Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

Med familien i hånden tog jeg dog imod invitationen til Preben Harris‘ opsætning af den legendariske historie ‘Skatteøen’ (Treasure Island) – oprindeligt af R.L. Stevenson – med musik af Sebastian (sidstnævnte er jeg kolo-kæmpe-fan af).

Med relativt afmålte forventninger satte jeg mig til rette og… *BOOOM* … Gik kanonen på scenen af – nærmest for at sige:

“Sæt dig ned, kæltring, og hold kæft med alt” (i 2 1/2 time).

Åbningsscenografi fra musicalen ‘Skatteøen (flickr)

Det var helt bogstavligt startskuddet til en forrygende aften med sang, musik og overraskende skuespil, hvor der tydeligvis var levet plads til, at skuespillerne selv kunne ‘lege’ med karaktererne. Og det havde de gjort flere steder!

Lars Bom tog sig med stor overbevisning af rollen som den et-benede pirat John Silver, mens Niels Weyde stilrent og med stor ironisk komedie tog sig af rollen som adelsmanden Trelawney. Størst (og meget fortjent) applaus modtog Troells Toya dog for sin performance som den stakkels Ben Gunn, der er blevet rablende gal af sit langvarige ophold på den øde ø, ‘Skatteøen’.

Et æstetisk højdepunkt (syn’s jeg) var, da Peter Pilegaard i rollen som piraten Israel Hands sang Peter Thorups og Sebastians fantastiske sang ‘Den flyvende hollænder‘. Ikke set bedre siden filmen ‘Pirates of the Caribbean’ fyldtes scenen med dragende Davy Jones-spøgelser (genfærd af afdøde sørøvere). En sang, der faktisk blev endnu bedre i hænderne på Pilegaard. Ærgeligt man ikke må have sit store spejlreflekskamera med i teateret. Scenen var bjergtagende!

Personligt fandt jeg den største fornøjelse i udførelsen af de enestående sange Sebastian har komponeret til musicalen for mange år siden. De originale versioner er indsunget af stjerner som Lars H.U.G., Steffen Brandt, Søs Fenger, Lis Sørensen, Annegrete, Allan Mortensen, Flemming ‘Bamse’ Jørgensen, Michael Falch med flere – navne det kan være svært at leve op til. Men også her syn’s jeg de medvirkende kunne gå fra scenen med stor selvtilfredshed. Igen må jeg fremhæve Troells Toya, der – selvom han byttede om på versene i Ostesangen – var på nippet til at få publikum i salen til at rejse sig af begejstring.

Der blev i hvert fald sunget med, kunne jeg høre

Lad mig til slut skyde et par champagnepropper efter de ansvarlige for scenografi og ikke mindst kostumerne… Wauw *thumbs up*

Jeg ved ikke, hvor længe Folketeateret fortsætter sin Danmarks turné med ‘Skatteøen’. Men har du mulighed for at komme ind at se dem, vil jeg for en gangs skyld anbefale en musicaltur i teateret.

Rollelisten tæller:
Lars Bom – John Silver
Sebastian Aagaard-Williams - Jim Hawkins
Torbjørn Hummel – Doktor Livesey
Niels Weyde – Godsejer Trelawney & Krogæst
Troells Toya – Ben Gunn, Toldinsp. Dance, Pirat, Spøgelse & Havnearb.
Mikkel Vadsholt – Bill Bones & Merry
Rasmus Haxen – Kapt. Smollett, Blind Pew, Kapt. Flint, Gentleman & Spøgelse
Peter Pilegaard – Israel Hands, Grey & Admiral Bradley
Kirsten Price – Mrs. Hawkins & Spøgelse
Søren Poppel – Harry, Krogæst, Pirat & Spøgelse
Gerard Carey Bidstrup – Sorte Hund, Anderson, Havnearb. & Spøgelse
Albert Bendix – Tjener Joyce, Krogæst, Spøgelse & Pirat
Stine Henriksen – Mrs. Sherry, Lucy & Spøgelse
Jesper Paasch Nielsen – Morgan, Hunter, Pirat, Spøgelse, Matros & Soldat
Jeff Mikki Schjerlund – Dick, Krogæst, Tyv, Spøgelse & Soldat

Syvstjerner og kanonild til Skatteøen. Den tror jeg ikke bliver meget bedre på dansk grund

NB: Jeg overhørte en samtale mellem personale og publikum i teateret om, hvorvidt Sebastians fantastiske musik til Skatteøen kunne købes eller ej – Det kan den bestemt ‘Skatteøen Soundtrack CD‘

Jeg har tidligere på denne blog skrevet rosende om, at selve konferencen har taget sociale medier som Twitter og Facebook og ikke mindst YouTube til rådighed, for at få folk til at deltage aktivt.

Hos COP15 har statsminister Lars Løkke Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard opfordret folk til at hæve stemmen i kampagnen ‘Raise your voice‘ i håbet om, at folk over hele verden vil presse stats- og regeringsledere til at tiltræde klimaaftalen. De to danske ministre er hjulpet godt på vej af prominente folk, som skuespiller Emma Thompson, ærkebiskop Desmond Tutu og ikke mindst HKH Kronprinsen.

Nu kommer der en solid støtte ind fra venstre, så at sige. En flok internationale organisationer med Global Humanitarian Forum og tidligere FN generalsekretær, Nobelprismodtager Kofi Annan, i spidsen har fået en række musik-, film- og sportsstjerner til at genindspille det gamle Midnight Oil-nummer ‘Beds are burning‘.

Udover Midnight Oil og stor gruppe internationale musikstjerner (ja, også Duran Duran) har blandt andre tennis-ikonet Yannick Noah, skuespillerne Milla Jovovich og Jet Li, filmkomponist Eric Serra og David Letterman’s kapelmester Paul Shaeffer deltaget i den musikalske opfordring til at fokusere på klimaet.

Samlet kaldes initiativet ‘Time for Climate Justice‘ og under sloganet ‘tck, tck, tck’ opfordres brugerne til, at uploade deres egne videosekvenser, hvor de på én eller anden måde ytrer lydordet ‘tck’. Hvert enkelt klip lægges ind i en ongoing-film – ét klippe i sekundet – ét ‘tck’ i sekundet. Det hele smides på eget websted og til sidst på egen YouTube-Channel.

Tak til Simon Le Bon for at smide video’en på sin Facebook-wall, så jeg blev opmærksom på den.

Caption fra Robbie Williams’ video til nummeret ‘Bodies’.

Det kan synes smart og fremme i skoene – men jeg er sikker på, at Robbies folk deler min opfattelse, at det er det mindste, man bør gøre som musiker i 2009.

Når jeg alligevel fremhæver det her på bloggen, er det af tre årsager:

1. Markedsføringsværdien af Robbies simple og horribelt billige PR-arbejde på de sociale medier er formidabelt. Man kan næsten ikke UNDGÅ at få at vide, at der snart kommer et nyt album med den britiske superstar.

2. Robbie Williams & Co. giver fans 1. prioritet – radioer, tv-kanaler og forhandlere får 2. prioritet. Fans’ne er VIP’s.
3. Det er kort og godt et superfedt produkt (syn’s jeg), med en sød krølle af en historie på.

Punkt 1 – I én og samme håndevending er Robbies materiale samt alle relevante datoer at hype ude hos fans + disses venner + venners venner og Maries mormor. Musikken til ‘Bodies’ er uploadet til YouTube i HD og plantet på Facebook-gruppen. Man har indlejret et baggrundsbillede til musikken, hvorpå der står, at hele albummet udkommer 12. oktober og at videoen til ‘Bodies’ udkommer 9. september kl. 08:30 BST.

Punkt 2 – Til slut står der på skærmbilledet (nævnt i punkt 1) henvisning til Robbie Williams websted. Her kan fans logge ind og få masser af info om Robbie gøren og laden. Om arbejdet med albummet og om, hvordan man kan forudbestille det kommende album, der bl.a. udkommer i en særlig CD & DVD-udgave. Desuden er der allerede nu lagt et 30 sekunders klip fra videon ‘Bodies’ ud til inkarnerede fans.

Punkt 3 - og den søde historie. Albummet, hvorpå ‘Bodies’ er første single, kommer til at hedde ‘Reality Killed the Video Star’. Her vil det voksne publikum sikkert smage lidt på ordene og sige, at det lyder lidt som ‘Video Killed the Radio Star’, som jo var et gaaaammelt hit fra da far var dreng… Jeg skal ikke kunne sige andet, end at Robbie Williams har skrevet sit nye album sammen med Trevor Horn, der jo skrev teksten til det gamle superhit ‘Video Killed the Radio Star‘.

Robbies albumtitel er nok ikke helt tilfældig, tror du?

Dette indlæg bliver lige dedikeret til det omvandrende musikleksikon Claus Holm – You’r da maaan!!!

Min dybeste respekt til Michael Jackson, der forlod denne verden d. 25. juni 2009.

Han fyldte også meget i min barndom og ungdom og var kilde til utallige danse-raids i min gymnasietid. Her blev der danset igennem til diskotekerne lukkede, og vi blev smidt ud.

Jeg er glad for, at jeg var på planeten samtidigt med ham. Flere ord er vist unødvendige her!

/Kenneth

Carpark North: Tag kamera med til koncert

Her opfordrede bandet sine fans til at medbringe kamera’er og mobiltelefoner til koncerterne og dele det, de optog med alle – inklusive bandet. Det er nu blevet klippet sammen til en både energisk og velfungerende musikvideo til nummeret ‘Save me from myself’.

Se flere video’er på www.carparknorth.dk

Så vidt jeg kan se, er billederne blandt andet fra Store Vega i København. Kan andre genkende locations, kunne det være finde at samle nogle pins til et Google Map.

Uanset, viser bandet endnu engang, hvor meget man kan, hvis man forstår de “nye” medier. Og den super-store bonus er, at web 2.0 giver både engagerede og dybt loyale fans, der på denne måde føler, at de bare er med til en stor oplevelse, men at de er med til at SKABE den gode oplevelse.

Endnu et stort og dybt buk til bandet fra Stor-Center Nords p-hus i Århus. Carpark North – You rock!!!

Mere:
- Carpark North Channel på YouTube
-

Først vil jeg dog lige takke alle de flinke fans, der har lagt kommentarer på tidligere poster om Nik Kershaw:

- Nik Kershaw i Esbjerg den 14. juni 2008

Det er fedt at høre andre have gode oplevelser med dagens fødselar fra Bristol, England

Koncerten i Herning var min blot anden i det ombyggede Fermaten. Den første var en lige så intens og musikalsk interessant koncert med jazzpianisten Michel Camilo d. 16. november 2008.

Det var første gang, jeg oplevede Nik Kershaw solo. Alt, han havde med, var sig selv, sin semi-akustiske guitar og en lille loop-recorder… Og så et ordentlig stribe sange, der alle fik fornyet virilitet ved den tætte kontakt mellem kunstner og publikum.

Nik Kershaw på Fermaten i Herning (se flere billeder på Flickr)

Setlisten (der faktisk var udsat for en del spontanitet og omstrukturering undervejs i forholdt til originalen) så således ud:

- Beautiful thing
- Take me to the church
- Wide Boy
- Times like these
- Don Quixote
- Promises, Promises
- The one and only
- Have a nice life
- The Riddle

<< PAUSE >>

- Fiction
- Wounded
- Dancing girls
- Somebody loves you
- Loud, confident and wrong
- Wouldn’t it be good
- Billy
- Oxygene
- Wouldn’t it be good

<< Extras >>

- Human Racing
- I wish (Stevie Wonder-omskrivning)

Det er vel overflødigt at sige, at koncerten samlet set var helt i særklasse. Kunstner, musik, lyd og de 250 publikummer (Nik havde ifølge spillestedsleder Brian Bruhn selv bedt om en begrænsning på 250) gik op i en højere enhed og gav alle en – også en tydeligt begejstret Nik Kershaw – en pragtfuld aften.

Nik brugte en del tid – men ikke for meget – på at fortælle om sine numre, hvoraf en del nok var lad os sige ‘mindre kendte’ af en del af de fremmødte. En god del tørre, men både venlige og morsomme, kommentarer kom ind i mellem også fra den veloplagte superstar, hvilket igen gav en stemning af, at være inviteret hjem til Nik selv.

Nærværet var totalt omkring numrene ‘Promises, Promises‘, som Nik fortalte, at han havde skrevet til sin brors nyfødte datter Alicia, samt ‘Have a nice life‘, som var tilegnet Niks nu voksne søn, da denne flyttede hjemmefra for et par år siden.

Smilet var dog i centrum omkring numrene ‘Loud, confident and wrong‘, der er en veritabel musikalsk øretæve til nu afgåede USA-præsident , George W. Bush, samt nummeret ‘Billy‘, der handler om, hvad der sker, når kvindefrigørelse og rødstrømperi tager overhånd.

Aftenens (for mig) højdepunkter blev numre som ‘Don Quixote‘, det smukke, smukke ‘Oxygene‘ samt ‘Wouldn’t it be good‘, der vist næppe nogensinde har stået så stærkt live før (Jeg har i hvert fald aldrig hørt det spillet mere intenst).

Koncertens musikalsk mest interessante nummer blev dog ‘Dancing Girls‘ i et aldeles nyt og anderledes arrangement i 3/4-deles takt. Den skriger på en genindspilning, hvis I spørger mig. Det totalt speedede 80′er hit er kommet til at lyde som en blanding af børnevise og sørøversang – helt igennem forrygende.

Og…. Lad os blive enige om, at Chesney Hawkes super-90′er-hit ‘The one and only‘ (som Nik jo har skrevet til ham) bare ER bedst med Nik selv

En storslået koncert med en verdensklasse-kunstner, der kan opleves MED band næste gang i Tyskland i maj.

Ses vi der?

Bandet beder nu alle sine fans om at tage digitale kameraer med til koncerterne på den igangværende tour, og skyde så mange billeder de orker, hvis de bare lover at dele dem med omverdenen. Således vil bandet overveje at benytte billederne på en musikvideo.

På webstedet www.carparknorth.dk er der derfor nu lavet en side med en funktion, hvor fans kan lægge sine koncertbilleder op.

Jeg bliver mere og mere vild med det band

Tak til Johannes Mikkelsen fra Fermaten i Herning, der postede dette på Facebook.

Er du ikke bekendt med Carpark North? Så kig her:

Video’en er embedded fra bandets egen kanal på YouTube – www.youtube.com/user/carparknorthvideo

Værs’go – Help yourself share our stuff!

Kære Carpark North – vi siger mange tak og keep it up *thumbs up* vi deler også gerne VORES materiale med JER. Hvis det kan bruges, så saks gerne fra mit Carpark North-set på Flickr.com.

En utrolig hyggelig oplevelse i hjertet af verdens sejeste hovedstad, London. Og efter en kort ventetid blev vi vist ind på plads. For de 50 DDM-medlemmers vedkommende bag henholdsvist keyboardspiller, Nick Rhodes, og trommeslager Roger Taylor. Selvom der er tale om rutinerede fans, der stensikkert let overgår mine nu seks Duran Duran-oplevelser, fornam man tydeligt, at flere af dem aldrig havde været SÅ tæt på stjernerne før. Selv stod jeg vel 3-4 meter fra Nick og hans fire keyboards.

Nick Rhodes keyboards få minutter før SkyArts’ Songbook session med Duran Duran 2009.

En helt særlig aften blev det også fordi, der netop var tale om en TV-produktion. Hvis sådanne ikke er live, er der ofte pauser undervejs, hvor udstyr og musikere skal ind og ud, eller hvor noget teknik driller osv.

Det gav tydeligvis bandet en mulighed for at hygge lidt om sine gæster. Således blev aftenen hurtigt fyldt med mere latter end tøseskrig. For de af os, der måske ikke går så meget op i Simons (forsanger) tøj eller Johns (bassist) hår, gav aftenen et lille glimt ind i bandets arbejds-lokale. Der blev snakket meget på kryds og tværs. Både imellem bandets medlemmer, men også med TV-crewet og ikke mindst med publikum. Numre blev løbet i gang for at blive stoppet igen midt i anden linje i første vers.

Det betød, at hele fire numre i setlisten blev spillet igennem to gange, da bandet eller produktionholdet ikke var helt tilfredse med resultaterne undervejs.

En af aftenens andre små – men vigtige – detaljer var de ekstra musikere, der var indhentet til lejligheden. Udover backing vocal Anne Ross og saxofonist Simon Willescroft og guitarist Dom Brown, der alle var med på Red Carpet Massacre Touren i 2008, dukkede også violinist Martha Brown op til The Chauffeur sammen med to blæsere (trompet og basun) – Dan Carpenter og Dave Williamson.

De tre skabte en for mig hidtil ny fylde og dybte i flere af numrene. Så godt som perfekte præstationer, der kunne få en musiknørdet fan til at ønske, at de måtte få lov at komme med på den næste DD-tour. Med hensyn til den unge violinist Martha Brown bliver det dog næppe aktuelt lige med det første. John fik nemlig i en tydeligt begejstret og rosende præsentation af hende fortalt, at der faktisk var tale om to Brown’s på violinen.

Det fik naturligvis publikum til at bryde ud i jubel – og et stort tillykke med de lykkelige omstændigheder skal da der også lyde til Martha Brown herfra

Det er svært at sige om bandet performede over eller under vanlig standard, da der var tale om en helt anden situation end en koncert på Wembley. Lyden i studiet var rå og temmelig ukalibreret (som den jo er i et TV-studie) – den var stensikkert bedre ude hos producer-teamet.

Men omvendt kunne man her virkeligt høre, hvor stor en stemme Simon le Bon egentlig har, hvor fede basfigurer John egentlig kan står og ruller med, og ikke mindst hvor super tight og steady Roger er på sine trommer. Jeg stod på et tidspunkt under A view to a kill og spekulerede på, om Roger mon havde bi-job hos Wittner Music som crashtester af deres metronomer.

Spøg til side – den dybt seriøse setliste så således ud:

Planet Earth
Late bar (2x)
The Chauffeur
The Valley
Box full of honey
Do you believe in shame (2x)
A view to a kill (1 1/2x)
Skin Trade (2x)
Ordinary World (2x)
Sunrise
Rio

SkyArts Songbook med Duran Duran bliver (så vi jeg p.t. ved) sendt den 7. februar 2009 28. marts 2009 (ifølge e-mail fra Manisha hos Sky Arts). Jeg anbefaler dog, at man selv lige holder lidt øje med annonceringen på www.skyarts.co.uk – alternativt kan man, som Anne Mette Kærgaard, tilmelde sig SkyArts nyhedsbrev.

Med den hastighed, jeg skifter computere ud med, skal jeg simpelthen have et sted at lagre filer – min musik og mine digitale foto. Men der rejser sig en række spørgsmål desangående.

1. Jeg er usikker på, hvad jeg skal holde særligt øje med. Der er noget med RAID og at det hele skal køre på én harddisk.
2. Skal jeg købe to og så synkronisere dem og bruge den ene som back-up?
3. er der noget, der er oplagt til musik (jeg bruger iTunes – filformatet er helst m4a eller m4p) og noget andet, der ville være godt for foto?
4. skal jeg glemme alt om foto og købe et stort webhotel til mine foto?

Det kunne være cool at høre nogle af jer andre, hvordan I har løst netop dette problem.

Jeg har fået en enkelt anbefaling fra min gode kollega Tom Fangel (Journalisthøjskolen i Århus). Han har købt et par stykker af disse:

http://www.lacie.com/dk/products/product.htm?pid=11085