Arkiv for december 2009

Naveren stod endeligt til søs – Grenada i sigte

tirsdag, 29. december 2009

19 timer og 20 minutter. Så lang tid tog det, fra vi forlod Power Boats Marina, til vi anløb havnen i St. George i den lille østat, Grenada, 80 sømil nord for Trinidad.

Endelig, endelig lykkedes det, at komme ud at sejle. Det vi havde drømt om, så nu endeligt ud til at skulle lykkes. Og for at det ikke skal være løgn fulgte en gruppe delfiner os på på vej fra Trinidad, som for at ønske os god rejse.

Og det blev en god tur. Det bedst tænkelige sejlervejr, hvis man er nybegynder og måske ikke helt er klar til de store oceaner.

Der har har ugen igennem været snakket meget om piratangebet på sejlskibet Triton (tror jeg det var). Så vi valgte at sejle en lille omvej til Grenada og ikke sejler af den såkaldte ‘Rumline’. Vi fulgtes med den finsk/schweiziske båd Nicome nogle timer nordøst på mod Tobago. Derefter vendte vi stævnen nordpå og lod stjerner og måneskin guide os.

For at skabe så lidt opmærksomhed, som muligt sejlede vi undtagelsesvist uden lanterner og andet lys. Da månelyset forsvandt ud på hundevagten, krævede det lige lidt ekstra koncentration fra Peter og jeg, da afstanden til Nicome blev lidt sværere at se. Men det lykkedes også at holde trit, og den schweiziske skipper lå fint til bagbord, da solen stod op.

Lille Helena sov det meste af turen. Hun blev en smule søsyg – knækkede sig i en spand, men faldt så i dyb søvn. Men som kræfterne ebbede ud på de sene timer, blev også AM en smule sløj. Dog ikke mere, end hun kunne sove sig fra.

Nu venter et par afslapningsdage på ét af de smukkeste steder i verden. Humøret har fået et tiltrængt løft, og man begynder at tro på, at det eventyr, vi kom for at opleve, bliver mere end en blot en drøm.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Naveren synes endeligt at være sejlklar

søndag, 27. december 2009

Så er der endeligt godt nyt fra Naver-besætningen i Trinidad. Efter tre uger, hvor uheld og forsinkelser bare har regnet ned over den efterhånden hårdtprøvede og lettere nedslidte besætning, forløb dagens prøvesejlads rundt om den nært beliggende ø Gaspar Grande så godt som problemfrit.

Alle holdt næsten vejret og turde ikke tro, at der ikke var noget, som sprang eller gik i stykker. Men alt blev, hvor det var. Storsejlet blev sat og klyveren rullet ud og Naveren sprang afsted med 7 knob, mens yngstegasten, Helana, hvinede af fryd. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, med en klump i halsen – og det var IKKE søsyge!

Brede smil ombord på Naveren
Brede smil ombord på Naveren. Dagens test-sejlads gik problemfrit (flickr)

Efter en times tid fik vi tag’et (vendt op i vinden) og efter endnu en lille time taget sejl ned igen. Klyveren skulle lige have lidt hjælp, bevars, mens besætningen fik øvet sig i de rette placeringer på henholdsvis dæk og i cockpit. Så godt som en 100% succes blev afsluttet med tre springende delfiner foran stævnen.

DÉT er den Naveren, jeg kan huske. Sådan skal det sgu være. Men det har også kostet – både i likvid kapital og i talløse timers flid og hårdt arbejde. Ikke mindst fra Skipper Mona, der for få døgn siden var ved at kunne ane sin drøm kuldsejle, da besætningens medlemmer overvejede at afmønstre.

Nu afventer vi blot vejrmeldingen i morgen søndag. Er den god, så sejler vi. Er den dårlig, er det bestemt også o.k. at blive i havn.

Nu VED vi, at ‘damen’ fra Århus kan sejle :-)

En træt Helena på Naveren
En træt yngste-gast, Helena, er faldet i søvn i Naverens cockpit (flickr)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Sumpen er bundløs i Naveren

lørdag, 26. december 2009

Med fare for læserne af denne blog begynder at kede sig, kommer her endnu en træls post om det (ellers) gode skib, Naveren af Århus.

Vi har nu ikke længere styr på, hvor mange afsejlings-datoer, vi har haft. To reelle afsejlinger er det blevet til – én hvor vi nær var havareret inde i havnen, da vi mistede styreevnen pga. manglende gearolie – en anden, hvor vi var nået en time ud, hvorefter redningsflåden pustede sig op OG vi fandt cirka 150 liter fritflydende diesel under dørken i salonen.

I går skulle vi så afsted igen. Vi havde planlagt at sejle i en konvoj til Grenada, da der mandag havde været et grimt piratangreb på SY Triton (tror jeg det var) – 40 sømil nord for Trinidad. Alle skibe var klar – alle sejlede af … Eller.. Nåååh nej, ikke Naveren.

Sumpen i bunden af Naveren
Sumpen ombord på Naveren var utæt, så dieselen piplede ind (flickr)

Michele, vores italienske gast, konstaterede – endnu en gang totalt tilfældigt – at der var diesel i endnu et rum under dørken i salonen. Humøret hos alle var endnu en gang i frit fald. Som Stig sagde:

“Vi græder alle sammen. Nogle af os inden i – men vi græder”.

Først håbede vi, at det bare var et rum, vi havde overset fra forleden. Statistisk set, troede ingen alligevel på, at vi kunne være så heldige. Og det var vi da heller ikke.

Sumpen, det absolut nederste sted under dørken, var synderen. Den var utæt! Det var ikke blevet opdaget tidligere, da den sandsynligvis IKKE havde været en del af trykprøvningen af det øvrige dieselsystem. Sumpen står så at sige nede i dieseltanken, og da de yderste tanke ligger højere end sumpen, kræver det ikke den store fysikeksamen at regne ud, hvad trykket fra de fleste af de 1600 liter diesel ville skabe – en stor svømmepøl af diesel under dørken med massivemængder af giftige dieseldampe til følge.

Endnu en gang må vi tage hatten af for de venner og kontakter Skipper Mona har opbygget i sine 8 måneder herude. Inden for en times tid, havde hun fået fat i Shawn, der ville komme ud lørdag morgen med sin store pumpe og trække 1000 liter diesel ud af vore tanke, og Justin og hans svejseapparat ville være klar til middag for at svejse den fordømte sump. Fornemt på en lørdag at udvise sådan en arbejdsiver – Bravo!

Sumpen ved pumpen
Sumpen ved pumpen op dækket af Naveren (flickr)

Nu er der så bare at håbe:

1) At Justin kan sit kram og sumpen nu er tæt
2) At der ikke er flere lækager rundt om
3) At vi kan komme af med vores diesellugt under dækket, så vi kan sove i kahytterne.
4) At vi kan komme afsted inden det varslede uvejr om 4 dage.

Vi skiftes til at kollapse. I går gik Knud Erik ind for at se, om han kunne komme med en færge til Grenada. Stig og Laila var klar til at tage det første fly hjem, og vi selv er i gang med at finde ud af, hvad vores muligheder er med forsikringen derhjemme. Skal vi/kan vi rejse hjem og få en del af vores tabte rejse betalt? Vi har alle tre tudet lidt her til formiddag – det er en supersvær beslutning at aflyse sin store drøm!

Slutteligt kan vi godt se på Skipper Mona, at hvis vi alle rejser hjem, så lider hendes drøm om et Navertogt bogstavligt talt skibbrud, da hun jo ikke så godt kan sejle Naveren alene. Det syn’s vi alle sammen også er smadder synd for hende, da hun jo har knoklet med den 800.000 kr. dyre restaurering i 8 måneder. Selv skippere trænger til skulderklap ind i mellem.

Vi ved p.t. lidt – men tør ikke sige noget med sikkerhed. Jeg tror personligt aldrig, jeg har følt hjemvé før. Til jer, der kender til det, vil jeg bare sige:

“Nu ved jeg, hvordan I har det!”

Hvis jeg nogensinde ser Grenada igen, så tror jeg, at jeg fælder en tåre mere.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Defekt redningsflåde selvudløste til søs på Naveren

tirsdag, 22. december 2009

Det er næsten ikke til at tro det. Men det gode skib Naveren synes at afprøve alle ikke-fatale uheld, man kan forestille sig.

Læsere af denne blog vil vide, at Naveren p.t. ligger i Power Boats Marina, hvorfra den skulle være afsejlet den 12. december 2009. Den ultrakorte udgave af historien er, at det gør den stadigvæk.

Efter en række dage med hårdt fysisk arbejde og diverse nedture, uheld og utilpassede raserianfald (det sidste stod jeg selv for – jeg har pænt sagt undskyld), var vi endeligt klar. Vi trak os stille og roligt baglæns fra kaj, tog en runde i bugten og lagde til ved tanken for at få diesel på. 1000 liter som supplement til de 600, der allerede var i tanken, gav en fuld tank.

Kort forinden havde Stig og Peter konstateret knas med furlex’en til genoasejlet (Det forreste store sejl på Naveren). Den var ligesom gået i baglås. Efter en del baksen og et telefonopkald til Power Boats rigger, svenske Jonas, besluttede de to, sammen med Michele, at de selv kunne udbedre furlex’en senere – Nu ville de bare afsted mod Grenada. Og det kom vi… Men….

Michele ved redningsflåden
Michele der mistroisk studerer den aktiverede redningsflåde (flickr)

Efter en lille times sejlads lød pludseligt et kæmpebrag på dækket. Med bankende hjerter stod en totalt statisk besætning og så den ny-servicerede redningsflåde puste sig op – på dækket under bommen. Et surrealistisk øjeblik i alles sejlerhistorie. Anne Mette beskrev blikket hos alle som ‘Viasat-havenisse-agtigt’. Sådan lidt: “Det skete så bare ik’ det der!“.

Men det gjorde det!

Frokostholdet, Stig og Laila, kom op nedefra kabyssen, da de troede, at bommen var faldet ned. Jeg skal sjældent glemme den ellers så rutinerede sejler Stigs ansigtsudtryk, da han fra trappen i cockpittet skuede frem mod flåden, der nu sad solidt fast under bommen.

Reaktionen blev en slags aktiv resignation. Folk var faktisk i stand til at trække på smilebåndet. Vi har jo nu været så meget knokkel igennem med skibet, at det sidste vi manglede faktisk var, at det superusandsynlige – at en ny-synet redningsflåde aktiverede sig selv på et knastørt dæk.

Men også denne ironiske munterhed skulle hurtigt blive straffet. Skipper Mona foreslog, at nu da watermakeren alligevel havde kørt en times tid, så skulle vi kigge i vandtankene for at tilse, at alt nu kørte på den front. Surprise, surprise…

Mona og jeg løftede dørken i salonen og den første del af kabyssen. Vantro kiggede vi ned – så på hinanden… og så ned igen. De åbne rum under dørken ind mod kabyssen sejlede som i et badekar. Mona lagde sig på alle fire og stak hånden ned i væsken og konstaterede straks, at substansen var diesel. Hun løftede hånden op for at lade mig bekræfte. Den var desværre god nok. Det var diesel – og masser af den. I alt seks dørksrum var halvfyldte med de dyre dråber.

Alt blev slukket i en fart, da vi i første omgang ikke var sikre på, hvad der var i forbindelse med dieselen og på hvor meget diesel, der i grunden var løbet ud i skroget.

Derefter rådslagning i cockpittet.

Flere foreslag var i spil. Nogle foreslog bare at pumpe de vel 150 liter diesel i havet. Men det faktum, at vi lå mindre end 100m fra land, afgjorde hurtigt den sag (desuden er Naverfolk miljøbevidste, så – case closed). Enden blev, at vi med håndkraft øste den spildte olie på skibets tomme vanddunke. De øverste/første liter olie kunne gå tilbage i tanken, mens de sidste blev i dunkene.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så beskidt på en ferierejse. Selvom sejlerfolk altid skal holde sig parate til hvad som helst, så havde jeg ikke troet, at jeg skulle bade i diesel under dæk i 35 fugtige tropiske varmegrader. Hatten af for Michele, Mona og Tad, der tog størsteparten af den ‘beskidte’ indsats og havde armene begravet i den mørke stads i over en time.

Det viste sig, at der under dørken er en lille hane, hvor man kan tappe bundslatten i dieseltanken, så man kan se, hvor meget snavs og urenheder, der er i den. I grunden jo meget smart, hvis ikke det var fordi, hanen var så let at puffe til, når man gør rent under dørken.

Skipper tog selv tjansen med at få vasket helt rent under dørken. Men alt under dæk lugtede nu pænt fælt af diesel.

Viking redningsflåde
Ét styk nyserviceret Viking redningsflåde (flickr)

Kort efter blev der meldt klart skib og kursen blev sat “hjem” til Power Boats med en flot oppustet redningsflåde på dækket. Stemningen var paradoksalt nok relativt god – forstået på den måde, at den sorte galgenhumor fik lov at dække over frustrationer så dybe, at ord alligevel ikke kunne beskrive situationen, vi nu sad i. Ingen turde tro på, at man den 22. december om aftenen kunne nå at få en ny flåde ombord inden juleaften. Udsigten til at skulle holde jul på et lukket bådværft huede ingen ombord. Det var IKKE det vi kom for!

Da vi kom hjem, gik AM på hotellet henne ad vejen og bookede et værelse til hende, Helena og jeg for natten. Luften i kahytterne var stadig for tyk af dieseldampene. Michele, Peter og Tad sov med åbne koøjer i stævnkahytterne. Skipper sov i sin, mens resten sov på dækket. Stig og Laila valgte at sove i redningsflåden. For som Stig sagde: “Det er formentlig første og sidste gang, vi nogensinde får den mulighed“.

Lad os for alt i verden håbe, at han får ret i det :-)

Helena ved Naverens ror
Helena styrer Naveren med sikker hånd (flickr)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Naveren stod til søs… Næsten!

tirsdag, 22. december 2009

Måske er forbandelsen, at vi bliver ved med at sætte afsejlingsdatoer?! Det der med faste planer på datoer og klokkeslet passer jo slet ikke til kulturen herovre.

Som da jeg lørdag aftalte med den sureste, gamle dykkercenterejer med det tvivlsomme navn ‘Rocky’, at vi skulle mødes mandag morgen kl. 10:00 for at tilse ventilen på én af vores dykkerflasker. Han bad mig udtrykkeligt komme kl. 10, da han ellers ikke ville kunne nå at skifte ventilen på den iøvrigt tomme, nyligt trykprøvede flaske.

Da klokken blev 11:00, fik jeg pigen i nabobutikken til at ringe hjem til ham. Hun fik fat i Rockys hustru (stakkels kvinde), der kunne fortælle, at Rocky skam stadig stod i bruseren. Så sejlede jeg tilbage til Naveren med gummibåden. Sådan er Trinidad også – der er ingen grund til at blive olm over det. Sådan er det bare!

Anyway, alle – selv Skipper Mona – havde lovet og svoret, at vi ville sejle mandag. Og som nævnt i indledningen lykkedes det også at få skibet fra kaj… Knapt 2 bådslængder.

Her gik alvoren op for de fleste ombord. Skruen trak ikke længere. Vi var faktisk ikke længere i stand til at styre skibet, da over 30 tons stålskib ikke let lader sig påvirke af årer fra en gummibåd.

På én eller anden måde føles det lidt som at springe i faldskærm med den præmis, at du springer først og får skærmen udleveret bagefter. Det kan godt lade sig gøre, men det er en anelse for spændende, hvis du spøger mig.

Vindretningen drev os langs marinaen med kurs mod en stor katamaran og ind på lavt vand. 52 fods sejlbåd passer sjældent ind nogen steder, når den kommer drivende sidelæns i havn. Heldigvis var vores fendere ikke pakket ned endnu, så de hurtigt var klar til at tage fra, da vi ramte bådebroen som det første. Derefter fulgte katamaranen og til sidst en fortøjningspæl, der var en håndsbredde fra roret.

Michele strøg i vandet med en tovende, han hurtigt fik fikseret på en pullert på land. Den måtte strammes og slækkes en del gange for i det mindste at få Naveren til at ligge stille.

Men det lykkedes – Naveren fik ikke én skramme. Micheles ben blødte, men ellers var alle uskadte. Men som stressen dampede af, indfandt realiteterne sig. Endnu en mega-skuffelse med Naveren var en realitet. Hvis ikke motoren fungerer, sejler skibet ingensteder.

Planen blev at prøve at trække Naveren tilbage på den kajplads, vi lå på ved afsejlingen. Jeg sprang i gummibåden med Michele, der holdt rebet, og så sejlede vi mod fortøjningspælen 50m væk. Men heller ikke det skulle lykkes i første hug. I et splitsekund var vi uopmærksomme. Vi forsøgte at få rebet på den anden side af gummibåden, hvilket slækkede det en smule. Jeg tror de fleste, der har sejlet kender lyden af en skrue, de møder anden modstand en vand – i dette tilfælde et stykke tovværk. Skuffelsen over ligefrem at være medvirkende årsag til, at materiellet ikke virker var ubærlig. Humøret ramte et absolut nulpunkt.

Praktisk kom en argentisk sejler os hurtig til undsætning og hjalp med at få rebet på plads omkring pælen. Herfra var det VM i tovtrækning. Om vi vandt eller ej, ved jeg ikke rigtigt. Men i løbet af en lille halv time var skibet på plads ved kajen igen. Alle lettede… men nogle af os en knivsæg fra at pakke kufferterne og tage hjem.

Jeg har aldrig nogensinde været så træt, så skuffet, haft så mange myggestik, så ondt i den øverste del af ryggen, sovet så dårligt og sidst men ikke mindst været så ked af, at have lokket andre med på tur, med så mange brudte løfter.

Denne Navertur har på intet punkt levet op til fortællingerne om den tur, jeg var med på i marts 2009 med Skipper Lars Kabel. Men den har faktisk nu varet lige så længe. Dengang nåede vi både at se Grenada, de sydlige Grenadinere og Tobago. Det er ikke til at bære at tænke på nu.

Naveren ligger endnu ved kaj. Det vidste sig, at der blot manglede gearolie. Så der er altså intet galt med skibet. Jeg har kun ringe forhåbninger om, at vi kommer afsted på denne side af jul. Alligevel drømmer jeg om, at min næste blogpost bliver fra Grenada.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Forsinkelser skaber dårlig stemning på Naveren

søndag, 20. december 2009

Det lyder som en af TV2’s og DR’s evige repriser – Men Naveren er løbet i nye forsinkelser. Efter to dage, hvor vi ikke har kunnet lave det store, fordi de lokale håndværkere skulle arbejde færdig, kunne vi torsdag konstatere:

1) at håndværkerne stadig ikke var HELT færdige
2) at vi havde myggelarver og andet uidentificérbart i vore drikkevandstanke (6x 100 liter).

Begge dele krævede resolut handling og for sidstnævntes part en betragtelig oprensning.

Desuden bliver skibet ved med at overraske os med fejl og mangler. Eksempelvis har nogle af Naverens tidligere sejlere sprængt udhalet til genoa-sejlet og ikke skiftet den ud – eller bare sagt det videre til de ansvarlige for reparationslisten. Der er desuden kommet en klyver på Naveren også, hvilket jo er fint nok. Men som jeg forstår på skibets mere sejlkyndige (Peter og Stig) er udhal’ene monteret forkert og de trisser hvorigennem udhalet skal løbe, er for små i forhold til det udhal, der tidligere sad, hvorfor disse er blevet voldet til ubrugelighed.

Idag er det så søndag, hvor alting har lukket. Så alt med forsejl må reste indtil i morgen mandag.

Stort set alle ombord, med undtagelse af mig, har bakset med det nye ophæng til kabyssens komfur. Det er et landkomfur, der er monteret på skræddersyede bøjler – ikke et til formålet skabt skibskomfur. Det har givet en del tænders gnidsel, at få til at passe, kan jeg høre på de andre. Nu hænger det – dog med den lille finte, at der skal lægges et par dykkerbly-lodder på bagkanten af det, førend det balancerer helt.

Så har der været sorteringsarbejdet – både på ting ombord og ting i de på land værende 3 depotrum. Hvad skal smides ud, og hvad skal gemmes. Og det, der skal gemmes, hvor skal det så lægges/stuves? Og når man så ved det, skal det føres i loggen, med præcis angivelse af, hvad og hvor og hvormange.

Rengøringen har vist sig at være et kapitel for sig selv. Der er nu gjort rent nææææsten overalt. I vores kahyt har alt fra loft til underdørk og skrog fået en skrubbe-omgang med vand og sæbe. Det har taget én hel dag (8 timer) under dæk i stegende varme.

Alt i alt har turen indtil nu været en smule skuffende. Det er en god besætning, Skipper Mona har fundet. Herom ingen tvivl – alle er søde og venlige. Men de mange forsinkelser og den store uvished om, hvorvidt vi mon skulle holde jul på en beskidt marina, begynder at sætte sig i irriterede kommentarer om hint og hændt samt opgivende suk fra folk, der med nedslået blink sætter sig ned.

Bedst ombord er faktisk vores italienske gast, Michele. Han bander og brokker sig og holder så en pause, går hjem og får en kop kaffe og kommer igen med nye kræfter. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at overvejelserne om at rejse hjem til Danmark og holde jul med familien, har været oppe at vende. Men blandt andet Micheles humør og umiddelbarhed gør, at man alligevel har lyst til at blive.

Når får vi se – Dagens afsejlings dato er nu d. 21. december (der må snart være nogen, der har bingo).

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Asa Wright og Caroni – to perler i Trinidad

mandag, 14. december 2009

Naveren er stadig mere eller mindre lukket område for andre end skipper Mona og de arbejdende håndværkere, så besætningen hyrede en lokal guide med det legendariske navn, Jesse James. En morderlig flink fyr, der slægtede sin gunslinger navnebror gevaldigt på. Seksløberen var blot udskiftet med en mobiltelefon, hvorfra temaet til spillefilmen ‘Mission Impossible’ lød minimum 100 gange i løbet af dagen (vi droppede at tælle efter, men det er et godt bud). To linjers ordveksling med os, så måtte han påny tage telefonen.

Det er som om, at man her i Trinidad sætter en ære i at holde 27 bolde i luften på én gang. Og ind i mellem lykkes det faktisk for dem,”

sagde Mona på et tidspunkt. Hun har nok ret – men synderligt bekvemt for danskere med et strengt selskabskodeks er det ikke.

Første stop på dagens tur var naturreservatet Asa Wright Nature Center. Et 80 hektar stort område, der tidligere tjente som blandt andet kakao- og kaffeplantage, indtil det i 1967 blev købt og fredet.

Kakaotræer ved Asa Wright
Kakaotræer afslører at Asa Wright engang var plantage (flickr)

Den smukke gamle hovedbygning ligger halvanden times kørsel fra civilisationen inde i regnskoven – højt i Trinidads bjerge, der faktisk markerer enden af Andesbjergene. Her er alt, hvad man fra barnsben har lært, der skal findes i junglen – måske lige med undtagelse af kannibaler.

White Necked Jacobin
White Necked Jacobin hedder denne lille kolibri (flickr)

Et særdeles rigt fugleliv er nok det mest åbenlyse, når man først ankommer. Hele 14 arter kolibrier trives i skovene og er sammen med den legendariske ‘oilbird’ trækplastrene. Men også kæmpe-firben og store treefrogs færdes tæt på – og ind i mellem inde i – plantagens bygninger.

Tree frog i Asa Wright
Den nataktive Tree Frog ikke helt tilfreds med at blive vækket (flickr)

Efter en ultrakort guidet tur – 100m ind i skoven og tilbage – blev vi budt på en lækker frokost, og fik derefter selv lov til at gå en tur ned til en lille ferskvandsdam under et vandfald. En frisk dukkert i det klare kildevand og så var det tilbage til hovedbygningen og bilerne. Men undervejs fik vi mulighed for at studere de oceaner af smukke blomster og træer.

Hibiscus i Asa Wright
En smuk Hibiscus – pænere end min derhjemme (flickr)

Yellow Scrimp ved Asa Wright
Den elegante Yellow Scrimp (eller Lollipop Plant) (flickr)

Dagens andet stop var Caroni-mangroverne. Et kæmpe lavlandsområde, hvor store mængder af Trinidads årlige godt 3000mm regn møder havets salte vand. Det danner ideelle forhold for de røde, sorte og hvide mangrovetræer og ikke mindst til Trinidads (ikke Tobagos) nationalfugl, The Scarlet Ibis. Og den ér virkelig ‘Scarlet’. Når man først ser den, er man ikke i tvivl. Farven er nærmest selvlysende rød og syn’s snarere at høre hjemme på et diskotek, end i mangroven.

Scarlet Ibis - den røde ibis
Trinidads ‘Scarlet Ibis’ er også landets nationalfugl (flickr)

Men man kan godt forstå trini’erne – den er virkelig smuk, den røde ibis. Vi havde fornøjelsen af at have Darren med – en meget engageret og dedikeret guide, der selv havde travlt med at tage billeder undervejs. Han sejlede os ud på et stort åbent stykke – sådan ét som vi kender det fra eksempelvis Silkeborgsøerne. Også her var en slags ø ude midt i det hele. De andre både var forlængst sejlet tilbage, men Darren havde en anden plan. Vi skulle blive ude i mangroven og overvære det særlige fænomen, der kun forekommer i mangroven ved solnedgang – og kun på denne tid af året.

Næsten på klokkeslettet 17:00 begyndte de hvide og røde ibiser at komme flyvende ind fra alle verdenshjørner. I små og store grupper kom de og landede i mangrovetræerne på øen – og kun på øen. Hver gang en gruppe landede var der en skræppende velkomst, hvorefter der hurtigt blev ro igen. Sådan fortsatte det i lidt over en halv time. På øen er sandsynligheden for natlige rovdyr minimal. Og skulle der alligevel komme ubudne gæster, kan der hurtig gives en alarm, så alle letter.

Fugle i Caroni mangroven
Fugle fra nær og fjern mødes på denne ø i mangroven for at sove (flickr)

En stor og betagende oplevelse :-)

Inden solen tog alt lyset med sig ned bag horisonten, startede vi påny motoren og sejlede tilbage til udgangspunktet inde ved land. Efter 20 minutters sejlads og adskillige myggestik senere var dagen slut. Vi havde fået et godt indblik i, hvad de naturelskende trini’er selv holder af at vise frem. Sært at tænke sig, at der midt mellem disse to velbevarede naturperler ligger en by med 50.000 indbyggere, der har så travlt med at slå hinanden ihjel, at Port-of-Spain rangerer, som et af de mest kriminelle steder på kloden.

Helena i Caroni Bird Sanctuary
Helena på bådtur i de store Caroni-mangroveskove (flickr)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Flere forsinkelser for Naveren i Trinidad

søndag, 13. december 2009

Når man langt hen ad vejen regner med, at skulle starte på en fantastisk rejse på en bestemt dato, bliver man naturligvis skuffet, når man erfarer, at den rejse bliver udskudt. Særligt når man allerede ér rejst om på den anden side af jorden.

Efter statusmøde mandag morgen (14. december 2009) ligger det fast, at Naveren alligevel heller ikke afsejler Power Boats Marina i Trinidad torsdag den 17. december. Håndværkerne er slet ikke færdige ombord endnu.

Kenneth og Helena fordriver tiden
Kenneth og Helena fordriver ventetiden (flickr)

Nu er Naverens besætning imidlertid blevet forment adgang på skibet, da maler-sjakket skal have helt ro til at blive færdige med at male og lakere i skibet senest onsdag aften. Skipper Mona bliver dog hængende ombord, og “svinger pisken” over folkene, så de rent faktisk BLIVER færdige denne gang.

Det vil med andre ord sige, at vi tidligst kommer ombord til rengøring torsdag d. 17. december – tidligste kan flytte ind på skibet fredag (hvis malerdampene ellers er lettet). Måske kan vi så sejle ud i bugten lørdag, så vi kan få monteret sejl.

Personligt kan jeg svært se, hvordan vi kan komme herfra før søndag. Og da der heller ikke er provianteret endnu kan afsejling måske først komme på tale på næste mandag.

Det er en møgtræls situation for alle – men særligt for Helena, der ikke har så meget at give sig til på marinaen, når vi ikke må være ombord på Naveren. Det betyder så også, at Anne Mette og jeg kun kan være til ringe hjælp for de øvrige.

Anyway, vi kommer nok til at “klippe af” turen. Skal vi være på Los Roques nordvest for Isla Margarita juleaften bliver besøgene på Grenada og Isla Blanquilla enten aflyst eller ultra-korte.

Humøret er ikke alt for højt – det siger sig selv.

Anne Mette pudser kobbertøjet
Anne Mette i sving med at pudse kobbertøjet (flickr)

Anne Mette har dog aktiveret sig selv fornemt med Brasso og skibets kobber- og bronzetøj. En særdeles stor opgave, da de smukke lamper og ure m.v. vist ikke have været blanke siden de blev skabt.

Men flot – det bliver det :-)

Søgelænderet agter i begge sider er sendt målt og mærket op, så Power Boats svenske rigger, Jonas (cool fyr), kan korte/stramme det op. De såkaldte vantskruer man ellers bruger til at stramme op med, var strammet helt i bund. Så noget andet skulle til det slappe gelænder.

Mona og Peter boksede hele søndagen med komfuret i kabyssen. Det er endnu ikke monteret helt, da de sidste par dele drillede lidt og endnu en operativ justering skulle til.

Mona og Peter roder med komfuret
Mona og Peter roder med komfuret (flickr)

Imens sorterede Knud Erik, Michele og jeg selv diverse udstyr, reservedele m.v., der skal i agterbrønden. Alt bliver noteret ned med en beskrivelse af, hvor i brønden det ligger. Lidt et pillearbejde. Men det er jo altid en god ide, at have styr på sit inventar.

Knud Erik på Naveren
Knud Erik sorterer i Naverens reserveudrustning (flickr)

Mandag er der booket en tur for alle (Skipper undtaget) til blandt andet regnskovs-reservatet Asa Wright og mangroven i Caroni, hvor Trinidads nationalfugl, Scarlet Ibis, lever. Mere om det i en senere opdatering.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Naveren bliver definitivt ikke sejlklar til tiden

søndag, 13. december 2009

Vi er både ærgerlige og glade efter den anden hele dag på Power Boats marina i Trinidad. Det gode skib Naveren bliver 100% sikkert ikke klar til afsejling mandag den 14. december. Meldingen lyder: “Måske torsdag d. 17. december“… Men heller ikke dét, synes sikkert.

Som ny tilkomne kan det naturligvis være svært at sige, hvad der er foregået (eller ikke foregået) i de godt 8 måneder Naveren har været under massive reparationer. De lokale gutter, der har været på opgaven synes dedikerede nok. Men nok mest når vi er tilstede. De har eksempelvis fået lørdag og søndag til at male færdig i salon, kabys, salon og kahytter. Men idag (lørdag) mødte kun én af fem gutter op – de andre havde tømmermænd. Sådan er Trinidad også!

Samtidigt kan vi forstå på skipper Mona og de andre, at skibet viste sig at være i langt ringere stand, end først antaget. Det har naturligvis taget tid at udbedre.

I dag har vi dog kunne rydde stævndækket for sejl, kompressor og dykker- og surfgear m.v. samt få anker og ankerkæde lagt sikkert på plads i stævnbrønden. Et svedigt job i den nymalede brønd, hvor dunsten truede med massive hjerneskader.

På et tidspunkt manglede vi også et multimeter – sådan en svend man bruger til at måle spænding i stik og el-ledninger med. Den var pist borte og 4-5 mand brugte mere end en halv time på at lede. Pludseligt dukkede den op i en kasse i bagbords agterkahyt (den vi skal bo i… en gang).

Naveren121209c
Naverens agterkahyt til bagbord. Stadig ikke helt indflytningsklar (flickr)

Ellers er AM’s dag gået med at undersøge markedet for gulvtæpper til skibskahytter, juble over at vores manglende bagage endeligt ankom samt at bage den lækreste kage til alle de arbejdende. For min egen part gik dagen med stuvning af stævnbrønd, afhentning af bagage samt reparation og service på skibets søgelænder (skilte lortet ad, rensede alle skruer, bolte og møtrikker og samlede det igen). Det står desværre klart, at søgelænderet i begge sider agter skal tilses af Power Boats svenske rigger Jonas. Muligvis skal der rettes nogle sceptre (stolper, der holder gelænderet) – muligvis skal de skiftes helt ud.

Naveren har haft det rigtig skidt og er stadig sløj. Men den er klart i bedring og skal nok blive sødygtig igen. Spørgsmålet er bare… Hvornår?

Den lyse side af det er, at vi på denne måde lærer en masse indgående detaljer om skibskonstruktioner og materiel. Den læring er jo aldrig skidt givet ud.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Air France – luftfartens svar på Fawlty Towers

torsdag, 10. december 2009

Først troede jeg, at franske Air France virkeligt havde noget på mig, der skulle hævnes. Men der begynder at tegne sig et billede af svigt og uduelighed på et langt større plan. Jeg har fløjet en del – men har aldrig selv oplevet mage til ringe rejse med fly.

Da jeg i marts i år rejste til Trinidad (Hamburg-Paris-Miami-PortofSpain) sammen med en hel besætning af sejlere, smed det franske selskab alt vores bagage væk – eller rettere ‘glemte’ at få det med ombord. Dengang i marts var der allerede knas ved check-in om morgnen i Hamburg – knas der fulgte os i stort og småt hele vejen frem til endedestinationen, hvor en Navergast (tak Michael) måtte lægge sig i selen og bruge to døgn i telefonen for at få bagagen frem – 11 stk. i alt.

Denne gang gik check-in i Hamburg forbavsende godt. Vi kom godt nok også i supergod tid. De ville først gerne have os til at lave selvbetjent check-in i til formålet opstillede maskiner. Men efter et par forsøg måtte selv personalet ved check-in give op.

Med det samme vi fik vores tasker op på båndet, viste det sig, at 2 af 3 tasker var for tunge. Ikke på grund af overvægt – men pga. en tysk fagforening, der har fået trumfet igennem, at bagage-folkene kun må slæbe 32 kilo ad gangen. Vores tasker vejede 34 og 35 kilo. Helenas taske var lige så fuld som vores egne, så mens Anne Mette stod og pakkede ud ved skranken, løb jeg ud i lufthavnens taskebutik og købte en solidt udseende sportstaske mere. Så lykkedes det at få alle tasker under max-vægten.

Herefter var det hygge og mad i Hamburgs lufthavn, og efter en kort flyvetur kunne vi hænge lidt ud i Charles de Gaulle – lufthavnen i Paris i nogle timer.

helena091209g
Helena og AM hygger i Hamburgs lufthavn (flickr)

Men så klappede Air France-fælden. En masse småting, som en times forsinkelse i afgang, et sæde, der ikke kunne rettes op, nogle madanretninger så små, at end ikke Helena kunne blive mæt af dem, fulgte efter hinanden. Samtidigt var temperaturen i kabinen så lav, at selv voksne mænd måtte trække i tykke trøjer, strikhuer og tæpper. Hosten og snotten tog til, som vi nærmede os JFK-lufthavnen i New York, hvilket gjorde det sværere for alle ombord at få sovet lidt.

I USA blev kaos totalt. Cirka 250 passagerer var med fra Paris… Og 8-10 stk. bagage!!! (NB: Ved gennemrejse i USA skal al bagage checkes ud og checkes ind igen).

Her stod vi så – heldige med at én taske (min) var kommet med til New York – og manglede de sidste tre. En time forsinket begyndte det at knibe med at kunne nå flyet til Port-of-Spain (POS). Vi ville nødigt vente i lufthavnen, da de kun går 4 afgange til POS om ugen. Og med kun godt to timer til næste afgang fra en helt anden terminal, kunne vi godt se, at missionen med at få registreret os og den tabte bagage OG nå flyet til Trinidad var dømt til at mislykkes. Vi måtte afsted for at finde check-in til POS.

Air France-folkene mødte os med et: “That’s what happens – next!” og absolut ingen hjælp til nogen ting. Ej heller ønskede de at hjælpe med at finde ud af, hvilken terminal vi skulle ud til, for at komme videre.

Efter løb over veje og kantsten med barn og bagagevogn og besøg i to-tre terminalbygninger lykkedes det os med hjælp fra lufthavnens ground-personel (dem der render rundt ude under flyene) at finde ind til det rette sted at checke ind påny. Heldigvis var det sidste ben på vores udrejse med Delta Airlines og med laaangt mere og bedre service.

. . .

Kl. 07:10 lokal tid (12:10 dk-tid) var vi endeligt fremme i Port-of-Spain. Knapt 30 efter vi kørte fra Kolding.

Det var som at være sluppet igennem et overlevelseskursus hos jægerkorpset. Vi overlevede og modtog præmien i form af en frisk og smilende privatchauffør, der stod og ventede på os, da vi kom ud. Forinden havde en tjekket ung dame hjulpet os med at udfylde en missing-luggage rapport, som straks røg i systemet og efterlyste bagagen (som stadig stod i Paris).

Tænker du nu på erstatning for manglende bagage – eller bare en kompensation, så man kan gå ud og købe det mest nødvendige?… Nej, nej – det bruger man ikke hos Air France.

Næhnej, nu går den vilde skattejagt så. Sandsynligvis kommer bagagen frem på et tidspunkt. Men der skal rykkes for det pr. telefon igen og igen. Et par andre danskere vi mødte herude har måttet vente 9 dage på deres bagage. Så lang tid skulle der nødigt gå for os.

Vi håber det bedste og prøver at se det lyse i situationen. Hvis vi ikke får det hele, så tager vi vores sureste sokker og underhylere på, når vi skal flyve med Air France tilbage til Europa.

Hvis Air France tror at have patent på at være besværlig….. :-)

powerboats101209b
Solnedgang over Power Boats Marina, Trinidad (flickr)

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather