Kenneth Ley Milling

Jeg har flere gange på denne blog ytret min begejstring for det århusianske (ja, de kom jo fra Århus en gang) band, Carpark North. Lørdag den 15. november fyrede de op under kedlerne på Train (stadig i Århus) i en grad, jeg sjældent har set noget band gøre. Intet under topkarakterer for den performance. Man stod helt og nød, at vi stadig kan holde på så godt et band i Danmark.

Allerede under tonerne fra koncertens første nummer ‘Shutdown’ – og ikke ‘Best Day’ som Århus Stiftstidendes anmelder fik det til (i en ellers udmærket og opmærksom anmeldelse) – lettede taget på Århus Havns favoritstation. Jeg fik setlisten til at se således ud:

• Shutdown
• Best Day (video)
• Save Me From Myself
• More (video)
• The Beasts
• Fireworks
• Leave My Place
• Cancer
• Bring On The Lights
• Wild Wonders
• Homeland
• Lost (Peace)
• Human

extra:

• Transparant & Glasslike (feat. Mads Bjørn)

• Shall We Be Grateful (video)

Det ultimative klimaks dukkede op, da Søren Balsner kom på scenen og med slet skjult – men ydmyg – begejstring præsenterede pianist Mads Bjørn, der udførte en solo-piano-udgave af Transparant & Glasselike så smuk, at den skriger på en genindspilning. Jeg så i hvert fald tårer i øjnene på flere af tilskuerne omkring mig. Fem lysende stjerner til Mads for den!

Og så i øvrigt et stort, stort bifald til bandet ‘Small‘, der stod for opvarmningen. Skal man have opvarmning i det hele taget, skal man sgu have noget, der bogstavligt talt varmer folk op. Kun to gange tidligere har jeg oplevet, at opvarmningen rykkede, som den skulle og burde. Første gang var, da Inside the Whale varmede op for Poul Krebs i SCC i Århus. Anden gang var Basement Jaxx, der varmede op for Robbie Williams i Parken i KBH. Særligt Smalls totale sommerhit ‘Sunshine lover’ fik festen til at bryde ud før tid.

Pop- og rockfest på Train og nogle lidt ømme hoppemuskler dagen derpå. Bringer minder frem om Simon Le Bon fra Duran Duran, der plejer at råbe “Together we are a band designed to make you party”.

Sådan et band har vi også i Danmark

Carpark North på Train i Århus. Se flere billeder på flickr.

Jeg var med, da Århus’ innovations pionérer – Innovation Lab – åbnede sit domicil ‘House of Horizon‘ i den virtuelle verden Second Life. Dengang spillede det århusianske band Carpark North – vistnok som det første danske orkester – i Second Life, hvilket naturligvis gjorde, at nogle af os web 2.0 geeks spidsede ører ekstra meget.

Og det viser sig at være velbegrundet. Jeg har just erhvervet mig bandets seneste album ‘Grateful‘, som må kandidere kraftigt til at blive årets danske udgivelse. Jeg er den type, der elsker at bladre i booklet’en og læse creditlister og derefter tjekke eventuelle tourplaner etc. etc. og her er det så, at jeg finder ud af, at Lau, Søren og Morten er længere fremme i web 2.0 skoene end “bare” Second Life.

Århusianske Carpark North (pressebillede fra Facebook)

Et tjek på carparknorth.dk illustrerer bandets synkronisering med nutidens medier, og den ydmyghed vi alle skal tilgå webbrugerne (dem, der jo ér internettet) med. I bedste 90′er stil er homesitet nu konverteret tilbage til et banalt visitkort, hvor der – bortset fra den seneste musikvideo (superlækkert produkt iøvrigt) og en kort tourplan – linkes direkte ud til bandets MySpace-profil og Facebook-gruppe.

RESPEKT, RESPEKT, RESPEKT!!!

Man skulle tro at bandet havde haft besøg af Danmarks blogmama Trine-Maria Kristensen (hovedpaabloggen.dk), der jo igennem flere år har advaret virksomheder og medier mod at blive “på bjerget” og vente på at brugerne (formerly known as ‘kunderne’) kommer til dem. Det drejer sig om at gå ud blandt brugerne og være dér, hvor DE er.

Det er SÅ rigtigt et træk – i min optik – at flytte alle nyttige informationer ud til community’et. Særligt Facebooks grupper er gode til netop dette, da de også fastholder fans ikke bare til bandet, men til hinanden. Jeg er selv meldt til gruppen, hvor jeg i bedste RSS-stil får nyhederne bragt. Igen ikke kun, når bandet har noget at sige… men også når brugerne har noget.

Det britiske band DuranDuran har et særdeles aktivt community på Facebook, der også arrangerer ting og sager uden om bandet. Således er har fraktionen SBS (Sing Blue Silver) eksempelvis indkaldt til en jubilæumsfest/kongres i Holland i starten af 2009. Bevars, er Nick, Simon, Roger og John (bandet) inviteret med, men fangruppen holder fest alligevel. I dette community er der også løbende medlemmer, der hjælper hinanden med at finde sjældne udgivelser, plakater og fangear og meget mere.

Og jaja, selvfølgelig skal jeg med til SBS’ 25 års jubilæum i Holland

Danmarks Radio saksede forleden en artikel fra BBC, hvor professor Adrian North ved Heriot Watt University i Skotland hævder, at man faktisk kan læse folks personlighed, ud fra hvilken slags musik de hører.

God damn

Jeg er ikke forsker ud i musiksociologi eller -psykologi. Men jeg kan kun delvist genkende det påståede. Professor Adrian North har ifølge BBC studeret 36.000 menneskers musikpræference og holdt dem op imod, deres psykologiske profiler. I artiklen står blandt andet:

Prof North said the research could have many uses in marketing, adding: “If you know a person’s music preference you can tell what kind of person they are, who to sell to.”

I BBC’s artikel ‘Music tastes link to personality‘ er der en fin faktaboks, hvor man kan blive sat fint i bås. Også den er gengivet – dog på dansk – i DR’s saksning ‘Din musiksmag fortæller, hvem du er‘ (ikke helt ulig min i denne post).

Jeg kan ligeså godt være den kække Emil fra Lønneberg og sige: “Næææhæææy!!!”

Hvis den gode professor North kiggede min albumsamling igennem, ville han givetvis flette sig en klaphat af sin fine rapport (og jeg tør godt lade mig sætte i bås, hvis nogen bare gad). I min albumsamling finder man både Pop (Nik Kershaw, DuranDuran eller Gnags osv.), Heavy (Rammstein, Metallica m.m.), Electronica (Jean-Michel Jarre), Jazz (Stan Getz, Michel Camilo, Bo Stief) og klassisk (Mozart, Poulenc, Beethoven). Jeg tror sågar, at jeg har indkøbt musik i alle kategorier i det forgangne år.

I BBC-artiklen står der blandt andet også:

It suggested classical music fans were shy, while heavy metal aficionados were gentle and at ease with themselves.

Nådadada, jeg har mødt en del af begge slags til forskellige koncerter og sammenkomster. Og MIT generelle billede er godt nok, at klassiske musikere og musikelskere er meget udadvendte og åbne over for omverdnen og andre musikstilarter, mens jeg blandt heavy-publikummet godt nok har mødt nogle af Homo Sapiens’ nærmeste slægtninge til Homo Erectus (med lødig respekt for Homo Erectus).

Der hvor jeg begynder at nærme mig Adrian North er i den soundbite, der er lagt ud sammen med artiklen på BBC. Her peger han nemlig på, at præferencer og profil kan variere fra den ene del af verden til den anden. Dét tror jeg på!!!

Well, anyway – nu skal denne blogpost heller ikke ende alt for alvorligt. Så jeg tænkte, at jeg ville slutte af med en af mine absolutte musik-favoritter. Se den og kom med et bud på, hvordan JEG så er som person *haha*

Tak til Anne Mette Kærgaard for tippet *thumbs up*

Ja, det lyder som en gennemført gensplejsning mellem Anna David og Souvenirs… Og jeg stod der selv med hænderne i siden og krøllet næseryg, da min gode ven Palle Jensen fra bandet Pocket Life (alright, namedropping) bad mig sætte mig i hans sofa og tie stille i 3½ minut.

Sys Bjerres sang om den sikkert søde Malene, der stikker af med Sys’ fiktive fjols af en kæreste til Marienlyst (dejligt sted iøvrigt) nåede for mig allerede ved 2. og 3. gennemlytning til stadiet “syng-med-på-omkvædet”:

Din lejlighed
Er lidt brændt ned
Din Fiat er solgt til skrot
Og dit tøj er spredt
Ud over Vesterbro
Men din kat, den har det godt
Og din X-Box er måske lidt våd
- står et sted på Enghavevej
Hva’ så? – Er vi så enige om at det
Var sidste gang, du fucked’ med mig!

Og nu er jeg helt solgt og går rundt og synger den på gangene på jobbet *arg*

Ud over at teksten oplagt sikkert muntrer de fleste, så vil jeg hellere rose Sys og crewet bag for et usædvanligt velklingende og melodisk stykke popmusik. Det er faktisk ikke så let at lave, som man skulle tro. Ordene er valgt med elegance og falder helt med melodien, hvilket gør den let at synge – man skal mao. ikke slå knuder på tungen, for at synge ordene.

Lad mig lige skyde ind her, at det er det, mit eget superidol, Nik Kershaw, netop er så nederdrægtig god til.

Så – fuck it!!! – Tillykke til Sys. Jeg overgiver mig Sangen om Malene MÅ være årets sommerhit 2008.

Efter mange… MANGE.. års fravær er Duran Durans vidunder af et album ‘Notorious‘ tilbage i min album samling.

De web- og IT-interesserede læsere af denne blog må meget undskylde dette aldeles utidige indlæg. Men vel selv de mest semi-autistiske PHP-skribenter har vel noget musik – et album – der betyder noget helt særligt for dem… Har de ikke?

Well, ‘Notorious‘ er mit favorit album med det britiske orkester fra Birmingham. Jeg tror det var en julegave i… 1986 (det år albummet udkom). Bortset fra TV2′s ‘Nutidens unge’, var ‘Notorious’ det første vinyl-album, jeg fik. Til min store svie kunne jeg ikke komme til at høre det før efter jul, da jeg endnu ikke selv havde pladespiller. Efter nytåret cyklede jeg til gengæld også som død og kritte hjem fra skole, for at kunne høre albummet på husets pladespiller inden min mor kom hjem fra arbejde.

‘Notorious’ bærer også den tvivlsomme ære af at være det første album, der brændte min forstærker af – eller bare en udgang

Naturligvis var det det storladne nummer ‘Vertigo’, der smeltede komponenter i min forstærker. Til bekymrede HIFI-entusiaster kan jeg dog berolige med, at denne – selvsamme – forstærker i skrivende stund spiller netop dét nummer… Og HØJT (som det skal høres).

Hænderne op alle jer, der har hørt det live… Så I kan få én over nallerne af en MEGET misunderlig århusianer *haha*

Nu er albummet så påny i min albumsamling, hvor der – pinligt nok – stadig mangler noget. Men det kommer. Indtil da vil jeg svømme væk i proper nostalgi, mens jeg skråler med på:

Til andre nysgerrige – kig forbi Wikipedia

• Duran Duran

• Duran Duran – Notorious (album)

Så lykkedes det mig endeligt at skaffe et eksemplar af Nice Little Penguins (NLP) seneste album “Som en rejse“. Efter gentagne besøg hos diverse musikforhandlere med forgæves resultat (tillykke iøvrigt til Føtex for at have opfundet opsamlingshylden – albumhylden i otte dæk helt uden ét ægte musikalbum. Lidt lige som stråforkortning og pftalater i billig spegepølse – billigt og effektivt men dræber alt det gode i maden). I grunden utroligt, når man tænker på, at bandet i 1994 faktisk havde årets P3-hit (kåret af Jesper Bæhrenz), og når man endda kan tilføje, at bandet musikalsk er endnu mere interessant idag end dengang.

“Som en rejse” er i mine ører først og fremmest en rejse frem. En bevægelse frem til fortiden og det faktum, at det en gang imellem kan føre til noget nyt og bedre, hvis man stopper op og kigger bagud. Reflekterer og husker at få alt det bedste med .. og lader resten forblive fortid.

Med dette album har pingvinerne fundet tilbage til det, jeg personligt faldt pladask for i 1991-92, da jeg første gang hørte orkestret på et demobånd. Dejligt kompromisløst og spillet direkte til mig på en-eller-anden hudløst ærlig måde.

Efter første gennemlytning er det lige før at den hitpotente titelmelodi falder helt bort, når man følger Bo Feierskovs vokal på albummets bedste nummer “Alt er stille” og på “Hvis du vil så kan vi danse”. Aldrig har NLP lydt så autentisk!

Hvis du vil, så kan vi danse
til ABBA på vinyl
Og lade tidsmaskinen standse
Mellem kaos og idyl
Byen er fuld af larm
Og emmer af benzin
Men du er smuk og varm
Kom, vær min Dancing Queen

Jeg er solgt!.. Og jeg kan ikke en gang li’ ABBA

Jeg ved, at bandet Crowded House har en stor stjerne hos NLP. Og jeg er superglad for at fornemme lidt af det australske emsemble i et aldeles selvstændigt og dansk udtryk.

Skal jeg finde noget at sætte en finger på… Så er det nok, at jeg ved albummets slutning sidder med en fornemmelse af at have fået en overordentligt blandet pose bolsjer. Måske lidt for blandet!?

Det skal dog ingenlunde overskygge det andet faktum, at NLP har begået endnu et album, der beviser deres melodiske overskud og evne til at tale direkte til lytteren.. I hvert fald til mig Et album jeg kommer til at høre rigtigt mange gange.

Når Danmark engang er klar til at lytte til andet end danske popsolister, så står der er et band i kulissen, der ikke har sit lige i dette land.

P.S.: Albummet er bandets første på dansk… Det er modigt, og det virker!!!

Det er sikkert ikke nyt for dig, der er en ørn til at bruge YouTube. Men for mig er det en halv åbenbaring, at YouTube skaber en unik URL til dine playlister.

Jeg har nu – for eksemplets skyld (og intet andet naturligvis) lavet en lille playliste med numre fra mere kendt britisk band.

http://www.youtube.com/view_play_list?p=C39CFC3C3FCB3883

Det kunne også være en samling af manual-dele til en æske LEGO-klodser, jeg her havde samlet og sendt til min grandnevø Adam.

Er jeg imidlertid HELT tosset og bare må udgive playlisten selv, har YouTube også sørget for det. Som ved enhver anden film, skaber YouTube et stykke kode, som man blot kan Copy-Paste.

Bemærk dog, at YouTube eksempelvis IKKE tager Duran-nummeret ‘What Happens Tomorrow‘ med over. Det skyldes at udgiveren har frabedt sig, at filmen skal kunne embed’es. Det spiller dog ingen rolle for afviklingen af Playlisten – YouTube springer bare over dét nummer og fortsætter, uden du lægger mærke til det.

De fire britiske party-veteraner i bandet Duran Duran har ikke været for godt begavet med gode anmeldelser i de senere år. Men nu begynder tidevandet måske at vende.

Først faldt der smukke og venlige ord af i Danmark efter en ellers akustisk katastrofe i KB-hallen. Både BT og Soundvenue gav her det britiske ensemble 5 af 6 stjerner. (Se tidligere indlæg)

(Lad mig da også lige få min blog-kollega Michael Alø-Nielsens anmeldelse med også )
Og nu følger de britiske kolleger med:

The Sun – Duran Duran made a welcome return to London last night for their only gig in the capital – and boy, were they wild.

The Telegraph – Duran Duran’s singer Simon Le Bon may be 49, but he still has a way with women, although that’s not the word he uses – he prefers “ladies”. Or, to transcribe it more accurately, “laydeez”. “I’d like to dedicate this one to all the laydeez in the house!” he yells, before oozing into a glutinous love song called Skin Divers.

Liverpool Daily Post – More than 25 years have passed since they last played Liverpool, but Duran Duran more than made up for lost time when they landed at the Echo Arena for their Summer Pops date on Saturday night…//…They do say good things come to those who wait, but here’s hoping Duran Duran won’t leave it quite so long next time.

Birmingham Mail – Frontman Simon Le Bon, in fine voice and still exhibiting the charm and free spirit of old, even stood on his own little piece of red carpet. Time has obviously been good to Le Bon and fellow band mates Roger Taylor, Nick Rhodes and John Taylor for despite losing one of their original line-up over the decades, they have managed to retain their boisterous spirit, glamour and even bleached blond hair.

Nottingham Evening Mail – Acoustically speaking, the Trent FM Arena isn’t exactly the easiest of venues. For visiting sound crews, its unforgiving, hangar-like dimensions must present a significant challenge — but, as last night’s show proved, the challenge is not an impossible one. While lesser acts have floundered, their instruments buried in murky sludge, Duran Duran’s sound quality was well nigh impeccable, and a tribute to the professionalism of their team.

Links:

Der sker altså altid noget særligt for bands, der kommer hjem til den by, hvor det hele startede. Det gælder også Duran Duran, der 7. juli 2008 spillede sin sidste koncert på UK-delen af deres ‘Red Carpet Massacre’-tour i hjembyen Birmingham. Blot få hundrede meter fra det sted, hvor klubben ‘Rum Runner’ lå – stedet hvor bandet øvede og spillede sine allerførste koncerter.

John Taylor sagde undervejs i koncerten:

“The Rum Runner is now a fitness suite at the Hyatt Hotel, but that place was very good to us. We should have been on the barricades when it came down.”

Setlisten var – overraskende for de fleste – aldeles identisk med den sædvanlige. En næsten ouverture-agtig åbning, der nok kunne få de små hår til at rejse sig og så ellers igang med ‘The Valley’, ‘Red Carpet Massacre‘ og ‘Nite Runner’.

Men så hørte al lighed også op. Direkte dialog med publikum, grin og vittigheder med referencer kun lokale kan genkende fulgte. Det endte med at blive den mest intime og vedkommende koncert, jeg nogensinde har været med til. Drengene var kommet hjem – og de havde selv medbragt festen.

En totalt udsolgt NIA Arena (wikipedia) festede igennem i godt to timer, hvor tinderne blev nået flere gange – særligt de numre, der blev skrevet/opført første gang på ‘The Rum Runner’, fik taget på arenaen til at lette – ‘Planet Earth’ og ‘Hungry Like the Wolf’.

Trods tilsyneladende tekniske problemer med blandt andet Dom Browns guitar-pedaler, fik publikum en kolossal energiladet koncert-oplevelse med hjem. Alt holdte usædvanlig høj standard den aften. Selv scenevagterne (de kan ellers godt være noget bryske ind i mellem) var opstemte og tydeligt begejstrede efter koncerten.

Lad mig endnu engang slå fast, at jeg synes at numrene ‘I don’t want your love‘ og ‘Wild Boys‘ skal genindspilles i de liveudgaver, de blev spillet i. Generelt skal bassist John Taylor fremhæves – både i lydbilledet og i det hele taget. Han har fat i dét, der kan få Duran Duran til at overleve i endnu 25 år.

Også en fornøjelse at være til en koncert, hvor alle 10-12000 tilskuere var ellevilde, men blev på de nummererede pladser, så børn kunne få en chance for at komme helt frem til scenen og nyde stjernerne helt tæt på.

Alt i alt en forrygende afslutning på en fantastisk rejse med nogle helt usædvanligt dedikerede mennesker, der uanset nationalitet og overbevisning i andre sager, holder sammen og hjælper hinanden med alt fra hotelbookninger og -flytninger, adgang til VIP-arrangementer, merchandise og seneste nyheder.

Og til jer, der er ligeglade med Duran Duran… Tag til Birmingham – det er en smuk og dejlig by. Tag gerne i byen og få svunget træbenet og et par romfyldte drinks. Klubben hedder ‘The Reflex’ – og du kan jo gætte på hvorfor

Duran Duran – Red Carpet Massacre Tour 2008 – 5 stjerner af 5

Hele min tur kan bedst beskrives med et videografisk citat – af Duran Duran selv:

Og til The Telegraphs anmelder, der spydigt påstår, at Duran ikke har lavet et anstændigt hit i 15 år…

… Kiss my royal *beeep*

Den mindste af de fire Duran-koncerter på denne UK-tour blev største – i hvert fald den, hvor der blev spillet mest igennem på volumen.

“O2 in London might still be the best gig. But this was sure the loudest”.

Det gav for en gangs skyld mest fylde til de numre, hvor Dom Brown fik lov til at fyre guitaren af. Særligt det efterhånden ur-gamle nummer ‘Wild boys’ var aldrig hørt bedre. Faktisk endte udgaven i en regulær rock udgave, der næsten kræver en genindspilning.

(… fortsættes .. )