Printervenlig version

Defekt redningsflåde selvudløste til søs på Naveren

Det er næsten ikke til at tro det. Men det gode skib Naveren synes at afprøve alle ikke-fatale uheld, man kan forestille sig.

Læsere af denne blog vil vide, at Naveren p.t. ligger i Power Boats Marina, hvorfra den skulle være afsejlet den 12. december 2009. Den ultrakorte udgave af historien er, at det gør den stadigvæk.

Efter en række dage med hårdt fysisk arbejde og diverse nedture, uheld og utilpassede raserianfald (det sidste stod jeg selv for – jeg har pænt sagt undskyld), var vi endeligt klar. Vi trak os stille og roligt baglæns fra kaj, tog en runde i bugten og lagde til ved tanken for at få diesel på. 1000 liter som supplement til de 600, der allerede var i tanken, gav en fuld tank.

Kort forinden havde Stig og Peter konstateret knas med furlex’en til genoasejlet (Det forreste store sejl på Naveren). Den var ligesom gået i baglås. Efter en del baksen og et telefonopkald til Power Boats rigger, svenske Jonas, besluttede de to, sammen med Michele, at de selv kunne udbedre furlex’en senere – Nu ville de bare afsted mod Grenada. Og det kom vi… Men….

Michele ved redningsflåden
Michele der mistroisk studerer den aktiverede redningsflåde (flickr)

Efter en lille times sejlads lød pludseligt et kæmpebrag på dækket. Med bankende hjerter stod en totalt statisk besætning og så den ny-servicerede redningsflåde puste sig op – på dækket under bommen. Et surrealistisk øjeblik i alles sejlerhistorie. Anne Mette beskrev blikket hos alle som ‘Viasat-havenisse-agtigt’. Sådan lidt: “Det skete så bare ik’ det der!“.

Men det gjorde det!

Frokostholdet, Stig og Laila, kom op nedefra kabyssen, da de troede, at bommen var faldet ned. Jeg skal sjældent glemme den ellers så rutinerede sejler Stigs ansigtsudtryk, da han fra trappen i cockpittet skuede frem mod flåden, der nu sad solidt fast under bommen.

Reaktionen blev en slags aktiv resignation. Folk var faktisk i stand til at trække på smilebåndet. Vi har jo nu været så meget knokkel igennem med skibet, at det sidste vi manglede faktisk var, at det superusandsynlige – at en ny-synet redningsflåde aktiverede sig selv på et knastørt dæk.

Men også denne ironiske munterhed skulle hurtigt blive straffet. Skipper Mona foreslog, at nu da watermakeren alligevel havde kørt en times tid, så skulle vi kigge i vandtankene for at tilse, at alt nu kørte på den front. Surprise, surprise…

Mona og jeg løftede dørken i salonen og den første del af kabyssen. Vantro kiggede vi ned – så på hinanden… og så ned igen. De åbne rum under dørken ind mod kabyssen sejlede som i et badekar. Mona lagde sig på alle fire og stak hånden ned i væsken og konstaterede straks, at substansen var diesel. Hun løftede hånden op for at lade mig bekræfte. Den var desværre god nok. Det var diesel – og masser af den. I alt seks dørksrum var halvfyldte med de dyre dråber.

Alt blev slukket i en fart, da vi i første omgang ikke var sikre på, hvad der var i forbindelse med dieselen og på hvor meget diesel, der i grunden var løbet ud i skroget.

Derefter rådslagning i cockpittet.

Flere foreslag var i spil. Nogle foreslog bare at pumpe de vel 150 liter diesel i havet. Men det faktum, at vi lå mindre end 100m fra land, afgjorde hurtigt den sag (desuden er Naverfolk miljøbevidste, så – case closed). Enden blev, at vi med håndkraft øste den spildte olie på skibets tomme vanddunke. De øverste/første liter olie kunne gå tilbage i tanken, mens de sidste blev i dunkene.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så beskidt på en ferierejse. Selvom sejlerfolk altid skal holde sig parate til hvad som helst, så havde jeg ikke troet, at jeg skulle bade i diesel under dæk i 35 fugtige tropiske varmegrader. Hatten af for Michele, Mona og Tad, der tog størsteparten af den ‘beskidte’ indsats og havde armene begravet i den mørke stads i over en time.

Det viste sig, at der under dørken er en lille hane, hvor man kan tappe bundslatten i dieseltanken, så man kan se, hvor meget snavs og urenheder, der er i den. I grunden jo meget smart, hvis ikke det var fordi, hanen var så let at puffe til, når man gør rent under dørken.

Skipper tog selv tjansen med at få vasket helt rent under dørken. Men alt under dæk lugtede nu pænt fælt af diesel.

Viking redningsflåde
Ét styk nyserviceret Viking redningsflåde (flickr)

Kort efter blev der meldt klart skib og kursen blev sat “hjem” til Power Boats med en flot oppustet redningsflåde på dækket. Stemningen var paradoksalt nok relativt god – forstået på den måde, at den sorte galgenhumor fik lov at dække over frustrationer så dybe, at ord alligevel ikke kunne beskrive situationen, vi nu sad i. Ingen turde tro på, at man den 22. december om aftenen kunne nå at få en ny flåde ombord inden juleaften. Udsigten til at skulle holde jul på et lukket bådværft huede ingen ombord. Det var IKKE det vi kom for!

Da vi kom hjem, gik AM på hotellet henne ad vejen og bookede et værelse til hende, Helena og jeg for natten. Luften i kahytterne var stadig for tyk af dieseldampene. Michele, Peter og Tad sov med åbne koøjer i stævnkahytterne. Skipper sov i sin, mens resten sov på dækket. Stig og Laila valgte at sove i redningsflåden. For som Stig sagde: “Det er formentlig første og sidste gang, vi nogensinde får den mulighed“.

Lad os for alt i verden håbe, at han får ret i det :-)

Helena ved Naverens ror
Helena styrer Naveren med sikker hånd (flickr)


Let Google translate to english

Tags: ,

Skriv en kommentar


Mød mig på TwitterDel på FacebookDel på Google PlusSe min Linkedin-profilFølg mit Feed