Men JO’s seneste klare og skarpe standpunkt “Ny betalingsmodel kan redde synkende skude” (Bragt i MediaWatch 24/9-2012) tjener mere end blot at være et kærkomment marketings-pip fra dansk journalistiks R&D-afdeling. For JO har 100 procent ret!

Forbrugerne skal vænnes til at betale for god journalist igen.

Jeg har selv, omend kortvarigt, været en del af større omnibus-aviser. Selv dengang – for snart 10 år siden – kunne jeg med bekymring følge fyringsrunde på fyringsrunde på grund af vigende oplagstal. Siden kom hele aviskrigen, hvor mantra’et var, at reklamer skulle redde nyhederne. En klar panikreaktion fra redaktører, der ikke sansede at lytte til sine webjournalister.

De, der kender mig godt, og eventuelt følger mig på Facebook, Twitter eller LinkedIn, har ofte set mig skælde ud over dårlig journalistik og dårlig brug af Social Media. Jeg er (modsat JO) ingen Cavlingpris-journalist selv, bevars. Så jeg har primært skældt ud med forbrugerhatten på. For selvom jeg ér journalist, er jeg jo også storforbruger.

Tilbage til sagen:

Hvis vi nu bygger videre på JO’s ideer og anbefalinger (og det skal man gøre), så reflektér lidt over, hvem der i dag er i stand til at give dig stof, som kan fange dig. Stof, der kan få dig til at reagere, mane til eftertanke eller ligefrem få dig til at søge efter mere information?!

BBC er hovedleverandør af nyheder OG baggrundsstof i vores hjem. BBC’s nyheder er gratis og favner bredere end den engelske andedam. Vi får troværdige nyheder fra både verdens brændpunkter OG fra videnskabens verden. Hos BBC er der ikke tophistorier med barmfagre realitystjerner eller tema’er om X-factor dommernes liv og barndom. BBC er nyheder UDEN støj!

BBC’s nyheder online er gratis! Det kan være svært at konkurrere mod… Så mit råd skal være -> LAD VÆRE!!!

Som tingene er, kan ingen i Danmark idag matche BBC på dét område. Danmarks Radio, der burde gøre det, har tilsyneladende valgt at droppe god nyhedsbehandling online og i stedet lave en forside så rodet og uoverskuelig, at selv garvede webfolk må opgive at finde noget-som-helst. Én løsning kunne være, at give Ulrik Haagerup nøglerne til forsiden. Men det er en anden blogpost senere.

Til alle jer andre medier. Brug i stedet nyhedsstoffet som support for en ny kerneydelse – dokumentar og/eller baggrund. Chefredaktør Jørn Mikkelsen (Jyllands-Posten) og alle I andre redaktører: Forlad tanken om, at nyheder på papir skal være kerneydelsen. Som jeg ser det, svarer det i 2012 lidt til at erkende, at både motor og internet er opfundet, men samtidigt holde fast i, at avisen skal husstandsomdeles med hestevogn. Det er ædelt og faktisk ret hyggeligt – men nogen god forretning er det ikke, er det?

Allerede for et par år siden havde jeg sammen med et par bestyrelsesmedlemmer i DONA, stifterne af Seismonaut samt min daværende UPDATE-kollega Peter From en fremadskuende snak om, hvem vi troede ville overleve aviskrigen og faktisk få en journalistisk forretning op at stå.

Jeg husker, at der i samtalen ret hurtigt kom fokus på niche-stof. Og det fik mig til at spekulere i, at de, der valgte IKKE at deltage i aviskrigen, faktisk stod med nogle ret stærke brands. Nyhedshuse som Kristeligt Dagblad, Børsen og til dels Weekendavisen og Information har en niche-profil, der ganske klart ikke forsøger at appelere til alle, men i stedet henvende sig til folk med interesser inden for: tro, eksistens, kultur, miljø, arbejdsmarked og erhvervsliv.

Er det ikke disse nicher, der skal dyrkes? Med kloge og erfarne journalist-specialister, skal I – eventuelt med aktuelle nyheder som support – give mig indsigt og viden. For det er dét, jeg har brug for som forbruger. Indsigt og viden – Dét vil jeg gerne betale for!

Mine indsigts- og vidensgivende forbrugsvaner er for tiden:

- “BBC Online”
- “JyskeBank.tv”
- “The Life Scientific“, Podcast på BBC Radio 4.
- “Danmarks Radio P1” – I bilen eller som App på iPhonen.
- “Bådmagasinet Online”
- “Haven“, Det danske haveselskabs medlemsmagasin.

Jeg overvejer desuden kraftigt at købe abonnement på Oscar Films nyhed “Korridoren.tv“. Desuden håber jeg inderligt, at BBC finder på en abonnementsordning, så os ikke-briter kan downloade BBC-dokumentarer som podcasts.

Oscar Film – ‘Korridoren.tv’

Hvad ville du oprigtigt gerne betale for?

Og så slutteligt, tak til Jens Otto Kjær Hansen for at sætte nogle ord på og ikke mindste tage tete. Forhåbentligt sætter det gang i den turn-around, vi alle håber på giver de danske mediehuse fast grund under fødderne OG job til alt for mange ledige journalister.

Wow, et fundamentalt paradoks – eller en sandhed med modifikationer så store, at vi nærmer os en løgn!.. eller?

Men heri ligger filmens både budskab og lysende klare styrke. For lad mig lige slå fast, instruktør Gary Ross, har lavet en god film, og hovedrollen, Jennifer Lawrence, spiller sit livs hidtil bedste rolle. Jeg ser frem til at læse Suzanne Collins‘ bøger (3 stk.), der skulle udpensle denne tankevækkende historie endnu bedre.

For er sandheden ikke, at man har alt (materielt), man behøver i livet, når alt man mangler er… indhold?! At man tiltrækkes af andres liv… af andres ‘indhold?’ Når ens eget indhold i livet er eller har været at skaffe sig ting, man ønsker sig, og man så når tilstrækkeligt tæt på at være i mål – hvad gør man så?

Puha, pludseligt ser hudløst-ærlige-mig værten for Hunger Games-showet (spillet af Stanley Tucci) inde i spejlet!

Skuespillerinde Jennifer Lawrence i sit livs hidtil største rolle, som Katniss Everdeen i ‘The Hunger Games’.

I ‘The Hunger Games‘ bruges det morbide TV-show både politisk og som undertrykkende underholdning – både af de excentriske rige dekadenter og de fattige minearbejdere ude i distrikerne. Showet lever højt på at adskille verden i et ‘os og dem’. Lidt lige som nogle af vore dages danske politikere gør det. Så har man nogle at kæmpe imod, og dermed noget, der kan aktivere vores krybdyrhjerne og give os indhold i tilværelsen. Er det så simpelt?

Kontrasten blev helt uoverskuelig klar, da vi efter filmen, kom forbi en TV-kanal med et reality-show kørende. Her blev deltagerne stillet over for et valg:

Lad en sød, lille og fuldstændig rask hund aflive og modtag 5000 kr. og dermed vind en konkurrence, eller lad dyret leve og sig farvel til pengene.

Det mest groteske er egentlig ikke, at TV-stationen (ja, den er dansk) stiller forslaget. Det mest vanvittige er, at gruppens deltagere reagerer kraftigt på et åbenlyst falsk dilemma. For naturligvis ville ingen dansk TV-station kunne overleve den mediestorm, der ville komme, hvis man virkeligt lod dyret aflive for åben skærm. Gruppen i udsendelsen var splittet – nogle græd, som var deres mor død, mens andre klart tilkendegav, at det jo gælder om at vinde – om det så koster andre livet.

Summasummarum -> The Hunger Games er måske ikke så fjern og futuristisk, som den måske faktisk selv ønsker at være.

Jeg så det allerførste afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen‘ for mange, mange år siden. Og så så jeg finalen (eller hvad det nu hedder) af ‘Paradise Hotel‘ i 2011… eller var det 2010. Og så har jeg iøvrigt sporadisk fået proppet højdepunkter af diverse Reality Show ind over mine nyhedsmedier, hvor jeg i oplysningens navn har søgt information om verdens rigtige ‘reality’. Ikke meget har egentlig ændret sig fundamentalt, og jeg undres stadig.

1) Tænk sig, der er nogle, som er så desperate efter indhold i livet, at de er villige til at udstille egen overflod og enfoldighed for åben skærm?!
2) Tænk sig, der er mange, som er så desperate efter indhold i livet, at de er villige til at planlægge deres liv efter at se andres enfoldige liv OG overflod udstillet for åben skærm?!
3) Tænk sig, at der stadig er mange i verden, der ikke kan se Reality-TV med enfoldige mennesker, fordi de selv har travlt med at løbe fra granat-regnen, redde syge og døende børn eller blot finde føden og rent drikkevand i en forurent eller uddød ørken?

Jeg spørger bare helt åbent, og som den enfoldige dansker, jeg er: Hvordan får vi skaffet os selv livsindhold – ikke kun individuelt men også som befolkning? Kan TV-dokumentarer fra Bangladesh, Somalia, Haiti eller andre steder ikke gøres lige så fængende, som Paradise Hotel? Noget som samtidigt kunne opmuntre/opfordre folk til at gøre noget, som igen kunne skabe livsindhold for både os danskere, der globalt set har alt, og for de, som kæmper for livet?

Kunne vi lave et fængende TV-show med arbejdstitlen: “Skab indhold for livet”. Noget der kunne give seerne inspiration og/eller anvisninger til, hvordan man faktisk kan hjælpe krigsramte i Syrien, sultne børn i Afrika eller måske bare syge, børn eller ældre i Danmark

Nu bliver jeg sgu nok sat i bås som frelst og bezzerwizzer. Så er jeg også lettere at cope med, bevars :-)

Men inden du affejer mig som gakket filantrop, så spørg dig selv, om dit liv bare er en vinduesplads fra Fødsel Station til Dødens Hovedbanegård? En tur, hvor du undervejs bliver serveret mad, mens du underholdes af en opstillet virkelighed på et farverigt TV – uden at sanse de gule kornmarker på den anden side ud af vinduet?

Der er en dør, du ved. Du KAN faktisk komme ud!

Eller foretrækker du, som Cypher i filmen ‘The Matrix‘, TVX’s reality og ignorere verdens ‘REALITY’!

“Ignorance is bliss!”

Hvis alle trafikanter tænkte sig lidt om, kunne hele færdselsloven nedskrives til bare to ord; Vis hensyn!

Det har tydeligvis gjort et stort indtryk på mig, da jeg husker det klart den dag i dag. I år (2012) er det 20 år siden, jeg fik b-licens til at køre bil. Og kørelærerens ord står tydeligere i min erindring end nogensinde. Min oplevelse er nemlig den, at trafikanter generelt viser mindre og mindre hensyn til hinanden. Hvorfor, kan jeg ikke selv komme med nogen egentlig forklaring på.

Uden at spille hellig glorie-bærer, så bestræber jeg mig altid på, at vise hensyn i trafikken. Særligt at overholde fartgrænserne i byerne, hvor der hurtigt kan dukke et barn op fra en sidevej eller cykelsti. Men det handler for mig om mere end blot at overholde en fartgrænse! Det drejer sig om, at alle skal have en GOD oplevelse med at færdes i det offentlige rum.

Eller er det for meget at forlange? Er det ikke også mit ansvar?

Folk klager som aldrig før over stress, arbejdspres og offentligt bureaukrati. Nu er der så for tiden også en finanskrise, der forsinker (ikke forhindrer) vores drømme om nyt hus, bil eller ferie på Maldiverne. Det er altsammen legitimt, synes jeg. Men hvorfor går vi så samlet ud og gør dette værre med aggressiv og hensynsløs kørsel i trafikken? Giver hinanden endnu mere stress og mentalt underskud, og dermed forsinker vores drømme endnu mere?

Jeg kender INGEN gruppe af mennesker, der generelt hjælper hinanden så meget, som sejlfolk gør.

Jeg tog for nogle år siden det såkaldte duelighedsbevis til sejlads med sejlbåde. Her er hele krumtappen i læringen hensynet og hjælpsomheden til søs. Man kalder det, at ‘udvise godt sømandskab‘. Jeg kender INGEN gruppe af mennesker, der generelt hjælper hinanden så meget, som sejlfolk gør. Men hvorfor gør de det? Hvis det pludseligt blæser op, hvorfor gælder det så ikke bare om at komme først i havn? Hvorfor gælder reglen om at komme først og få den bedste p-plads ikke her?

For mange år siden strandede fire dykkere på en sandbanke i Storstrømmen, da min dykkerleder-kollega ikke kunne starte motoren på den båd, der skulle hente de fire. Der blev hurtigt slået alarm, da der samtidigt var fuld gang i kapsejladsen Sjælland Rundt. Jeg husker stadig, hvordan min kollega beskrev scenariet i Storstrømmen set fra SOK’s redningshelikopter. Da der først blev kaldt en ‘Mayday’ (nødråb til søs), afbrød alle sejlbådene i nærhenden kapsejladsen og vendte næsen mod den position, dykkerne sidst var set på. Snart blev dykkerne fundet på sandbanken, hvor de kedede sig bravt, men ellers var uskadte. Kapsejladsen blev derefter genoptaget uden sure miner.

Lad mig vende tilbage til min pointe;

Hvor er denne hjælpsomhed henne i trafikken? Hvorfor er det vigtigt, at stresse hinanden ved at køre næsten helt ind i bagagerummet, mens man blinker aggressivt med forlygterne? (i Tyskland benytter man ofte det mere fredelige venstre-blinklys for at signalere, at man gerne vil forbi, når der bliver plads). Og hvad med fuck-fingre og knyttede næver? Hvordan bliver jeg en bedre og mere hensynsfuld billist af, at få en fuck-finger fra en alt for lille mand i en alt for stor Audi? Eller fra en den yngre dame, der alligevel har mere travlt med at SMS’e eller tale i sin håndholdte mobiltelefon, mens hendes spædbarn sidder på forsæddet ved siden af og leger med en ballon fra McDonald’s… I kender dem godt, ikk’?

Vend den om! – Hvad om vi holdte god afstand til hinanden i trafikken? Hvad om vi accepterede, at vi alle begår småfejl – også i trafikken – og ikke straks tror, at det da må være Adolf Hitler, der kører i bilen foran. Hjælp i stedet med at gøre fejlen mindre, ved at vise hensyn. Tænk hvis du blev glad, fordi du hjalp nogle i trafikken – særligt hvis din medtrafikant har begået en mindre fejl, som du kunne gøre endnu mindre eller måske afhjælpe, ved at vise hensyn?!!… De fleste mennesker er faktisk godt klar over, når de har båret sig uheldigt ad. Du behøver ikke at skræmme livet af dem, før de forstår det.

Den anden dag fulgte en hidsig motorcyklist efter mig ind ad nogle villaveje, efter at jeg i midt myldretiden ikke kunne holde til højre hurtigt nok og dermed give ham plads til at komme frem. Han var helt oppe i det røde felt – men Jeg KUNNE ikke komme til højre for rækken af biler og skulle desuden dreje til venstre i efterfølgende lyskryds. Hastighedsbegrænsningen var 70 km/t – jeg lod mig presse til at køre 90. Mange tanker om fysiske repressalier flyver gennem hovedet på én, når et andet menneske udviser så udpræget aggression og ligefrem truende adfærd. Særligt, når man har et barn på bagsæddet. Det fjerner uvilkårligt mit fokus fra trafikken, hvor den ellers er påkrævet. Den hidsige motorcyklist gjorde mig mao. til en dårligere/farligere billist. Han hjalp mig ikke til at blive bedre.

Then what??? Hvad kan vi gøre? Kan det gøres trendy at være hjælpsom i trafikken? Hvad kan vi hver især gøre? Starter det ikke hos os selv? De fleste mennesker har det jo naturligt meget godt med at hjælpe andre. Kan vi ikke finde dét frem i trafikken på en-eller-anden måde?

Jeg prøver selv mit bedste og bliver selv bedre og bedre til det. Det handler vel om – som piloter, buschauffører og lokoførerer gør – at fokusere mere på, at alle når sikkert frem. Forsinkelser kan forekomme i al trafik – det er bare et vilkår. “Jobbet” er, at yde dit bedste til, at alle kommer sikkert frem. Hvorfor skal biltrafikken undtages?

Og kan vi vise hensyn i trafikken – hvorfor så nøjes med det? :-)

På klar anbefaling af min ven og online journalist-kollega, Lars K. Jensen, købte jeg forleden den ene af de blot to udgaver af bogen, Koldings vel nok største boghandel, Arnold Busck, har købt hjem *tsk, tsk*

Lund Sørensen har i flere perioder opholdt sig i det diktatur-plagede Burma, hvor hun overvejende har logeret hos og sammen med den buddhistiske munk, “Ashin”.

Det er der kommet en indsigtsfuld fortælling ud af, som – uden at tage det fristende parti for den tydeligt undertrykte befolkning – guider os gennem et massivt munkeoprør og deraf følgende voldsovergreb fra et totalitært militær-regime, en alt-ødelæggende naturkatastrofe og juntaens skandaløse negligering af tusinder af omkomne og over to millioner hjemløse, nobelprismodtager Aung San Suu Kyis fængsling og senere frigivelse, samt det, der bliver bogens egentlige klimaks, – “Ashins Forår” – det første frie valg i Burmas historie.

Bogen byder også på en beskrivelse af forfatterens møde med netop Aung San Suu Kyi. Dette formidles så levende og ærligt, at jeg som læser selv sad og blev helt nervøs og ydmyg og samtidig lidt stolt over, at jeg har en ung dansk journalistkollega, der har fået den eksklusive mulighed, at møde én af verdens absolut mest indflydelsesrige og vigtige nulevende kvinder.

På godt gammelt dansk: “Det er fand’mer sejt – godt gået, Christina!”

Lund Sørensen formår at trænge ind, så man husker – husker både hovedpersonen og munkevennen, Ashin, hvis følelsesliv også berøres i flere omgange, men også husker de næsten uforståelige og umenneskelige kvaler det ludfattige asiatiske lands befolkning har lidt og tålt i det forgangne halve århundrede. Det er stærkt!

Man behøver ikke have ret stort forudgående kendskab til Burma og Burmas historie for at forstå ‘Ashins Forår’. Jeg vil næsten vende det om og sige – det får du ved at læse bogen.

Jeg vil, som Lars K. Jensen, anbefale bogen som sommerlæsning. Skal du over Atlanten eller til Fjernøsten, så tag den med i flyet. Du kan givetvis nå at læse de 190 særdeles velskrevne og letlæste sider, inden du er fremme.

I samme åndedrag vil jeg også opfordre mine kolleger i journaliststanden til ikke at glemme Burma, blot fordi Aung San Suu Kyi ér løsladt, og det første frie valg ér afviklet i ro og orden. Som jeg forstår på både BBC og organisationen Assistance Association for Political Prisoners er demokratiet stadig meget nyt og meget skrøbeligt i Burma. Styret holder stadig talrige politiske fanger (henved 1000) skjult i fængsler under mere eller mindre ukendte forhold, og vold og overgreb foretaget af politi/militær mod civile finder stadig sted.

Jeg håber, at Christina Lund Sørensen forsat har lyst til og mulighed for at rejse til Burma og give os fortsættelsen på den historie, der langt fra synes at være færdig endnu.

Bogen ‘Ashins Forår’ er udgivet på Turbine Forlaget og kan købes flere steder – blandt online hos William Dams Boghandel. Her koster den i skrivende stund knapt 200 kroner (Arnold Busck tager 250 kroner).

Det er også derfor, jeg reagerer mere, når DR laver noget skidt, end når andre medier gør (og der ér ved Gud meget tomhjernet gøgl derude, syn’s jeg).

I stigende grad oplever jeg, at DR fylder komplet nonsens på både eget website og ikke mindst på det sociale netværk Facebook. Det er en skam – DR burde være bedre!

Jeg har før revset min tidligere arbejdsgiver for at bedrive meningsløs live-blogging. Her er en lidt anden slags tilsyneladende planløs brug af sociale medier – noget jeg desværre oftere og oftere oplever.

Facebook 27. marts 2012 – videoen af de danske danse-verdensmestre Peter og Kristina Stokkebroes 2-årige dreng William, der danser jive til Elvis-musik, er gået verden rundt og er set af millioner af mennesker. DR skal generere nogle klik, så en-eller-anden ansat prøver at starte en debat med denne teaser:

“Tror du, han bliver et danse-fænomen på YouTube, eller er han glemt om en uge?” (jeg har rettet slåfejl og sat et par komma’er)

Undskyld mig lige DR!!!

I skrivende stund er filmen set flere end 6,4 mio. gange, siden den blev lagt op på YouTube for bare 12 dage siden. Junior-Stokkebroe ér et dansefænomen allerede. Jeg er ingenlunde ekspert. Men jeg gik dog til dans i otte år som dreng – heraf en del som konkurrencedanser – og det er ikke normalt, at drenge på to år har så skarp musik- og showfornemmelse.

Sekundært – hvordan skal hr. og fru Danmark kunne sige noget som helst kvalificeret om, hvorvidt en 2-årig dreng er en døgnflue? Toptrænere i enhver sportsgren under DIF ville ikke kunne udtale sig skråsikkert om et to-årigt barn (med mindre barnet manglede begge ben e.lign.).

Slutteligt topper DR historien af med en artikel med rubrikken: “Genforsker: William har uden tvivl arvet sine danseevner.”

Her har DR kontaktet genforsker Eske Willerslev fra Københavns Universitet for at slå fast, at lille William har arvet sine forældres danse-gener…. Den lader vi lige stå et øjeblik!

Fuld respekt til fagvidenskaben – her i skikkelse af Professor Eske Willerslev. Men det kræver vist ikke en ph.d. i genforskning for at kunne drage den slutning, gør det? Eller har DR kanske kørt en DNA-test på forældre og barn?

Kære, kære DR – jeg holder umådeligt meget af min foretrukne nyhedsformidler. Men hvis ikke I begynder at tænke lidt over, hvilken værdi I ønsker at give brugerne i debat-oplæg på sociale medier (og dropper Maren-i-kæret-indlæg), så ender I med kun at have Maren-i-kæret tilbage i debatterne. Så tilføjes debatterne intet kvalificerende/givende, og det er at svigte både brugere, Maren-i-kæret og faktisk DR selv. I skal jo bruge indholdet i debatten til at skabe yderligere historier til gavn for brugerne.

Hvad vil I bruge denne debat til? Tophistorie i TV-avisen? “72 pct. af danskerne mener at 2-årige William Stokkebroe har talent inden for dans.”

Nu er dette blot ét eksempel (faktisk to). Hvis det kræves, finder jeg gerne flere. Men jeg håber, at du som læser, tænker lidt over, hvad meningsfyldt indhold på nettet er. Vi må nemlig godt kræve lidt mere – særligt af DR.

Hvornår er den rette løsning at live-blogge?

I kampen for at være hyper-aktuelle og først med det seneste nye har vi som journalister kastet os ud i flere ting, der tjener til at gøre os mere interessante over for læserne. Historie og nøgtern information viger tilbage og underholdnings-værktøjer tages i brug i stadig større omfang.

Nu har jeg (gudhjælpemig) konstateret at DR har valgt at live-blogge fra X-factor…. ?.. Som gammel DONA-nørd og evig social media-eventyrer var det ikke lige dér, jeg havde set live-blogging komme til sin funktionelle ret.

Første spørgsmål:

1. DR… Hvorfor?
2. Hvem er det, I havde tænkt, der skulle se dette? Det er ikke dem, der af en-eller-anden grund er forhindret i at se TV. For de kan jo bare se det online på www.dr.dk.
3. Hvad er der der skal blogges om? Der er jo ingen progression eller pludselige events undervejs. Kunsterne synger nogle sange og det kan vel ikke komme bag på nogen, kan det? Alt er jo allerede nøje planlagt og timet på forhånd.
4. Hvis DR partout SKAL live-blogge fra X-factor, hvorfor pokker blogger i så ikke unikt stof – altså noget af det vi IKKE kan se på TV/Net. For eksempel kunne det for groupies være interessant at en dygtig blogger post’er fra backstage-området.
5. Hvorfor lokker i læserne med en live-blog, når alt, I leverer, er et wanna-be-Twitter-feed? DR ér da godt klar over hvad en blog er, ikk’? Ellers så ring lige til DONA.

Og så tilbage til det helt store spørgsmål og oplæg til evt. debat (hvis nogen gider):

6. Hvornår er det en god idé at live-blogge? Er vi ikke forbi tiden, hvor det bare er smart og sejt at kunne blogge (for kan man det, er man smart)?

Lad mig bare selv starte med at give et bud.

Jeg syn’s live-blogging kan (KAN) bruges:

A. Hvor det ikke er muligt at sende/broacaste med traditionelle medier.
B. Hvor noget sker med ujævn progression, og hvor udfaldet og indhold er mere-eller-mindre uforudsigeligt.
C. Hvor én journalist/skribent leverer sin personlige oplevelse af en given event. Gerne skrevet/fortalt så præcist og levende, at jeg fornemmer præcist, hvor det er at være dér, hvor skribenten er.

Personlighed er dét, der adskiller blogging fra alt andet!!!

Kære DR – jeres live-blog er IKKE en blog. Det er et feed, som seerne genererer. Det er fint, men det har intet med en blog at gøre. Og efter SÅ mange år med blogs og super-seje og prisbelønnede bloggere (også live-bloggere) fra hele verden, kan jeg simpelthen ikke begribe, hvad DR har gang i her.

Tager jeg helt fejl?

P.S.: Hvorfor er det, at X-factor er slået kæmpestort op og pakket ind i super-dramatisk indpakning… Og at ingen af deltagerne nogensinde er blevet til noget inden for musikken?… Hva’? .. DR?… Er det fordi I heller ikke har forstand på musik? ;-)

Det giver sig selv, at en fyr som Stig er rigtig, rigtig god til at holde vejret. Men det, der synes at imponere Lars Kolind, er rent faktisk Stigs evne til at trække vejret – og faktisk gøre det så godt, at han nu også underviser i det.

Jeg deler 100% Lars Kolinds begejstring :-)

Det handler nemlig om, at kunne trække vejret… RIGTIGT!.

Af kommentarerne kunne det godt se ud som om, at ikke alle er enige i dette, eller i det hele taget ved, hvor meget mere man kan få ud af sig selv, sit liv, sin karriere osv. ved at gøre det formentlig allermest simple et levende væsen kan udføre – at trække vejret.

Èn benytter sågar anledningen til at lede tankerne i retning af ekstremisme og personer, der gennem historien har dyrket noget ud i ekstremiteter og kommet helt galt afsted.

Anyway, om man tror på god og dårlig vejrtrækning eller ej, så kan jeg af egen erfaring sige, at træning i god vejrtrækning har hjulpet mig med at:

1) Arbejde bedre fordi mit blod – og dermed hjerne – iltes bedre, når jeg trækker vejret rigtigt.
2) Slapper mere af i skuldre og nakke, når jeg trækker vejret rigtigt. Det har konkret udmøntet sig i færre kiropraktor-regninger.
3) Jeg falder bedre i søvn om aftenen og sover dermed bedre hele natten.

Summasumarum… God vejrtrækning giver overskud til at være bedre og være mere – særligt over for min familie.

Og så er det jeg tænker; Af alle de ting, man kan købe og betale i dyre domme for til højnelse af livskvalitet. Hvorfor ikke starte med noget, der varer hele dit liv og som ikke kræver dyrt udstyr?!

Ikke at du skal sælge din cykel… :-)

Tips:
- Breathe right and win (Lee Frank @ Viewzone)

“Nej, der må simpelthen være en kollega, der var i byen for længe i går.”

Du kender det måske selv. En historie får dig til at tænke, at den måske er liiiige lidt for god til at være sand. Det har jeg i hvert fald selv prøvet ind i mellem, og jeg begynder at forstå, hvorfor nogle mennesker ind i mellem siger, at avisen bare er fuld af røverhistorier, og at man ikke kan stole på det halve af det, der står.

Jeg håber da, at man i det mindste kan stole på halvdelen. Men er det bare mig, eller er den procentvise andel af løgnagtige historier, usandheder eller stærkt misvisende historier stigende i nyhedsdækningen? Dropper vi som journalister oftere bare en minimal research blot for at få ét klik mere?.. Et klikfix?

Jeg har længe svigtet min blog, men nu tror jeg, at jeg vil til at samle lidt op igen. I en ædel kamp for at få minimeret andelen af vrøvl og vås i de danske medier – kald mig bare idiot!

Jeg har nu oprettet kategorien ‘Løgn‘ og vil, hver gang jeg støder på en “løgn” (eller en helt urimelig stramning af en historie) i nyhedsstrømmen, tillade mig at pege fingre af den her. For min far siger, at det værste man kan gøre er at lyve.

Jeg håber, at du som læser, vil hjælpe mig med at udpege usandhederne, så vi kan få dem registreret i min ‘Løgn‘-kategori.

Jeg åbner ballet med den første. En frisk tå-fiser fra BT den 22. januar 2011 – “Jorden får to sole i 2012“. Den er så tilpas dum og samtidigt uskyldig, at jeg næppe får nogen på nakken for den.

Heldigvis bliver historien ‘jordet’ 100% på Videnskab.dk, der har gjort sig den helt journalistiske ulejlighed rent faktisk at ringe til hovedkilden og tjekke.

Det prøvede jeg faktisk en gang, da jeg gik på journalisthøjskolen…

Det gjorde ikke særligt ondt :-)

Men det er i dagens store historie komplet ligegyldigt.

Start lige med at se følgende interview med sundhedsminister, Bertel Haarder.

Bertel Haarder taber besindelsen med DR-journalist, Kristian Sloth. Et raseri-anfald udvikler sig, Kristian Sloth overfuses og ender med, at Bertel Haarder forlader DR-Byen, mens kameraet ruller.

Det er naturligvis IKKE i orden, når man nu er minister, MEN….

DR viser hele klippet, der varer næsten 7 minutter, og hævder, at det viser, hvordan politikere i stadig højere grad prøver at styre pressen. Det viser imidlertid kun en mand, der af forskellige årsager – relevante eller ej – krakelerer for åben skærm.

DR’s chef for nyheder, Ulrik Haagerup, forsvarer imidlertid beslutningen. Det er en klar journalistisk fejl, synes jeg. At vise at politikere manipulerer med pressen er død-alvorligt og hører hjemme i en gennemarbejdet dokumentar, og ikke i et interview med en mand ude af kontrol.

Og så kommer vi til kernen.

Bertel Haarder tog hjem og tænkte over det. Efterfølgende besluttede han sig for at undskylde sin opførsel. Det var pokkers klogt og en beslutning, der viser format. Ordet ‘Undskyld’ kan være supersvært at sige og er forbeholdt rigtige mandfolk. Ja, det lærte jeg, da jeg var dreng – at rigtige mandfolk kan sige undskyld, når de klokker i det.

DR begår en klar journalitisk fejl – ikke i at bringe klippet – men ved at påstå, at det har relevans for borgerne og viser en tendens til manipulation fra danske politikere. Det er en fejl!

Men jeg har ikke hørt hverken journalist Kristian Sloth eller DR-chef Ulrik Haagerup erkende fejlen – endsige sige ‘Undskyld’.

Det efterlader mig med ét mandfolk…
Og to andre ikke-mandfolk.

Summasumarum – Ministeren skulle naturligvis ikke have tabt hovedet. Men Bertel Haarder kommer styrket ud af denne sag. DR er klart svækket!

Kære DR – Er I ikke søde at lave den dybdeborende dokumentar om danske politikeres manipulation af medierne? Hvis det forholder sig sådan, vil jeg virkelig gerne se det dokumenteret, så vi kan få det stoppet.

At vise en mand – minister eller ej – miste besindelsen er ikke stort bedre, end det reality-TV, der manipulerer landets børn og unge uge efter uge. Det har ifølge min journalist-uddannelse intet som helst med dokumentarisme at gøre.

Har jeg misforstået hele denne misere, vil jeg gerne sige undskyld på forhånd ;-)

Den simple regel handler om, at man – ifølge Rob – først rigtigt kan se om et projekt på nettet er en succes efter 18 måneder. Trods det, at nettet er et hurtigt medie, så er brugerne nemlig stadig mennesker, der har vaner og rutiner.

Nu kan jeg så forstå på min gode bekendte, Mads Kristensen, at vi allerede kan vinke farvel til Berlingskes ‘Ugen.dk’. Det er bare 8 måneder siden jeg på Katrine Emme Thielkes blog kunne læse, om det nye Berlingske intiativ ‘Ugen.dk’.

På Ugen.dk står der nu bare:

UGEN lukker som digitalt magasin i det format, du kender. På grund af sommerferie vil eventuelt tilgodehavende blive tilbageført dit kreditkort ultimo juli.

Vi takker alle vore trofaste abonnenter for alle de positive tilbagemeldinger, I har givet os på konceptet. Hvis vi beslutter at lade UGEN udkomme igen på en anden platform, vil vi kontakte dig for at høre, om du er interesseret i at genoptage abonnement på UGEN.

Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte Kundeservice på telefon 3375 3330. (Hverdage: 8.00 – 16.00. Weekend: 8.00 – 12.00)

Med venlig hilsen

UGEN

En lidt fesen og upersonlig farvel-salut, syn’s jeg.

Anyway – Som Mads K. må jeg tilslutte mig bifaldet af initiativet. Det er fedt at Berlingske i det mindste prøver noget. Men jeg syn’s alligevel det er ærgeligt, at det er sådan et halvt forsøg. Nu skal jeg ikke sidde tilbage og være en tarvelig ‘bezzerwizzer’. Men jeg havde sgu min tvivl, da Ugen.dk i sin tid blev annonceret. Mest fordi etablerede aviser i Danmark næsten aldrig går hele vejen. Sekundært fordi der stadigvæk tænkes i avistanker. Altså, hvordan giver vi brugeren en omnibus-avis eller -magasin… digitalt?!…

De af Rob Curleys (o.a.) projekter, der har været allermest succesfulde, er projekter, hvor der har været en betydelig del merværdi for brugeren. Noget der gjorde det enten cool eller supernyttigt (eller begge dele) at benytte. Noget af det, Rob selv kalder ‘Evergreen content’. Hertil kommer samspillet med historisk stof og ikke mindst med andre platforme.

I Florida blev der i Naples lavet både en fantastisk cool gennemgang af de lokale golfanlæg og en supersøger, der med få klik kunne vise dig, hvad både dit og naboens hus er værd, samt se, hvad Jones’ hus blev solgt for i maj + hvor langt der er til skolen, hvis man bor på Elm Street. Desuden kunne du på relevante sider downloade en mobil-applikation, der altid kunne fortælle brugerne, hvad benzin-priser er i hele byen, eller hvor den nærmeste sandwichbar er og hvor sent på natten man kan købe en pizza-slice i Joe’s Diner.

Det er dén forståelse af nettets mange muligheder, der skal tænkes ind. Der skal tænkes i tangenter… Og så skal man altså turde at have lang tålmodighed. Der skal gang i både noget geo-journalistik og nogle substantielle databaser, med stof BRUGERNE kan både bruge og evt. hjælpe med at generere.

Tak for forsøget Berlingske… Gør det igen, please!