Fans i hundredevis bandede af ærgelse. Enkelte fældede en tåre, mens andre igen bare stod og kiggede i stilhed på en af Danmarks flotteste fodboldarena’er. Men forud for det havde jeg oplevet noget, jeg ellers troede hørte til i en fjern fortid i Århus.

Da OB i 2. halvleg scorer til 0-2 er der mange tilskuere, der rejser sig og går. Den reaktion har jeg aldrig helt forstået. Min første tanke er, at disse tilskuere nok ikke er fodboldfans. Jeg har aldrig selv rejst mig fra en fodboldkamp og gået. Gad vide om folk også forlader deres job eller ægtefælle, hvis det hele driller eller ikke går, som man håber? Man har endda betalt for at se den fodboldkamp. Hvorfor går man så godt halvvejs? Jeg syn’s det er udtryk for en svag karakter.

Det bliver dog værre endnu. Ved slutfløjtet rejser flere af de tilbageværende fans sig og pifter og buh’er ad spillerne, der brødebetynget kommer over og siger tak for støtten. Det gjorde mig sgu ærligt talt lidt sur. Jeg kan da godt forstå, at folk er triste og skuffede. Men…

AGF har givet rygnummer 12 til fansene. Vi ER 12. manden!

Vi – som fans – syn’s jo, at vi har gjort alt det rigtige. Men skal vi fortsat bære rygnummer 12, skal vi – som spillerne – fandengaleme (pardon my french) op på hesten igen.

Lad mig her fyre mit yndlingscitat af:

Success consists of going from failure to failure without loss of enthusiasm”
(Winston Churchill)

Jeg bed mærke i en situation i slutningen af 1. halvleg, hvor en relativ let bold smutter fra AGF og ud over sidelinjen. På det tidspunkt er århusianerne bagud med bare 0-1 og har faktisk haft flere gode scoringsmuligheder. Alligevel vælger en stor del af Ceres-tribunen at pifte og buh’e. Reaktionen fra AGF’s Peter Graulund kom prompte, og gjorde mig rigtig glad. Han kiggede direkte op til os på tribunen med en vred grimasse og bad tydeligvis publikum om at bakke op og være støtte… Være en rigtig 12. mand – en rigtig holdkammerat. Sådan!!

Efter kampen brød blandt andet den unge AGF’er Frederik Krabbe helt sammen midt på banen. Han leverede vanen tro en brav indsats og gav alt, hvad han havde i sig. Frederik var for et par år siden med til at spille Århus tilbage i Superligaen og var dengang en spiller, jeg – trods stor respekt og sympati – ikke troede ville kunne klare niveauet i Superligaen. Men det gjorde han. Ikke mange på holdet har udviklet sig SÅ meget, som han. Også i dén kontekst, syn’s jeg, tilskuernes reaktion var egoistisk, forkælet og helt, helt udtilstedelig. Rigtige fans sparker sgu ikke på en mand, der ligger ned. Og SLET ikke én af sine egne.

Nu må i dæl’me tage jer sammen, folkens. Ellers syn’s jeg hellere, I skal blive væk.

Måske er det fordi, at jeg selv er fodboldtræner og aldrig har forstået dem, der sviner og nedgør spillere, der allerede kæmper og slider. Man kan skælde ud og irettesætte med konstruktive tilråb. Ellers skal man vente til bagefter. Fokusér på fodbold – og KUN fodbold – og din egen opgave for holdet, indtil dommeren fløjter af. Alt det andet, man skal have ud mellem sidebenene, må vente til opgaven/kampen er overstået.

Kald mig naiv – men giv mig samtidigt en anden og bedre opskrift? Min opfordring til min fodboldtossede by, Århus, skal være. Drik gravøl, skæld ud nu og tud, hvis du har behov. Men mød op som et mandfolk og en ægte århusianer, når sæsonen starter i 1. division efter sommerpausen. Vi vil se AGF i superligaen – så smøg ærmerne op og hjælp til. Det kan sgu ikke passe, at Brøndby er det eneste hold i Danmark med fans, der for alvor er med igennem tykt og tyndt!

Vi ses efter sommerferien

I november 2009 blev jeg vildledt, da jeg skulle købe nyt kamera (jeg lugtede dog lunten og købte i stedet kamera hos PhotoCare i Århus), men denne gang røg jeg i fælden. Jeg lod mig overtale til at købe et helt forkert produkt og blev derefter løjet for.

Garmin Nüvi 1390t i sort – En svær model at få hos Elgiganten.
Foto: Garmin Danmark.

En ny GPS til bilen – hvor svært kan det være? Vi har tidligere brugt Garmin og var glade for det. Som sejlerglade kender vi også Garmin som den sikre partner til at finde vej til søs. Sagen var klar, Elgiganten i nærheden og jeg var for doven til at finde en seriøs forhandler – Big mistake!!!

En ellers både sympatisk og flink fyr kom mig i møde i butikken. Jeg fremlagde mit ærinde og ønsker om en Garmin-computer. Det stod dog hurtigt klart, at fyren langt hellere ville sælge mig en Navigon-GPS. Det er helt sikkert også en god løsning… Men!

Jeg nikkede anerkendende til sælgerens tale og stillede bekymret spørgsmålet, om den kunne snakke sammen med vores MacBooks derhjemme. Vi er æble-folk og ejer ikke PC’ere.

Jojo, den var skam god nok. Sælgeren mente ikke, at der var noget problem med Mac i den sammenhæng. Men det var der!

Navigon snakker IKKE umiddelbart med Mac! Der findes ganske vist et lille stykke beta-software hos Navigon, som man skal være civilingeniør for at få til at virke. Men Navigon forbeholder sig ret til ikke at servicere Mac-brugere og også til IKKE at upgradere eller videreudvikle på softwaren.

Heldigvis nåede vi ikke at pakke GPS’en ud, så vi kunne let bytte den, da den stadig var i original emballage.

I butikken blev vi imidlertid mødt med 45 minutters kø og derefter en hånlig behandling af en ekspedient, der mente, at vi var godt tossede (eller blot inkompetente), at vi hellere ville have Garmin end Navigon. Kommentaren:

“Hvem er det også, der ikke har en PC i vore dage”

.. Taler vist for sig selv.

Langt om længe og efter ussel, stedmoderlig behandling kunne vi gå i vareudleveringen og her vente i lang tid på at få vores nye Garmin-GPS….

…Troede vi…

For udstillingsmodellen i butikken var sort – Den GPS, vi nu havde fået udleveret, var hvid. Vi ringede med det samme til Elgiganten. Her fik vi den løgnagtige besked, at:

… man var frygtelig ked af det, men desværre var modellen i restordre i sort, og man kunne ikke sige, hvornår Elgiganten ville få dem hjem igen!

Nu var jeg for alvor vred, og kontaktede Garmin Danmark for at fortælle dem, hvor svært det er, at købe deres produkter i Elgiganten. Her fik jeg hjælp – og tak, Garmin Danmark, for det. Stor ros til jer!

Hos Garmin Danmark kunne man fortælle, at Garmins GPS’er fint taler med Mac. Man kunne også fortælle, at modellen ‘Garmin 1390t’ skam slet ikke er i restordre og sagtens kan fås i sort – no problem. Man kunne også fortælle, at Elgiganten i Danmark slet ikke har købt ‘Garmin 1390t’ i den sorte udgave hjem – kun modellen i hvid. Hvor den sorte udstillingsudgave i Kolding kommer fra, kunne Garmin Danmark ikke helt greje.

Men summasummarum – Garmin Danmark hjalp os, og vi er nu endnu mere fans af Garmin end nogensinde. Til gengæld har brugtvognsforhandlere og hestehandlere på Hjallerup Marked nu overhalet Elgiganten på vores liste over troværdige handelspartnere.

Skidt være med, om I har produktet eller ej. Men behandl kunderne ordentligt og lad for Guds skyld være med at lyve. Kunder i 2010 finder sgu ud af sandheden, da vi taler med andre, blogger og læser reviews på nettet.

Kære Elgiganten – Det giver minuspoint og no streetcredit at lyve!

Nu er der imidlertid gjort noget ved sagen. Dags dato åbner jeg bloggen ‘The Latebar‘, hvor jeg vil krudsedulle og skrible om stort og småt jeg oplever i musikkens fortryllende og ofte forførende verden.

Der vil optræde andre bloggere i “baren” – Således har Anne Mette Kærgaard sagt ja til at bidrage også, mens andre stadig masseres.

Musik har altid betydet meget for mig, og selvom jeg bestemt ikke selv er den store kunstner, har jeg siden jeg startede til dans som 6-7-årig haft smag for at lytte efter detaljer i musikken – Detaljer, der kan give den der *WOW*-fornemmelse, mange af jer sikkert kender. Én ting er, at noget musik er fedt. Men at kunne forklare hvorfor, er ind i mellem svært for mange (Jeg selv inklusive).

Den udfordring er nu taget op med ‘The Latebar‘.

Navnet ‘Latebar‘ stammer fra det britiske band Duran Durans debutsingle ‘Planet Earth‘, der blev udgivet 2. februar 1981. B-siden på singlen hed ‘Latebar’ – og er den dag i dag ukendt for stort set alle andre end virkeligt hardcore fans af bandet, der til gengæld har givet nummeret kultstatus.

‘Latebar’ som Duran Duran opførte den i London hos Sky Arts i januar 2009.

Jeg håber på at få nogle gode samtaler om musik, mere viden og forhåbentligt anbefalinger til flere store koncertoplevelser i fremtiden.

Jeg var umådeligt glad for, at kunne vise AM og Helena dette yndlingsted. Samtidigt var jeg også rørt af lykke over, at AM og Helena nu for første gang i de næsten 3 uger, vi har været ombord på Naveren, kunne forstå og se, hvordan det rigtigt er, at være med Naveren på togt.

Folk i Grenada er altid glade, snakkesaglige og imødekommende. Hvor man i Trinidad ind i mellem kan føle en snert af afsky eller afstand over for os europæere, er folk i Grenada altid glade, positive og særdeles snakkesaglige. Den caribiske dialekt af engelske er langt mere klangfuld og lettere forståelig og tilføjer landets i forvejen smukke indbyggere endnu mere skønhed.

En dags rundtur på øen gav et godt overblik over landets primære indtægtskilde (ud over krydstogt-turisme), krydderi- og frugtproduktion. Det er ikke tilfældigt, at Grenada kaldes ‘Spice Island’ eller ‘Muskatnøddens hjemland’. Og det endda selv om muskatnødden faktisk er importeret. Et væld af større eller mindre plantager over hele landet producerer alt fra kanel, kakao, vanille og muskat til sukker, papaya, mango, carambole og alskins citrusfrugter.

Her var Helena tydeligvis nok mest fascineret af kakao-produktionen. I børnehøjde må det også være verdens vigtigste frugt – Chokoladefrugten! Hun så i hvert fald ud til at nyde duften fra de soltørrede kerner, der lå på de kæmpestore fade uden for plantagens pakhus. 6-10 dages soltørring og så er det tid til ristning og maling – så har man verdens lækreste kakaopulver.

Et stop ved den gamle vulkan Grand Etang gav et fremragende og betagende indblik i, hvordan Grenada i sin tid er blevet til. En kæmpestor kratersø, omringet af tæt regnskov danner et næsten vartegn-agtigt scenarie for øen. Afrikanske slaver havde i sin tid Mona-aber med ombord på skiberne fra Østafrika. De lever nu vildt i skovene omkring Grand Etang og er frygteligt nysgerrige. De har forlængst fundet ud af, at turister køber frugt på bjerget og at frugt er let at nare fra turister, hvis man bare er en sød og charmerende abe.

At slutte dagen af på ‘The Carenage’ skal ligeledes anbefales. Overfor krydstogt-kajen findes et par promenade caféer, der laver fremragende ‘chicken wraps’ og den lækreste mangojuice. Her man man så samtidigt side og kigge misundeligt på de kæmpestore sejl- og motorbåde, der ankommer og tager del i smukke Grenada.

Med familien i hånden tog jeg dog imod invitationen til Preben Harris‘ opsætning af den legendariske historie ‘Skatteøen’ (Treasure Island) – oprindeligt af R.L. Stevenson – med musik af Sebastian (sidstnævnte er jeg kolo-kæmpe-fan af).

Med relativt afmålte forventninger satte jeg mig til rette og… *BOOOM* … Gik kanonen på scenen af – nærmest for at sige:

“Sæt dig ned, kæltring, og hold kæft med alt” (i 2 1/2 time).

Åbningsscenografi fra musicalen ‘Skatteøen (flickr)

Det var helt bogstavligt startskuddet til en forrygende aften med sang, musik og overraskende skuespil, hvor der tydeligvis var levet plads til, at skuespillerne selv kunne ‘lege’ med karaktererne. Og det havde de gjort flere steder!

Lars Bom tog sig med stor overbevisning af rollen som den et-benede pirat John Silver, mens Niels Weyde stilrent og med stor ironisk komedie tog sig af rollen som adelsmanden Trelawney. Størst (og meget fortjent) applaus modtog Troells Toya dog for sin performance som den stakkels Ben Gunn, der er blevet rablende gal af sit langvarige ophold på den øde ø, ‘Skatteøen’.

Et æstetisk højdepunkt (syn’s jeg) var, da Peter Pilegaard i rollen som piraten Israel Hands sang Peter Thorups og Sebastians fantastiske sang ‘Den flyvende hollænder‘. Ikke set bedre siden filmen ‘Pirates of the Caribbean’ fyldtes scenen med dragende Davy Jones-spøgelser (genfærd af afdøde sørøvere). En sang, der faktisk blev endnu bedre i hænderne på Pilegaard. Ærgeligt man ikke må have sit store spejlreflekskamera med i teateret. Scenen var bjergtagende!

Personligt fandt jeg den største fornøjelse i udførelsen af de enestående sange Sebastian har komponeret til musicalen for mange år siden. De originale versioner er indsunget af stjerner som Lars H.U.G., Steffen Brandt, Søs Fenger, Lis Sørensen, Annegrete, Allan Mortensen, Flemming ‘Bamse’ Jørgensen, Michael Falch med flere – navne det kan være svært at leve op til. Men også her syn’s jeg de medvirkende kunne gå fra scenen med stor selvtilfredshed. Igen må jeg fremhæve Troells Toya, der – selvom han byttede om på versene i Ostesangen – var på nippet til at få publikum i salen til at rejse sig af begejstring.

Der blev i hvert fald sunget med, kunne jeg høre

Lad mig til slut skyde et par champagnepropper efter de ansvarlige for scenografi og ikke mindst kostumerne… Wauw *thumbs up*

Jeg ved ikke, hvor længe Folketeateret fortsætter sin Danmarks turné med ‘Skatteøen’. Men har du mulighed for at komme ind at se dem, vil jeg for en gangs skyld anbefale en musicaltur i teateret.

Rollelisten tæller:
Lars Bom – John Silver
Sebastian Aagaard-Williams - Jim Hawkins
Torbjørn Hummel – Doktor Livesey
Niels Weyde – Godsejer Trelawney & Krogæst
Troells Toya – Ben Gunn, Toldinsp. Dance, Pirat, Spøgelse & Havnearb.
Mikkel Vadsholt – Bill Bones & Merry
Rasmus Haxen – Kapt. Smollett, Blind Pew, Kapt. Flint, Gentleman & Spøgelse
Peter Pilegaard – Israel Hands, Grey & Admiral Bradley
Kirsten Price – Mrs. Hawkins & Spøgelse
Søren Poppel – Harry, Krogæst, Pirat & Spøgelse
Gerard Carey Bidstrup – Sorte Hund, Anderson, Havnearb. & Spøgelse
Albert Bendix – Tjener Joyce, Krogæst, Spøgelse & Pirat
Stine Henriksen – Mrs. Sherry, Lucy & Spøgelse
Jesper Paasch Nielsen – Morgan, Hunter, Pirat, Spøgelse, Matros & Soldat
Jeff Mikki Schjerlund – Dick, Krogæst, Tyv, Spøgelse & Soldat

Syvstjerner og kanonild til Skatteøen. Den tror jeg ikke bliver meget bedre på dansk grund

NB: Jeg overhørte en samtale mellem personale og publikum i teateret om, hvorvidt Sebastians fantastiske musik til Skatteøen kunne købes eller ej – Det kan den bestemt ‘Skatteøen Soundtrack CD‘

Der er ikke skemalagt en række bestemte opgaver, jeg skal lave endnu. Stillingen er udviklet (og til sidst oprettet) on-the-fly, så at sige. Konkret indhold kommer vi til.

Vestas A/S har udvist stor interesse for god kommunikation med nye medier som web-tv, blogs og sociale medier. Det er klart en interesse, jeg deler, hvorfor jeg heller ikke tøvede mange sekunder med at sige “jotak!” til jobbet. Men det var bestemt ikke eneste gode grund til at tage jobbet.

Alene forløbet frem mod kontraktunderskrivelse har afsløret en særdeles omhyggelig, seriøs og professionel virksomhed, der heller ikke er bange for at tale om egne svage sider. Det har været et nøglekriterium for mig at finde en arbejdsplads med netop sådan en åbenhed og ærlighed kombineret med kompetence/handlekraft til at få ting til at ske og uddelegere ansvar.

Her tror jeg flere af de danske medievirksomheder kunne lære noget.

Men det er en helt anden historie

Foreløbigt ser jeg meget frem til at stævne ud for en ambitiøs og professionel ny arbejdsgiver, der samtidigt har et sympatisk og godt produkt.

Vestas vindmøller på Kreta.

En beslutning, der naturligvis signalerer en ambition om at nedbringe væksten i CO2 i atmosfæren. Politikerne er selv så begejstrede for beslutningen, at de rent glemmer at informere ordentligt om de negative sider, der er, ved at skifte glødepærerne ud med el-sparepærer.

Skal man tage cand.mag. Asger Liebst ord for pålydende, er der flere små og store nærmiljø-konsekvenser ved at bruge elsparepærer. Desuden en masse forholds- og hjemlige sikkerhedsforanstaltninger, man skal huske på, når man sætter elsparepæren op i eksempelvist børneværelset. Jeg er oprigtigt glad for, at Asger skriver om disse. Men omvendt kolossalt skuffet over, at politikerne ikke informerer mig tydeligt om disse vigtige fakta.

Asger Liebst skrev 1. september 2009 på KForum indlægget ‘Staten sparer vildt på kommunikation om sparepærer‘. Ifølge Asger har både Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen betænkeligheder ved sparepærerne. Mængden af kviksølv er åbenbart så stor, at hvis en sparepære bliver knust, skal der luftes godt ud i minimum 30 minutter, førend man igen opholder sig i rummet. Er pæren knust på/i et møbel, skal også dét hives ud til luftning i 30 minutter.

Også lysdæmpere kan have en hvis effekt på nogle af sparepærerne. Således forklarer Asger, at de skulle kunne forårsage brand.

Og hvad med udtjente pærer? Hvor mange danskere ved, at en sparepære fremover skal behandles som et cadmium-batteri – tages med på genbrugsstationen?

Disse ting ville jeg da gerne have at vide? Hvem ved at man skal kigge hos sundhedsstyrelsen, når man tager en ny elpære i brug?

Asger Liebst har derfor en rigtig god pointe! Hvorfor fortæller staten os ikke tydeligt og højtråbende i kampagner, hvordan vi skal håndtere nye kviksølvholdige produkter i vores hjem? Eller i det mindste… Hvorfor får vi ikke at vide, at elsparepærerne indeholder kviksølv?

Miljøstyrelsens råd ‘når sparepæren går itu‘ kan du finde på styrelsens eget websted. Men du skal jo vide, at du skal lede, ik’.

Hos Sundhedsstyrelsen anbefaler jeg på det kraftigste, man henter og læser de to PDF-dokumenter ‘Notat om brug af sparepærer‘ og ikke mindst ‘Notat om afskaffelse af sparepærer‘ (skulle nok have heddet ‘bortskaffelse’, men lad det nu ligge).

Philips EcoClassic30-pære, der p.t. er det bedste alternativ til de farverigere glødepærer. (foto: Philips.com)

Lad mig slutte af med endnu en gang at slå et slag for Phililps EcoClassic serie af Halogenpærer (se ovenfor). De kan købes hos Silvan, giver langt mere varmt og farverigt lys, de er overraskende billige OG…

Halogenpærer indeholder IKKE kviksølv

Tak til Karen Mardahl for linket til KForum og Asgers indlæg *thumbs up*

Det er en beslutning, der er truffet for at lave en CO2-besparelse. Men det er ikke nødvendigvis KUN af det gode. Man har nemlig forbudt glødepæren uden at have et ligeværdigt alternativ.

Som det fremgår af DR-P1′s ‘Orientering‘ d. 24. august 2009 – ‘Koldere lys forude‘ – så har el-sparepærerne markante mangler i forhold til den gamle glødepærerne.

Blandt andet er farvegengivelsen i el-sparepærerne meget ringere, end i de gamle glødepærer. Det betyder, ifølge lysekspert Lisbeth Mansfeld (der interviewes i ovennævnte udsendelse), at vores mad mister en del farve – tomater er eksempelvis ikke længere så røde. Da de fleste menneskers madoplevelser også indeholder et visuelt element, vil fornøjelsen ved et måltid omkring stuebordet forringes for mange mennesker.

Den ringe farverigdom i el-sparepærerne vil også få en betydning for nordboernes oplevelse af sig selv i spejlet – særligt om vinteren. Huden bliver nemlig markant mere grå og mat, da de små farvenuancer og konturer ikke kan gengives.

Også museerne har ytret stærke bekymringer om forbuddet mod de gamle glødepærer. Glødepærer indeholder et langt mere farverigt lys (1300 farver) end elsparepærerne (9 farver), hvilket markant vil forrige oplevelsen/farvegengivelsen på malerier og andre kunstværker. Til Kristeligt Dagblad udtaler museumsdirektør, Lars Kærulf Møller (Farvel til farverne på landets museer):

“En sparepære er reelt bare et sammenkrøllet lysstofrør, og det giver et langt dårligere lys end en klassisk glødepære, og jeg tror faktisk ikke, at man har gjort sig klart, hvor dårlig lyskvalitet man får ud af en sparepære.”

Man kan naturligvis diskutere, om ikke udledning af CO2 er vigtigere end røde tomater og grå hud på badeværelset. Men hvad EU-flertallet bag forbuddet måske ikke har tænkt på er, at mennesket har brug for lys. Jo rigere lys, des færre sygedage. Både krop og sjæl har brug for lys – helst sollys – for at trives og overleve. I de sydeuropæiske lande er man priviligeret med rigtig meget sollys. Det kniber derimod i Norden, hvor solen er helt eller delvist væk det meste af vinterhalvåret. Det ringe og meget fattige lys i el-sparepæren KAN – kort fortalt – få betydelige negative konsekvenser for livskvaliteten i særligt de nordiske lande.

I artiklen “Brug pæren” gennemgår Trine Jørgensen (med baggrund i bl.a. rapporten “Helbredseffekter fra indendørsbelysning” af cand.scient. Nikolaj Holtermann) hvorledes lyset påvirker os. Hun skriver blandt andet:

“Det er lige så vigtigt med ordentligt lys, som det er med god, nærende mad. De senere år har forskning belyst, hvordan mange mennesker lider ikke blot af fejlernæring, men også af fejlbelysning.”

Trine Jørgensen arbejder meget med fuldspektrumlys, som det, der kommer fra solen. Hun bruger bl.a. eksempler på, hvordan udskiftning af farve- og energifattigt lys til fuldspektrumlys i skoler i USA har forbedret ikke bare elevernes præstationer, men også deres sundhed.

Slutteligt – El-sparepærer indeholder kviksølv. Det gør glødepæren ikke. Hvilken pære sætter du op i børneværelset?

Kære EU – vi skal bruge et energirigtigt alternativ med fuldspektrumlys og uden kviksølv før vi fjerner glødepæren. Det må være et minimumskrav!

I Danmark vil et totalt skifte til elpærer blot nedsætte CO2-emissionen med sølle 7%. Hvor meget flere vinterdepressioner, indlæringsvanskeligheder hos børn og ringere livskvalitet m.v. modsat kommer til at koste, ved vi først om nogle år.

Men på et tidspunkt – jeg husker ikke helt hvornår – begyndte jeg, at følge den royale ‘nyhedsstrøm’ lidt tættere. Jeg læste lidt i de kulørte blade og diverse formiddagsaviser og så også lidt TV. Uden at ville hænge nogen bestemt journalist eller noget bestemt medie ud må jeg sige, at det er ret fantatisk, at så i grunden få og små historier kan slåes så stort op på så mange forskellige måder.

Første gang jeg rigtig studsede over det, var i 2006, da DSB-magasinet ‘Ud&Se‘ (side 16ff) bragte et særdeles godt skrevet interview (af Kristian Ditlev Jensen) med Prinsen. Heri fornam man hverken arrogance, misundelse eller humørforladt kølighed. Faktisk fik man et usædvanligt sjældent billede af en mand, der både er jovial, humørfyldt, lun og faktisk ydmyg – ikke mindst overfor folk, der er anderledes, end han selv.

Få dage senere så jeg til min store, store forbavselse, at Ekstrabladet havde ‘sakset’ historien totalt. I en bi-sætning i Ud&Se-interviewet fortalte HKH Prinsegemalen, at han på en rejse til Fjernøsten faktisk blev tilbudt hund til en middag. Han blev naturligvis spurgt om, hvorledes det smagte – hvilket han høfligt svarede på. Det var i Ekstrabladet blevet til historien: “Prins Henrik spiser hund“. Det indledes med det lidet manipulerende:

“Der er ikke noget at sige til, at prins Henriks gravhund Evita for nylig måtte opereres for mavesår. Det kan nemlig godt forårsage en seriøs omgang stress for en lille hund at have en ejer, som ynder at sætte sine kongelige tænder i vovsekød”.

Jeg skal ikke kommentere på Ekstrabladets mulige tyveri af Ud&Se’s interview her. Blot konstaterere, at det ikke er så underligt, at danskerne får et dårligt billede af HKH Prinsen, når store dagblade – uden overhovedet at have talt med omtalte person – bringer så fejlbehæftet omtale, blot for at anspore nid og afstandstagen hos flest mulige læsere.

I dagens trykte udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten fortæller journalist Kristian Ditlev Jensen om den sande historie om mødet med Prinsegemalen. Og i går (onsdag d. 10. juni) blev anden journalist, Trine Larsen, interviewet om SIT møde med Prins Henrik. Begge beskriver en velformuleret, lun og intellektuel mand, der faktisk ikke bekymrer sig om rangfølge eller hundespisning, men meget om sin familie og de nære ting.

Så er det jeg tænker… Mon ikke de personer, der HAR mødt HKH Prins Henrik, bedst ved, hvordan han er. Er det mest sandsynlige i grunden ikke, at dagens 75-års fødselar er en dybt sympatisk og højst misforstået mand, hvis største synd er, at han taler dansk med let fransk accent? Måske er det faktisk os danskere, der er arrogante og selvhøjtidelige.

Jeg håber, at jeg får muligheden for at møde HKH Prins Henrik i virkeligheden en dag. Jeg er sikker på, at mine journalistkolleger Trine og Kristian er tættere på sandheden om Danmarks franske prins, end den almindelige dansker, der har dannet sin mening udfra det, han/hun har læst i eksempelvis Ekstrabladet.

Indtil da, kan jeg kun sige:

Deres Kongelige Højhed – Stort tillykke med de 75 år

Fakta: Kongehuset koster Danmark 93 mio. kroner om året. Herudaf skal kongehuset selv finansiere flere besøg samt rejser vedligehold af interiør m.m. Et lille beløb i forhold til det Dansk Industri vurderer, at dansk erhvervsliv tjener på Kongehusets repræsentation af Danmark i udlandet – for ikke at tale om værdien for danske nødhjælpsorganisationer m.v. Til sammenlægning koster Hjemmeværnet 430 mio. kroner årligt. Kirkeministeriets budget lyder på knapt 900 mio. (796 mio. alene til folkekirken) i 2009. Danske museer får over 1 mia. i 2009, mens danske musikere og forfattere samlet modtager 770 mio. kroner i personlig støtte i 2009. Blot for at slå fast – det er IKKE dyrt at have et kongehus med to gravhunde, en hestevogn og et par Bentley’er.

Hos det amerikanske flyselskab Southwest Airlines har fly-steward David Holmes valgt at peppe den sædvanlige og i øvrigt ofte dødsyge gennemgang af sikkerhedsprocedurer lidt op.

I bedste web2.0 stil har han valgt at inddrage og engagere brugerne – i dette tilfælde passagererne – i den lovpligtige gennemgang af sikkerheden inden afgang.

Det er simpelthen til et gammeldaws 13-tal

Steward David Holmes rapper sig gennem sikkerhedsproceduren.

Tak til Jyllands-Posten for hintet.

- CNN har lavet et lille indslag om David Holmes.
- Også Viralblog har blogget om Southwest.