Flot bog om danske jøder i Theresienstadt
Jeg har brugt et par uger til lige at lade fotojournalist Mads Greves bog ‘Man kan ikke engang græde‘ synke lidt ind. Jeg har faktisk nu været igennem den fire gange.
Det er bare en knaldgod udgivelse! 
Mads, der til daglig er lektor og underviser på Journalisthøjskolen, har været en tur i byen Terezin (tidligere Theresienstadt) i Tjekkiet. Her har han fotograferet byen, som den ser ud i dag. Billederne er brugt i bogen, hvor de fungerer som elegant support en række interview med danske jøder, der fortæller om, hvordan det var, at være krigsfanger i byens alt for kendte KZ-lejr. Mads Greve har også begavet os med at interviewe nogle af efterkommerne til de danske fanger. Den kombination er både usædvanlig og interessant. Selv kan jeg kun svagt sætte mig ind i, hvordan det må være at vokse op med bevidstheden om, at mine højtelskede forældre/bedsteforældre har været udsat for så massiv uretfærdighed og umenneskelighed.
På en-eller-anden totalt udramatisk og stille måde giver ‘Man kan ikke engang græde‘ mig en klump i halsen. Titlen rammer præcist det, jeg føler, når jeg læser bogen – og som jeg følte, da jeg stod i porten til en tysk KZ-lejr på en studietur i min gymnasietid. Man har lyst til at græde… Men kan ikke, da omfanget og smerten bare er for uoverskuelig.
I Morgenavisen Jyllands-Posten har en anmelder givet Mads og bogen 5 af 6 stjerner. Det er simpelthen ikke nok!
Mads Greve har begået en stille og for så vidt ydmyg bog, hvor de interviewede personer – sammen med billederne – udramatisk selv fortæller historierne. Ikke noget blod, kranier og døde kroppe – dem har vi set. Bogen handler om de, som lever og som får bogen til at lyse klart og smukt.
Jeps, jeg er meget imponeret. Hvornår får Mads Greve sin egen fangruppe på Facebook
Let Google translate to english
Tags: Ajour, Mads Greve, Man kan ikke engang græde, Theresienstadt
28. oktober 2008 at 08:28
Hej, dine kommentarer om den nye bog af Mads Greve rammer ret præcist fornemmelsen, når man færdes i Theresienstadt i dag. Byen er jo beboet og det er en ualmindeligt mærkelig fornemmelse at gå rundt i byen med klumpen i halsen, mens de lokale passer deres dagligdag. Paul Arons bog fra 1998 “I ghettoen er der ingen sommerfugle”, en samling af digte skrevet af børn der sad i Theresienstadt er en hård, men tankevækkende tilgang, vi anbefaler. Hilsner fra Tjekkiet
29. oktober 2008 at 19:20
Hej Helge
Tak for dit input. Jeg vil søge at finde Paul Arons bog næste gang, jeg kommer ind på biblioteket.
Tak for tippet