Arkiv for januar 2010

Tre gaster afmønstrer Naveren i utide

tirsdag, 12. januar 2010

Det er med stor ærgerlse og nedslået sind, at Anne Mette, Helena og jeg har valgt at forlade det gode skib Naveren på øen Bonaire, én af de hollandske antiller i det sydlige Caribien.

Som læsere af denne blog vil vide, har Naveren været ramt af talrige uheld og forsinkelser, der igen har ført til stress, uenigheder og ind i mellem også åbne skænderier ombord.

I starten af turen betalte vi – med vore arbejdskraft – for den manglende/forsinkede projektstyring af renoveringen af Naveren. Et projekt, der har varet mere end 8 måneder, og som stensikkert har givet Naverens ejere en masse flere grå hår i hovedet.

Til slut betaler vi prisen igen, fordi de tabte sejldage SKAL indhentes inden Panama. Det betyder, at skibet skal forcere igennem det teknisk og vejrmæssigt sværeste farvand i det Caribiske Hav. Farvandet ud for Colombias kyst, ned til Cartageña, er ofte præget af kraftige faldvinde fra bjergene samt vindhastigheder på op til 30 knob med deraf følgende bølgedannelse. Som sejlplanen er d.d., bliver der blot to dages hvil i Cartageña og to dages hvil på de eksotiske San Blas-øer ved Panamas kyst.

Det har vi valgt at sige ‘Nej tak’ til. Vi er i forvejen totalt udmattede af omstændighederne ombord – beskrevet i tidligere blogposter. At skulle sejle ræs det sidste stykke ville være en særdeles begrænset fornøjelse for os. Desuden fornemmer vi, at den største hindring for at holde sejlplanen – eller sagt på en anden måde – det største hensyn, der nu skal tages, er til os og lille Helena. Vi ønsker ikke, at være ‘det svage led’ eller en potentiel årsag til yderligere frustrationer, hvorfor beslutningen om at stige af egentlig ikke er svær.

Det ændrer dog ikke på, at vi er skuffede, desillusionerede og kede af det mere end ord kan beskrive. Vores drøm er knust, og et halvt års forberedelser er sænket i det Caribiske Hav. Der er blevet grædt tårer og svoret eder og forbandelser – men nu er der ikke mere tilbage.

Vi trængte til en god lang ferie for at komme til hægterne efter et turbulent 2009 – vi trænger stadig til en god lang ferie :-(

Så nu kommer vi hjem.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Krydderier, perler og frække aber i tropeparadiset Grenada

onsdag, 6. januar 2010

Grenada er et af mine yndlingssteder på vores lille planet. Skulle jeg frit kunne vælge et sted at bo uden for Danmark, ville det så afgjort være her. Jeg var her i marts 2009 første gang – og den lille østat levede fuldt og helt op til forventningerne endnu en gang.

Jeg var umådeligt glad for, at kunne vise AM og Helena dette yndlingsted. Samtidigt var jeg også rørt af lykke over, at AM og Helena nu for første gang i de næsten 3 uger, vi har været ombord på Naveren, kunne forstå og se, hvordan det rigtigt er, at være med Naveren på togt.

Folk i Grenada er altid glade, snakkesaglige og imødekommende. Hvor man i Trinidad ind i mellem kan føle en snert af afsky eller afstand over for os europæere, er folk i Grenada altid glade, positive og særdeles snakkesaglige. Den caribiske dialekt af engelske er langt mere klangfuld og lettere forståelig og tilføjer landets i forvejen smukke indbyggere endnu mere skønhed.

En dags rundtur på øen gav et godt overblik over landets primære indtægtskilde (ud over krydstogt-turisme), krydderi- og frugtproduktion. Det er ikke tilfældigt, at Grenada kaldes ‘Spice Island’ eller ‘Muskatnøddens hjemland’. Og det endda selv om muskatnødden faktisk er importeret. Et væld af større eller mindre plantager over hele landet producerer alt fra kanel, kakao, vanille og muskat til sukker, papaya, mango, carambole og alskins citrusfrugter.

Her var Helena tydeligvis nok mest fascineret af kakao-produktionen. I børnehøjde må det også være verdens vigtigste frugt – Chokoladefrugten! Hun så i hvert fald ud til at nyde duften fra de soltørrede kerner, der lå på de kæmpestore fade uden for plantagens pakhus. 6-10 dages soltørring og så er det tid til ristning og maling – så har man verdens lækreste kakaopulver.

Et stop ved den gamle vulkan Grand Etang gav et fremragende og betagende indblik i, hvordan Grenada i sin tid er blevet til. En kæmpestor kratersø, omringet af tæt regnskov danner et næsten vartegn-agtigt scenarie for øen. Afrikanske slaver havde i sin tid Mona-aber med ombord på skiberne fra Østafrika. De lever nu vildt i skovene omkring Grand Etang og er frygteligt nysgerrige. De har forlængst fundet ud af, at turister køber frugt på bjerget og at frugt er let at nare fra turister, hvis man bare er en sød og charmerende abe.

At slutte dagen af på ‘The Carenage’ skal ligeledes anbefales. Overfor krydstogt-kajen findes et par promenade caféer, der laver fremragende ‘chicken wraps’ og den lækreste mangojuice. Her man man så samtidigt side og kigge misundeligt på de kæmpestore sejl- og motorbåde, der ankommer og tager del i smukke Grenada.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather