Arkiv for maj 2009

Jyllands-Posten linker til salg af porno

tirsdag, 26. maj 2009

Jeg har fået et link til en artikel udgivet på jp.dk. Den handler om, at en yoga-skole i København får 600.000 kroner i offentlig støtte, og at det er åh-så-forargeligt, når det nu viser sig, at nogle af skolens lærere har deltaget i pornofilm.

Præmissen om, at kommunale kroner i København bruges på produktion af porno er købt…. Hvis den bare blev dokumenteret… Og det gør den ikke.

I artiklen “Offentlig støtte til folk bag sex-sekt” proklamerer avisen:

“Morgenavisen Jyllands-Posten kan i dag dokumentere, hvordan flere af den københavnske yogaskoles lærere har tjent eller tjener penge på bl. a. stripshows og pornofilm angiveligt som led i en spirituel udvikling, men ifølge kritikere for at tjene penge til sekten.”

Sammenhængen mellem lærerne og filmproduktionen dokumenteres… Men den sammenhæng til yogaskolen og det offentlige tilskud mangler totalt.

Jyllands-Posten forsøger så at linke yoga-centrets bagmand til prostitution og kvindehandel, og DET er naturligvis en alvorlig sag. Men det må vel være en sag mellem den anklagede person og kommunen. Igen – linket til at offentlige midler skulle finansiere denne kvindehandel og/eller prostitution mangler også helt.

Den århusianske avis lader så en sognepræst udtale sig om sagen, hvilket jo er cirka ligeså værdifuldt for sagen, som hvis man havde Anders And, Dick Turpin eller Maren-i-kjæret udtale sig. Sognepræster plejer ikke at være så vilde med alternativer til Jesus, hvilket Yoga med sin buddist-hindu-baggrund jo er (nogle af os vil måske kalde det et sundt supplement).

Filmen knækker helt for Jyllands-Posten, syn’s jeg, i artiklen “Fra yogaskole – til sex og porno“. Her bringer Jyllands-Posten først fakta-oplysningen:

“Natha Yoga Center har til huse på Ndr. Fasanvej 230 i København. Nathas officielle hjemmeside fortæller alene om yogakurserne.”

Ja?… Det er jo et Yoga-Center, er det ikke?

Bagefter bringes en stribe links til sider, hvor indholdet er helt eller delvist pornografisk (har ikke set dem ved selvsyn endnu, men jeg skal nok). Og til sidst – som kronen på værket – får vi så linket til et sted, hvor vi som læsere kan købe en pornofilm.

Tak for det JP.dk – det skal nok booste salget af den film :-)

Altså… Hvis det kan dokumenteres, at det Yoga-center (eller andre for den sags skyld) får offentlig tilskud til at lave porno, skal det naturligvis stoppes. Det er i mine øjne IKKE dokumenteret endnu. Indtil da, er de omtalte artikler bare en historie om, at nogle mennesker laver porno i fritiden eller som bi-beskæftigelse.

Det er da en anelse uinteressant som nyhed, er det ikke?

Det er en ‘ommer’ kære Jyllands-Posten. Og pleeeeease, fald ikke for fristelsen til at lave underlødige historier om sex, porno og patter bare for at sælge aviser. JP er langt, langt bedre end det.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

TV2 i wikipedia-skandale – tv2wikigate

mandag, 18. maj 2009

Den danske TV-station TV2 er faldet i unåde hos en voksende andel af de danske bloggere, netjournalister og brugere af det verdenskendte leksikon Wikipedia.

I udsendelsen Go’morgen Danmark forsøgte værterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt at bevise, hvor dårligt wikipedia fungerer, og hvor utroværdigt leksikonet er, da alle og enhver kan skrive og bidrage til indholdet.


(tak til Dorte Toft for linket til indslaget på YouTube)

En usædvanlig dårlig research betød, at de to værter Anders Breinholt og Cecilie Frøkjær i stedet – for åben skærm – ristede med fejlagtige oplysninger og eksempler, der faktisk modbeviste det, de selv sad og fremførte som dokumentation.

Alene den påstand værterne fremførte, at: “Der er ingen, der verificerer, om det man nu skriver er korrekt” er simpelthen lodret forkert.

Den formastelige historie har nu fået flere af landets førende mediebloggere op i det røde felt. Både i Medieblogger.dk, Mediehack, Hovedetpaabloggen, The Brand Blog og ikke mindst Dorte Tofts ‘Bizzen – IT & Business‘ er der sænkede øjenbryn. Sidstnævnte giver en fin gennemgang af skandalens indhold.

Overskrift.dk er der samlet en efterhånden lang liste af indlæg og kommentarer om det, der er blevet kaldt tv2wikigate.

Herudover er emnet nu også beskrevet på Wikipedia og har fået egen gruppe på Facebook.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather

Skab arbejdsglæde – eller dø miserabel

fredag, 1. maj 2009

Bevars, en lidt bombastisk rubrik. Men på en let provokerende måde, syn’s jeg faktisk, at jeg selv kan bruge den som et mantra.

Jeg har igennem længere tid skulle arbejde og kæmpe mere og mere, for at finde arbejdsglæden. Mange forskellige ting er prøvet, og mit centrale omdrejningspunkt har været humoren. En dyb indånding, en kort pause eller at hente kage, som man deler med en god kollega – altsammen gode og mentalt sunde ting, der dog kun er symptombehandling. Det kan jeg godt se nu!

Den ene dag har taget den anden, og inden man ved af det, er arbejdsglæden og overskuddet helt væk, og man sidder fast. Nogle bliver bitre og gamle alt for hurtigt, mens andre bliver langtidssyge med stress.

Men det hjælper at tale om det. Ikke noget med brok og råberi – men en handlingsorienteret og konstruktiv snak med kolleger og familie og til sidst en moden og ansvarsbevidst chef, kan bane vejen for noget bedre.

Men man skal SELV handle på det – man har selv ansvaret! – hvis det ikke virker, så flygt… kom væk i en fart!

Det blev jeg mindet om i dag, da jeg på JP Blog kunne læse Alexander Kjerulfs indlæg: “Arbejdsglæde til alle“.

Jeg vil bede dig, der sidder og læser dette, om lige at bruge din næste arbejdspause på at læse Alexanders skriv. Det er både konstruktivt og særdeles motiverende skrevet – og først og fremmest indlysende rigtigt.

Alexander Kjerulf er forfatter af bloggen ‘Positive Sharing‘, hvor han sammen med 100-vis af læsere fra hele verden deler arbejdsglæde ud og diskuterer, hvordan man finder arbejdsglæden, plejer den og bevarer den.

Jeg fristes til at fyre to citater af:

“If something is too hard to do, it’s not worth doing”
(citat: Homer Simpson)

“Ethvert minut uden bold, er et spildt minut”

(citat: Michael Laudrup om fodboldtræning af børn)

Den sidste kan man sagtens overføre til arbejdslivet – bare byt ‘bold’ ud med ‘arbejdsglæde’

Mange tak til Alexander Kjerulf for en fin øjenåbner.
Mange tak til Anne Mette Kærgaard for at tippe mig med linket til Kjerulfs blog.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather