Det giver sig selv, at en fyr som Stig er rigtig, rigtig god til at holde vejret. Men det, der synes at imponere Lars Kolind, er rent faktisk Stigs evne til at trække vejret – og faktisk gøre det så godt, at han nu også underviser i det.

Jeg deler 100% Lars Kolinds begejstring

Det handler nemlig om, at kunne trække vejret… RIGTIGT!.

Af kommentarerne kunne det godt se ud som om, at ikke alle er enige i dette, eller i det hele taget ved, hvor meget mere man kan få ud af sig selv, sit liv, sin karriere osv. ved at gøre det formentlig allermest simple et levende væsen kan udføre – at trække vejret.

Èn benytter sågar anledningen til at lede tankerne i retning af ekstremisme og personer, der gennem historien har dyrket noget ud i ekstremiteter og kommet helt galt afsted.

Anyway, om man tror på god og dårlig vejrtrækning eller ej, så kan jeg af egen erfaring sige, at træning i god vejrtrækning har hjulpet mig med at:

1) Arbejde bedre fordi mit blod – og dermed hjerne – iltes bedre, når jeg trækker vejret rigtigt.
2) Slapper mere af i skuldre og nakke, når jeg trækker vejret rigtigt. Det har konkret udmøntet sig i færre kiropraktor-regninger.
3) Jeg falder bedre i søvn om aftenen og sover dermed bedre hele natten.

Summasumarum… God vejrtrækning giver overskud til at være bedre og være mere – særligt over for min familie.

Og så er det jeg tænker; Af alle de ting, man kan købe og betale i dyre domme for til højnelse af livskvalitet. Hvorfor ikke starte med noget, der varer hele dit liv og som ikke kræver dyrt udstyr?!

Ikke at du skal sælge din cykel…

Tips:
- Breathe right and win (Lee Frank @ Viewzone)

“Nej, der må simpelthen være en kollega, der var i byen for længe i går.”

Du kender det måske selv. En historie får dig til at tænke, at den måske er liiiige lidt for god til at være sand. Det har jeg i hvert fald selv prøvet ind i mellem, og jeg begynder at forstå, hvorfor nogle mennesker ind i mellem siger, at avisen bare er fuld af røverhistorier, og at man ikke kan stole på det halve af det, der står.

Jeg håber da, at man i det mindste kan stole på halvdelen. Men er det bare mig, eller er den procentvise andel af løgnagtige historier, usandheder eller stærkt misvisende historier stigende i nyhedsdækningen? Dropper vi som journalister oftere bare en minimal research blot for at få ét klik mere?.. Et klikfix?

Jeg har længe svigtet min blog, men nu tror jeg, at jeg vil til at samle lidt op igen. I en ædel kamp for at få minimeret andelen af vrøvl og vås i de danske medier – kald mig bare idiot!

Jeg har nu oprettet kategorien ‘Løgn‘ og vil, hver gang jeg støder på en “løgn” (eller en helt urimelig stramning af en historie) i nyhedsstrømmen, tillade mig at pege fingre af den her. For min far siger, at det værste man kan gøre er at lyve.

Jeg håber, at du som læser, vil hjælpe mig med at udpege usandhederne, så vi kan få dem registreret i min ‘Løgn‘-kategori.

Jeg åbner ballet med den første. En frisk tå-fiser fra BT den 22. januar 2011 – “Jorden får to sole i 2012“. Den er så tilpas dum og samtidigt uskyldig, at jeg næppe får nogen på nakken for den.

Heldigvis bliver historien ‘jordet’ 100% på Videnskab.dk, der har gjort sig den helt journalistiske ulejlighed rent faktisk at ringe til hovedkilden og tjekke.

Det prøvede jeg faktisk en gang, da jeg gik på journalisthøjskolen…

Det gjorde ikke særligt ondt

Men det er i dagens store historie komplet ligegyldigt.

Start lige med at se følgende interview med sundhedsminister, Bertel Haarder.

Bertel Haarder taber besindelsen med DR-journalist, Kristian Sloth. Et raseri-anfald udvikler sig, Kristian Sloth overfuses og ender med, at Bertel Haarder forlader DR-Byen, mens kameraet ruller.

Det er naturligvis IKKE i orden, når man nu er minister, MEN….

DR viser hele klippet, der varer næsten 7 minutter, og hævder, at det viser, hvordan politikere i stadig højere grad prøver at styre pressen. Det viser imidlertid kun en mand, der af forskellige årsager – relevante eller ej – krakelerer for åben skærm.

DR’s chef for nyheder, Ulrik Haagerup, forsvarer imidlertid beslutningen. Det er en klar journalistisk fejl, synes jeg. At vise at politikere manipulerer med pressen er død-alvorligt og hører hjemme i en gennemarbejdet dokumentar, og ikke i et interview med en mand ude af kontrol.

Og så kommer vi til kernen.

Bertel Haarder tog hjem og tænkte over det. Efterfølgende besluttede han sig for at undskylde sin opførsel. Det var pokkers klogt og en beslutning, der viser format. Ordet ‘Undskyld’ kan være supersvært at sige og er forbeholdt rigtige mandfolk. Ja, det lærte jeg, da jeg var dreng – at rigtige mandfolk kan sige undskyld, når de klokker i det.

DR begår en klar journalitisk fejl – ikke i at bringe klippet – men ved at påstå, at det har relevans for borgerne og viser en tendens til manipulation fra danske politikere. Det er en fejl!

Men jeg har ikke hørt hverken journalist Kristian Sloth eller DR-chef Ulrik Haagerup erkende fejlen – endsige sige ‘Undskyld’.

Det efterlader mig med ét mandfolk…
Og to andre ikke-mandfolk.

Summasumarum – Ministeren skulle naturligvis ikke have tabt hovedet. Men Bertel Haarder kommer styrket ud af denne sag. DR er klart svækket!

Kære DR – Er I ikke søde at lave den dybdeborende dokumentar om danske politikeres manipulation af medierne? Hvis det forholder sig sådan, vil jeg virkelig gerne se det dokumenteret, så vi kan få det stoppet.

At vise en mand – minister eller ej – miste besindelsen er ikke stort bedre, end det reality-TV, der manipulerer landets børn og unge uge efter uge. Det har ifølge min journalist-uddannelse intet som helst med dokumentarisme at gøre.

Har jeg misforstået hele denne misere, vil jeg gerne sige undskyld på forhånd

Den simple regel handler om, at man – ifølge Rob – først rigtigt kan se om et projekt på nettet er en succes efter 18 måneder. Trods det, at nettet er et hurtigt medie, så er brugerne nemlig stadig mennesker, der har vaner og rutiner.

Nu kan jeg så forstå på min gode bekendte, Mads Kristensen, at vi allerede kan vinke farvel til Berlingskes ‘Ugen.dk’. Det er bare 8 måneder siden jeg på Katrine Emme Thielkes blog kunne læse, om det nye Berlingske intiativ ‘Ugen.dk’.

På Ugen.dk står der nu bare:

UGEN lukker som digitalt magasin i det format, du kender. På grund af sommerferie vil eventuelt tilgodehavende blive tilbageført dit kreditkort ultimo juli.

Vi takker alle vore trofaste abonnenter for alle de positive tilbagemeldinger, I har givet os på konceptet. Hvis vi beslutter at lade UGEN udkomme igen på en anden platform, vil vi kontakte dig for at høre, om du er interesseret i at genoptage abonnement på UGEN.

Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte Kundeservice på telefon 3375 3330. (Hverdage: 8.00 – 16.00. Weekend: 8.00 – 12.00)

Med venlig hilsen

UGEN

En lidt fesen og upersonlig farvel-salut, syn’s jeg.

Anyway – Som Mads K. må jeg tilslutte mig bifaldet af initiativet. Det er fedt at Berlingske i det mindste prøver noget. Men jeg syn’s alligevel det er ærgeligt, at det er sådan et halvt forsøg. Nu skal jeg ikke sidde tilbage og være en tarvelig ‘bezzerwizzer’. Men jeg havde sgu min tvivl, da Ugen.dk i sin tid blev annonceret. Mest fordi etablerede aviser i Danmark næsten aldrig går hele vejen. Sekundært fordi der stadigvæk tænkes i avistanker. Altså, hvordan giver vi brugeren en omnibus-avis eller -magasin… digitalt?!…

De af Rob Curleys (o.a.) projekter, der har været allermest succesfulde, er projekter, hvor der har været en betydelig del merværdi for brugeren. Noget der gjorde det enten cool eller supernyttigt (eller begge dele) at benytte. Noget af det, Rob selv kalder ‘Evergreen content’. Hertil kommer samspillet med historisk stof og ikke mindst med andre platforme.

I Florida blev der i Naples lavet både en fantastisk cool gennemgang af de lokale golfanlæg og en supersøger, der med få klik kunne vise dig, hvad både dit og naboens hus er værd, samt se, hvad Jones’ hus blev solgt for i maj + hvor langt der er til skolen, hvis man bor på Elm Street. Desuden kunne du på relevante sider downloade en mobil-applikation, der altid kunne fortælle brugerne, hvad benzin-priser er i hele byen, eller hvor den nærmeste sandwichbar er og hvor sent på natten man kan købe en pizza-slice i Joe’s Diner.

Det er dén forståelse af nettets mange muligheder, der skal tænkes ind. Der skal tænkes i tangenter… Og så skal man altså turde at have lang tålmodighed. Der skal gang i både noget geo-journalistik og nogle substantielle databaser, med stof BRUGERNE kan både bruge og evt. hjælpe med at generere.

Tak for forsøget Berlingske… Gør det igen, please!

Fans i hundredevis bandede af ærgelse. Enkelte fældede en tåre, mens andre igen bare stod og kiggede i stilhed på en af Danmarks flotteste fodboldarena’er. Men forud for det havde jeg oplevet noget, jeg ellers troede hørte til i en fjern fortid i Århus.

Da OB i 2. halvleg scorer til 0-2 er der mange tilskuere, der rejser sig og går. Den reaktion har jeg aldrig helt forstået. Min første tanke er, at disse tilskuere nok ikke er fodboldfans. Jeg har aldrig selv rejst mig fra en fodboldkamp og gået. Gad vide om folk også forlader deres job eller ægtefælle, hvis det hele driller eller ikke går, som man håber? Man har endda betalt for at se den fodboldkamp. Hvorfor går man så godt halvvejs? Jeg syn’s det er udtryk for en svag karakter.

Det bliver dog værre endnu. Ved slutfløjtet rejser flere af de tilbageværende fans sig og pifter og buh’er ad spillerne, der brødebetynget kommer over og siger tak for støtten. Det gjorde mig sgu ærligt talt lidt sur. Jeg kan da godt forstå, at folk er triste og skuffede. Men…

AGF har givet rygnummer 12 til fansene. Vi ER 12. manden!

Vi – som fans – syn’s jo, at vi har gjort alt det rigtige. Men skal vi fortsat bære rygnummer 12, skal vi – som spillerne – fandengaleme (pardon my french) op på hesten igen.

Lad mig her fyre mit yndlingscitat af:

Success consists of going from failure to failure without loss of enthusiasm”
(Winston Churchill)

Jeg bed mærke i en situation i slutningen af 1. halvleg, hvor en relativ let bold smutter fra AGF og ud over sidelinjen. På det tidspunkt er århusianerne bagud med bare 0-1 og har faktisk haft flere gode scoringsmuligheder. Alligevel vælger en stor del af Ceres-tribunen at pifte og buh’e. Reaktionen fra AGF’s Peter Graulund kom prompte, og gjorde mig rigtig glad. Han kiggede direkte op til os på tribunen med en vred grimasse og bad tydeligvis publikum om at bakke op og være støtte… Være en rigtig 12. mand – en rigtig holdkammerat. Sådan!!

Efter kampen brød blandt andet den unge AGF’er Frederik Krabbe helt sammen midt på banen. Han leverede vanen tro en brav indsats og gav alt, hvad han havde i sig. Frederik var for et par år siden med til at spille Århus tilbage i Superligaen og var dengang en spiller, jeg – trods stor respekt og sympati – ikke troede ville kunne klare niveauet i Superligaen. Men det gjorde han. Ikke mange på holdet har udviklet sig SÅ meget, som han. Også i dén kontekst, syn’s jeg, tilskuernes reaktion var egoistisk, forkælet og helt, helt udtilstedelig. Rigtige fans sparker sgu ikke på en mand, der ligger ned. Og SLET ikke én af sine egne.

Nu må i dæl’me tage jer sammen, folkens. Ellers syn’s jeg hellere, I skal blive væk.

Måske er det fordi, at jeg selv er fodboldtræner og aldrig har forstået dem, der sviner og nedgør spillere, der allerede kæmper og slider. Man kan skælde ud og irettesætte med konstruktive tilråb. Ellers skal man vente til bagefter. Fokusér på fodbold – og KUN fodbold – og din egen opgave for holdet, indtil dommeren fløjter af. Alt det andet, man skal have ud mellem sidebenene, må vente til opgaven/kampen er overstået.

Kald mig naiv – men giv mig samtidigt en anden og bedre opskrift? Min opfordring til min fodboldtossede by, Århus, skal være. Drik gravøl, skæld ud nu og tud, hvis du har behov. Men mød op som et mandfolk og en ægte århusianer, når sæsonen starter i 1. division efter sommerpausen. Vi vil se AGF i superligaen – så smøg ærmerne op og hjælp til. Det kan sgu ikke passe, at Brøndby er det eneste hold i Danmark med fans, der for alvor er med igennem tykt og tyndt!

Vi ses efter sommerferien

I november 2009 blev jeg vildledt, da jeg skulle købe nyt kamera (jeg lugtede dog lunten og købte i stedet kamera hos PhotoCare i Århus), men denne gang røg jeg i fælden. Jeg lod mig overtale til at købe et helt forkert produkt og blev derefter løjet for.

Garmin Nüvi 1390t i sort – En svær model at få hos Elgiganten.
Foto: Garmin Danmark.

En ny GPS til bilen – hvor svært kan det være? Vi har tidligere brugt Garmin og var glade for det. Som sejlerglade kender vi også Garmin som den sikre partner til at finde vej til søs. Sagen var klar, Elgiganten i nærheden og jeg var for doven til at finde en seriøs forhandler – Big mistake!!!

En ellers både sympatisk og flink fyr kom mig i møde i butikken. Jeg fremlagde mit ærinde og ønsker om en Garmin-computer. Det stod dog hurtigt klart, at fyren langt hellere ville sælge mig en Navigon-GPS. Det er helt sikkert også en god løsning… Men!

Jeg nikkede anerkendende til sælgerens tale og stillede bekymret spørgsmålet, om den kunne snakke sammen med vores MacBooks derhjemme. Vi er æble-folk og ejer ikke PC’ere.

Jojo, den var skam god nok. Sælgeren mente ikke, at der var noget problem med Mac i den sammenhæng. Men det var der!

Navigon snakker IKKE umiddelbart med Mac! Der findes ganske vist et lille stykke beta-software hos Navigon, som man skal være civilingeniør for at få til at virke. Men Navigon forbeholder sig ret til ikke at servicere Mac-brugere og også til IKKE at upgradere eller videreudvikle på softwaren.

Heldigvis nåede vi ikke at pakke GPS’en ud, så vi kunne let bytte den, da den stadig var i original emballage.

I butikken blev vi imidlertid mødt med 45 minutters kø og derefter en hånlig behandling af en ekspedient, der mente, at vi var godt tossede (eller blot inkompetente), at vi hellere ville have Garmin end Navigon. Kommentaren:

“Hvem er det også, der ikke har en PC i vore dage”

.. Taler vist for sig selv.

Langt om længe og efter ussel, stedmoderlig behandling kunne vi gå i vareudleveringen og her vente i lang tid på at få vores nye Garmin-GPS….

…Troede vi…

For udstillingsmodellen i butikken var sort – Den GPS, vi nu havde fået udleveret, var hvid. Vi ringede med det samme til Elgiganten. Her fik vi den løgnagtige besked, at:

… man var frygtelig ked af det, men desværre var modellen i restordre i sort, og man kunne ikke sige, hvornår Elgiganten ville få dem hjem igen!

Nu var jeg for alvor vred, og kontaktede Garmin Danmark for at fortælle dem, hvor svært det er, at købe deres produkter i Elgiganten. Her fik jeg hjælp – og tak, Garmin Danmark, for det. Stor ros til jer!

Hos Garmin Danmark kunne man fortælle, at Garmins GPS’er fint taler med Mac. Man kunne også fortælle, at modellen ‘Garmin 1390t’ skam slet ikke er i restordre og sagtens kan fås i sort – no problem. Man kunne også fortælle, at Elgiganten i Danmark slet ikke har købt ‘Garmin 1390t’ i den sorte udgave hjem – kun modellen i hvid. Hvor den sorte udstillingsudgave i Kolding kommer fra, kunne Garmin Danmark ikke helt greje.

Men summasummarum – Garmin Danmark hjalp os, og vi er nu endnu mere fans af Garmin end nogensinde. Til gengæld har brugtvognsforhandlere og hestehandlere på Hjallerup Marked nu overhalet Elgiganten på vores liste over troværdige handelspartnere.

Skidt være med, om I har produktet eller ej. Men behandl kunderne ordentligt og lad for Guds skyld være med at lyve. Kunder i 2010 finder sgu ud af sandheden, da vi taler med andre, blogger og læser reviews på nettet.

Kære Elgiganten – Det giver minuspoint og no streetcredit at lyve!

Ja, tænk lidt over det. Kan en vare, der er spritny have en førpris? Og hvis den kan, hvordan kan forbrugerne så regne med noget-som-helst fremover?

Jeg var forbi Bog & Idé i Bruun’s Galleri i Århus i går eftermiddags. Jeg ville lige snuse lidt og tjekke, om Camilla Läckbergs seneste krimi var kommet på hylderne. Det var den! En stort bord med nye Läckberg-bøger stod lige i døren til butikken. På toppen stod et skilt – et i grunden underligt skilt. Én ting er, at en helt ny krimi til 169 danske kroner er urimeligt billigt. Men at der tilmed er tale om et helt særligt tilbud, og at prisen ligefrem er særligt nedsat i forhold til en tidligere pris, fatter jeg ikke en dyt af.

Camilla Läckbergs ‘Havfruen’ med en førpris på udgivelsesdatoen 22.03.2010

En smule forvirret er man vel. Gad vide om førprisen nævnt på skiltet var prisen i formiddags, da butikken åbnede?

Hvordan kan sådan et skilt opfattes som andet, end at Bog & Idé (og iøvrigt Bilka og flere andre) forsøger at snyde eller forvirre kunderne?

Giv mig et svar, please: “Hvordan kan en spritny vare have en førpris?”

P.S.: Jaja, vi har bjærget os et eksemplar, men det var ikke prisen, der afgjorde det!

Det hedder ‘Google Buzz‘ og “Ja” – det er kun for sjov (og lidt for at provokere), at
jeg anlægger denne lidt grumpy-ol’-man tilgang til det.

Jeg har naturligvis kastet mig ud i det – koblet mig som follower til alle, jeg kender og næsten-kender og smidt en note ind i mylderet af noter, billeder og videofiler…. Og så sad jeg så og kiggede lidt på den!

Jeg kan ikke heeeeelt se fidusen. Det kan være det kommer, når jeg lige har brugt det lidt.

Facebook bruger jeg mest til privat sniksnak. Personligt overvejer jeg at ‘pensionere’ Facebook, da det faktisk er begrænset, hvad jeg får ud af det. Den allervæsentligste information, JEG får (og søger), er nyheder fra diverse ‘Groups‘ og ‘Pages‘ jeg er medlem af – Fra mit fodboldhold i Brabrand til bandet ‘Carpark North‘.

Fagligt spændende nyhedsstof fisker jeg på Twitter, som er langt hurtigere, langt mere direkte og laaaangt mere overskueligt.

Men hvad så med Google Buzz? Google hævder selv, at Buzz vil give dig mere relevant indhold. Det er i hvert fald ikke synligt fra starten, hvor det bare vælter ind med alt fra den nordlige halvkugles stjernehimmel til dagens fiskepriser i Hirtshals. På torsdage i februar er jeg pænt ligeglad med begge dele.

Men måske kommer det ved lidt længere tids brug. Jeg skal som nørd nok holde lidt øje med Buzz. Men jeg kan omvendt godt forstå, hvis mange stønner: “Åh nej, endnu en ny tjeneste vi skal forholde os til”.

Den gode Lars K. Jensen har på Medieblogger.dk beskrevet Google Buzz lidt bedre. Som han, vil jeg godt efterlyse bedre integration mellem de forskellige servicer. Dér er Facebook stadig langt bedre end Googles nye Buzz (der rimer bekymrende meget på ‘Stress‘).

Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

Som læsere af denne blog vil vide, har Naveren været ramt af talrige uheld og forsinkelser, der igen har ført til stress, uenigheder og ind i mellem også åbne skænderier ombord.

I starten af turen betalte vi – med vore arbejdskraft – for den manglende/forsinkede projektstyring af renoveringen af Naveren. Et projekt, der har varet mere end 8 måneder, og som stensikkert har givet Naverens ejere en masse flere grå hår i hovedet.

Til slut betaler vi prisen igen, fordi de tabte sejldage SKAL indhentes inden Panama. Det betyder, at skibet skal forcere igennem det teknisk og vejrmæssigt sværeste farvand i det Caribiske Hav. Farvandet ud for Colombias kyst, ned til Cartageña, er ofte præget af kraftige faldvinde fra bjergene samt vindhastigheder på op til 30 knob med deraf følgende bølgedannelse. Som sejlplanen er d.d., bliver der blot to dages hvil i Cartageña og to dages hvil på de eksotiske San Blas-øer ved Panamas kyst.

Det har vi valgt at sige ‘Nej tak’ til. Vi er i forvejen totalt udmattede af omstændighederne ombord – beskrevet i tidligere blogposter. At skulle sejle ræs det sidste stykke ville være en særdeles begrænset fornøjelse for os. Desuden fornemmer vi, at den største hindring for at holde sejlplanen – eller sagt på en anden måde – det største hensyn, der nu skal tages, er til os og lille Helena. Vi ønsker ikke, at være ‘det svage led’ eller en potentiel årsag til yderligere frustrationer, hvorfor beslutningen om at stige af egentlig ikke er svær.

Det ændrer dog ikke på, at vi er skuffede, desillusionerede og kede af det mere end ord kan beskrive. Vores drøm er knust, og et halvt års forberedelser er sænket i det Caribiske Hav. Der er blevet grædt tårer og svoret eder og forbandelser – men nu er der ikke mere tilbage.

Vi trængte til en god lang ferie for at komme til hægterne efter et turbulent 2009 – vi trænger stadig til en god lang ferie

Så nu kommer vi hjem.