lækreste mangojuice. Her man man så samtidigt side og kigge misundeligt på de kæmpestore sejl- og motorbåde, der ankommer og tager del i smukke Grenada.

Endelig, endelig lykkedes det, at komme ud at sejle. Det vi havde drømt om, så nu endeligt ud til at skulle lykkes. Og for at det ikke skal være løgn fulgte en gruppe delfiner os på på vej fra Trinidad, som for at ønske os god rejse.

Og det blev en god tur. Det bedst tænkelige sejlervejr, hvis man er nybegynder og måske ikke helt er klar til de store oceaner.

Der har har ugen igennem været snakket meget om piratangebet på sejlskibet Triton (tror jeg det var). Så vi valgte at sejle en lille omvej til Grenada og ikke sejler af den såkaldte ‘Rumline’. Vi fulgtes med den finsk/schweiziske båd Nicome nogle timer nordøst på mod Tobago. Derefter vendte vi stævnen nordpå og lod stjerner og måneskin guide os.

For at skabe så lidt opmærksomhed, som muligt sejlede vi undtagelsesvist uden lanterner og andet lys. Da månelyset forsvandt ud på hundevagten, krævede det lige lidt ekstra koncentration fra Peter og jeg, da afstanden til Nicome blev lidt sværere at se. Men det lykkedes også at holde trit, og den schweiziske skipper lå fint til bagbord, da solen stod op.

Lille Helena sov det meste af turen. Hun blev en smule søsyg – knækkede sig i en spand, men faldt så i dyb søvn. Men som kræfterne ebbede ud på de sene timer, blev også AM en smule sløj. Dog ikke mere, end hun kunne sove sig fra.

Nu venter et par afslapningsdage på ét af de smukkeste steder i verden. Humøret har fået et tiltrængt løft, og man begynder at tro på, at det eventyr, vi kom for at opleve, bliver mere end en blot en drøm.

Alle holdt næsten vejret og turde ikke tro, at der ikke var noget, som sprang eller gik i stykker. Men alt blev, hvor det var. Storsejlet blev sat og klyveren rullet ud og Naveren sprang afsted med 7 knob, mens yngstegasten, Helana, hvinede af fryd. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, med en klump i halsen – og det var IKKE søsyge!

Brede smil ombord på Naveren. Dagens test-sejlads gik problemfrit (flickr)

Efter en times tid fik vi tag’et (vendt op i vinden) og efter endnu en lille time taget sejl ned igen. Klyveren skulle lige have lidt hjælp, bevars, mens besætningen fik øvet sig i de rette placeringer på henholdsvis dæk og i cockpit. Så godt som en 100% succes blev afsluttet med tre springende delfiner foran stævnen.

DÉT er den Naveren, jeg kan huske. Sådan skal det sgu være. Men det har også kostet – både i likvid kapital og i talløse timers flid og hårdt arbejde. Ikke mindst fra Skipper Mona, der for få døgn siden var ved at kunne ane sin drøm kuldsejle, da besætningens medlemmer overvejede at afmønstre.

Nu afventer vi blot vejrmeldingen i morgen søndag. Er den god, så sejler vi. Er den dårlig, er det bestemt også o.k. at blive i havn.

Nu VED vi, at ‘damen’ fra Århus kan sejle

En træt yngste-gast, Helena, er faldet i søvn i Naverens cockpit (flickr)