Kenneth Ley Milling

Mens en sværm kæmpestore sejlskibe under stor jubel lægger til kaj ved Mersey-flodens munding, fik Duran Durans omrejsende groupie-skare sig et par kølige drinks på kaj-kanten ved baren ‘Blue’. Stedet er Liverpool 3-4 timers kørsel nord for London.

Her er for alvor mange Duranies samlet for at nyde solen og udveksle både forventninger og oplevelser. Flere af dem har været med utroligt mange gange. En har set omkring 75 koncerter med bandet, mens en anden – der har set knapt så mange – fortæller om dengang i 1982, hvor han så drengene fra Birmingham første gang. Den ene historie tager den anden, og jeg føler mig faktisk lidt novice-agtig, da jeg jo står og venter på min blot tredje koncert med dem.

Alligevel lykkedes det mig på forunderligvis at stjæle lidt opmærksomhed fra de nærmeste omkringstående, da jeg med en lidt svag pegefinger får sagt noget i retning af:

“That guy overthere looks awfully lot like Dom Brown doesn’t he?!” (Durans nye leadguitarist)

Det tager to sekunder, så har Ian hevet mig over til ham – og sådan ender man med samtale og øldrikning med en britisk guitarhaj.

Dagens koncert finder sted i den relativt nye Echo Arena på havnen i Liverpool. Og jeg er nødt til at sige det lige ud. Det er dæl’me en om’er… Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg allerede under opvarmningsbandet kunne konstatere, at næsten alt, hvad der minder om vokal fra scenen forsvandt i en mudder-tornado af ekko og beton. Ironisk nok er navnet derfor aldeles velvalgt.

Det var ikke den letteste opgave i verden at lave god lyd på Duran Duran til koncerten i Echo Arena i Liverpool.

Efter fire-fem numre inde i Duran-koncerten går jeg en tur ned bagerst i salen for at ‘lede efter’ lidt bedre lyd. Men det lader sig faktisk ikke helt gøre. Selv hos folkene i lyd-øen er der knas. Billedet af en lydmand, der nærmest resignerende sidder med begge hænder frosset til hovedbunden, fortalte mig alt.

Der er ingen grund til at gøre en lang historie ud af det. Midtvejs i koncerten spillede Duran et såkaldt ‘elektrisk set’ – kun med el-trommer og synth. Det var vist det eneste, der faktisk fungerede over middel i en koncert bandet uretfærdigvis måtte arbejde en del med for at få kørt hjem.

Jeg må sige – og det lyder jo næsten flabet, når man sådan er VIP-gæst osv. – men jeg var og er lidt skuffet. Særligt når nu koncerten i London torsdag var så forrygende god, som den var.

Duran Duran kom på lidt af en opgave med at cope med den svært dårlige akustik i Echo Arena i Liverpool.

Skidt pyt – de medrejsende groupier er altid i højt humør og er utroligt tjekkede, når det drejer sig om information om bandet. Også information, man ikke lige kan slå op på wikipedia o.lign.

For eksempel havde jeg ikke hængt med klarinetten mere en nogle få minutter efter koncerten, førend hollandsk/italienske Simona begynder at SMS’e Chrissy. Simona har fået samlet nogle folk, der skal med til en lille efterfest på det hotel, hvor bandet er indkvarteret. Dét er sgu imponerende, hvad de får stampet op de folk.

Aftenen ender i store bløde lænestole på et hotel med mojitos, mere champagne, vel cirka 40-50 fans

…. OG et rockorkester fra Birmingham

Godnat og sov selv godt!

Duran Durans keyboard-troldmand Nick Rhodes tager sig tid til at sludre med fans og lade sig fotografere.

Det er definitivt slut med at tage til koncerter i KB Hallen eller Parken. Fremover foregår det bare i London!

Jeg har ofte været skuffet over de akustiske forhold på de to lokaliteter i KBH – og efter at have haft den lydmæssigt bedste koncert-oplevelse nogensinde (tror jeg) i Londons O2 Arena, er jeg nødt til at sige, at KB Hallen bare ikke du’r.

Søndag den 22. juni 2008 spillede det britiske dansepop/-rockband Duran Duran ellers en forrygende koncert i KB Hallen (Se: “Duran Duran gav København en solid koncert“). Det var dog tydeligt, at bandet ind i mellem måtte bruge al deres professionelle musikformåen for at ignorere ekkoet fra salen.

Det var bestemt ikke tilfældet i O2 Arena

Ud over en lydmæssig lækkerbidsken var bandet også totalt i hopla på den delvise hjemmebane i London (Duran kommer fra Birmingham oprindeligt) og fyrede en endnu mere spektaktulær fest af, end i København. Setup’et var en del større med mobil rigning og en del mere lys.

.. Og så er der arena’en… Hold da helt kæft! Jeg var i knæ allerede inden koncerten. 20000 jublende tilskuere var på plads i hvad der ligner et gigantisk cirkustelt – vel at bemærke et telt til 600 millioner pund (ifølge wikipedia).

Alle pladser i Arenaen er siddepladser. Men som til alle stadionkoncerter er det i orden at stå op. Der god plads til at komme rundt og langs alle de store gangveje står officials, der kan assistere med vejvisning til det nærmeste af over 500 toiletter arenaen har osv. osv.

Inden koncerten går andre officials rundt og sælger vin og øl m.m. – alt er bare gjort let og lækkert for publikum.

Som I København var der i nogle timer inden koncerten mad og drikke ad lib til den særlige fan-VIP-fest. Det er faktisk ikke nogen dårlig idé at være med til disse arrangementer, da det er her man møder de virkeligt hardcore fans, der ved alt om alt om bandet og om hvem man kan møde i aften.

Faktisk gik det slet ikke op for mig, at stolerækken bag mig (vi sad på række 4 fra scenekanten) var delvist tom. Just da koncerten startede, kom en stribe folk, hvor Chrissy, Peter og Ian straks genkender forsanger Simon le Bons hustru og datter med venner. Ved siden af Ian og jeg stod to af bassisten John Taylors bedste venner fra Los Angeles. Jeg anede selvsagt ingenting… Men da parret pludseligt stak mig visitkort og inviterede mig til LA med kommentaren:

“Yeah, we’ll invite John to come over..”

.. begyndte noget at lysne i øst

Både venner og familie blev hentet af security-folk under ekstranummeret ‘Rio’.

En fantatisk koncert med en Simon le Bon i absolut superhumør, der med friske bemærkninger og stort humør gjorde en gigantkoncert intim og direkte. Det skal bare opleves!

Det er altid så imponerende, når ældre kunstnere rejser verden rundt for at arbejde. Jeg har haft det privilegium at opleve både B.B. King (1925) og nu senest Freddy Cole (1931), der begge stadig rejser verden rundt for at underholde – og underholde uovertruffent, må jeg lige tilføje.

Torsdag den 26. juni 2008 optrådte Freddy Cole med tilhørende kvartet i Silkeborg. Riverboat Festivalens ankermand, Steffen, oplevede for et par år siden Nat King Coles knapt så kendte lillebror i Ascona i Italien og tænkte, at Freddy bare MÅTTE komme til Silkeborg…

… Det var godt han kom

To halvlege – den første på en time og fem minutter, den anden på mindst fem kvarter – fyldt med primært egne værker og med god plads til de andre i ekvilibrister i ensemblet, Curtis Boyd (trommer), Elias Bailey (bass) og ikke mindst guitarist Randy Napoleon. Dog kunne Fred ikke dy sig for et flygtigt (men fedt) medley af fire-fem gamle Nat-numre – til stort bifald fra publikum. Dog intet at regne for det bifald, publikum gav den efterfølgende blues “I’m not my brother, I’m me!“.

Freddy Cole Quartet udgav så sent som i november-december 2007 albummet “Music Maestro Please“. Herfra fik publikum det næsten alt for smukke nummer “How do you say, Auf Wiedersehen”.

Fik du ikke set Freddy Cole Quartet, så kig forbi webstedet – www.freddycole.com – og kig under ‘schedule’… Og kom bare afsted!

Som VIP-gæst må jeg naturligvis – alt overvejende – juble over Duran Duran koncerten i København d. 22. juni 2008. En absolut godkendt koncert i den akustisk umulige KB Hal. Det vender jeg tilbage til.

Det allerbedste ved denne dags lange række af oplevelser var dog, at jeg fik lov at møde de andre VIP-gæster – og her taler vi ikke om danske kendisser med tøj fra egen skrædder. Nixenbixen… Mødet med en fantastisk bande virkeligt dedikerede fans, der tilsyneladende rejser med det britiske orkester rundt på turnéen i Europa. Blandt andet min tyske ven fra Second Life fanklubben ‘Interference’, Chrissy Welinder, der var den, der skaffede mig min VIP-status.

RIGTIGE VIP’er Fans, der ved alt om, hvad man kan forvente til hver enkelt koncert. Fans der føler med keyboardspilleren, der lige har mistet sin far. Fans der holder en kæmpefest for bassisten, der havde fødselsdag forleden. Fans der ved, hvilket hotel bandet bor på, og som derfor selv er indkvarteret her. Fans der ved hvilket fly bandet skal med og kender setlisten og hvem, der eventuelt er særlig gæst på scenen i aften. Fans der passer på hinanden og mødes totalt fordomsfrit uanset nationaliteter. Kort og godt – sådan nogle mennesker, man ikke kan undgå at blive gode venner med.

Og så til det musikalske

Efter en riiimelig god start, der i nogen grad manglede… sammenhæng på en-eller-anden måde, blev der skruet op for både lyd og energi på scenen. KB Hallen er bare et akustisk “meget udfordrende sted” at lave lyd (så har jeg sagt det pænt), og selv om lyden isoleret set var aldeles udmærket, var det tydeligt – særligt i koncertens første tredjedel – at bandet måtte koncentrere sig ret meget. Særligt Durans seneste radiohit ‘Falling Down’ faldt desværre helt igennem, syn’s jeg. Det er i forvejen ikke egnet til live-brug i albumudgaven, og forsanger Simon le Bon måtte virkeligt kæmpe mod sit eget ekko fra salens bagvæg undervejs. Synd og skam – det skal og bør rettes!

Men numre som ‘The Reflex’, ‘Rio’ og ikke mindst ‘Sunrise’ gik helt forrygende. ‘Sunrise’ har jeg nynnet stort set uafbrudt siden igår. Også den særlige electronica-agtige sektion midtvejs i koncerten var godt tænkt ind. Gav også virkeligt det kvindelige publikum (som vist var i massivt flertal) mulighed for at komme helt tæt på de tydeligvis stadig attraktive herrer i bandet. I den sektion sprællede numre som ‘All she wants is’ og ‘I don’t want your love’ fra det ellers så udskældte album ‘Big thing’ (mit første iøvrigt). I denne sektion fik man også oplevet bassist John Taylor på tangenter, hvor han styrede noget af det mest funky synth-bass, jeg længe har hørt *thumbsup*

Musikalsk set var der – bortset fra måske ‘Falling Down’ – ikke noget at sætte fingre på. En clean og derfor lidt for rutinepræget koncert, der kun en gang i mellem virkeligt ringer. Samtidigt dog en koncert bandet sagtens kan være bekendt. Særligt forsanger Simon le Bon og bassist John Taylor oser i store dele af koncerten af overskud. Showets absolutte superstars – og de er gode til det.

En fire af seks stjerners koncert

Seks ud seks stjerner til de fantastiske fans fra Norge, Sverige, Tyskland, England, Holland, Italien, Frankrig, Slovenien. Alle dem, der gav mig en fantastisk dag i min egen hovedstad.

Duran Duran i KB Hallen i København 22. juni 2008. Fra venstre John Taylor, Roger Taylor, Simon le Bon og Nick Rhodes. Ialt 25 billeder på min Flickr-konto

Setlisten fik jeg til:

• The Valley

• Red Carpet Massacre
• Night Runner
• Hungry Like the Wolf
• Planet Earth
• Falling Down
• Come Undone
• Skin Divers
• The Reflex
• Save a Prayer
• A View to a Kill
• Last Chance on the Stairway
• All She Wants Is/Warm Leatherette
• I Don’t Want Your Love
• Skin Trade
• Tempted
• Notorious
• Girls on Film
• Papa Was a Rolling Stone
• Ordinary World
• Sunrise
• Wild Boys
• Rio (extra)

Én koncert i KB-hallen den 22. juni 2008 og én koncert i Folkeparken i Hjørring dagen før. Duran Duran gæster påny Danmark – denne gang i forbindelse med udgivelsen af bandets seneste albumudgivelse: Red Carpet Massacre (som jo blandt andet er produceret af Justin Timberlake og Timbaland).

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er… Jeg glæder mig helt vildt

Og uden at lyde hoverende eller på anden måde bezzerwizzer-agtig, så er jeg nødt til at sige, at min tyske Second Life-ven og store, store Duran Duran-fan, Chrissy Welinder, har inviteret mig som VIP-gæst i KB-hallen. Jeg har næsten svært ved at tro det.

Anyways, hvis du ikke er bekendt med, hvordan Birminghams fineste musikere lyder nutildags, så aktiver lige nedenstående:

Her tester blog-typen lige et audioplayer plugin. Det kan kun afvikle i mp3-format.

Plugin’et kan downloades hos ‘1pixelout‘. Og når du skal installere og bruge det, kan du med stor, stor fordel lige læse Mindy McAdams’ lille manual til plugin’et.

Det er komplet gået min næse forbi, eller også er det først lige blevet annonceret, at mit store komponist- og produceridol, Nik Kershaw, skal spille til Esbjerg Rock Festival den 14. juni 2008.

Det er givet, at mange sikkert trækker lidt på smilebåndet over den britiske pop-musiker, der vel mere end nogen anden var Englands bidrag til verdens hitlisterne i årene fra 1985-90. Dem har jeg ofte mødt… Det er typisk de, der ikke fulgte lidt med i, hvad virtuosen har lavet i mellemtiden. Udover 3-4 album – det seneste “You’ve got to laugh” fra 2006″ – der alle i mine ører er bedre og mere velskrevede end de mere kendte fra 80′erne, har Nik også produceret navne som Chesney Hawkes og Imogen Heap fra sin stol bag pulten.

Selvom Esbjerg Rock Festival prøver at sælge Nik på gamle hit som “The Riddle” og “I won’t let the sun go down”, så håber jeg inderligt, at den nu 50-årige troldmand fra Bristol vil spille flest af sine nyere numre. Såååeh…

“Dear Nik – when you visit Esbjerg, Denmark, this summer could you please play alot of your most recent songs? They are really, really worth it.”

Her på arbejdsdagens faldereb sidder jeg og samler dagen op, mens last.fm spiller i baggrunden. En cool musikkanal, hvor man gratis kan søge på lige præcis den kunstner, man ønsker. Jeg har søgt på Michel Camilo (se en tidligere blogpost) og hører både ham og også alle mulige kunstnere, der mere eller mindre perifært minder om ham musikalsk.

Lige som jeg skulle til at slukke, dukker der pludseligt en ung, japansk jazzpianist frem i displayet. Usædvanligt – og han er tilmed en kvinde

En lang historie kort. Jeg har idag lært et jazz-navn at kende, jeg aldrig vil glemme. Hiromi Uehara – mage til funky omgang lækker ekvilibrisme har jeg sjældent hørt. Og hvis du kan tåle at høre melodisk fusionsjazz, så tjek lige videoen herunder. Jeg er i hvert fald svært begejstret

Hiromi Uehara m. band – “Kung Fu World Champion”

Blot for lige at sige, at jeg ikke er gået helt død i juleand og ris a la mande (jeg fik heller ikke i år mandlen) – Her er en lille nytårshilsen til alle, der gider læser denne blog ind i mellem, og der – som jeg – synes, at det er tungt for sindet, når solen ikke skinner rigtigt i flere uger i træk.

Nogle tager lidt højfjeldssol, andre går i solarium eller junker sig med gulerødder og anden C-vitamin-holdig kost.

Jeg hører Michel Camilo   Min nytårsgave til dig:

(“Suntan” – Michel Camilo)