Printervenlig version

Tur til Washington DC blev en øjenåbner

Det sker på en-eller-anden måde altid for mig. Man rejser ud og kommer klogere hjem. Min netop overståede tur til den amerikanske hovedstad er bestemt ingen undtagelse.

Fire af mine dage brugte jeg hos Washingtonpost.com (WPNI) – et slags satellit-mediehus til den verdenskendte lokalavis – Washington Post (Watergate og alt det der). Det kan synes en anelse skørt, at jeg bruger ferietid på noget så i grunden arbejdsrelateret… Men ‘Hey, sådan er vi så forskellige’.

På WPNI (Washington Post Newsweek Interactive) mødtes jeg bl.a. med et par legender – en gammel og en helt ny. Mine to lange samtaler med fotojournalist-legenden Bill Snead gav en helt masse perspektiv til det, jeg render og laver. Man er nogle gange så forhippet på, at det skal være smart og web2.0 – og jeg erklærer mig helt skyldig i momentane blackouts af begejstring.

“But what about content? Have you thought of that?” Bill nærmest slog i bordet. Trods sine over 70 år er han at finde på nettet flere steder… også på Facebook. Han har som få i sin alder taget den ny teknologi totalt til sig. Men modsat de fleste af sine 300 kolleger på WPNI sætter han en ære i at møde sine kilder face-to-face – på god gammeldaws manér.

“Most of these guys in there (peger ind i redaktionslokalet) never see the sun. They never leave this place – doing all their stuff on the phone”.

En forrygende fyr, jeg bestemt kan anbefale alle at møde, mens tid er. Bill Snead satte en helt masse ting i perspektiv med sin mange, mange års erfaring – både som leder og som journalist. Han favner alt det nye, men har måske bedre end de fleste husket, at indholdet skal i midten.

Det lykkedes mig også at bruge noget tid med et af mine egne forbilleder, Rob Curley. Og jeg tror det langt om længe lykkedes mig helt at forstå, hvordan han får umiddelbart umulige ting til at lykkes alligevel. Han dodger simpelthen sine chefer!!! Det kan lyde lidt stramt og lidt unfair… Og det er det nok også. Men Rob er ikke typen, der spørger om lov… Han gør bare tingene.. Og betaler eventuelt af egen lomme, hvis det er nødvendigt. Han sikrer sig dog retten til det, han laver. Samtidigt støvsuger han enhver redaktion han “besøger” for gode medarbejdere, der drages mod hans smittende høje humør, og evne til at få ting lavet, inden de drukner i snak i mødelokaler. Folk omkring ham er bare glade for det, de laver… og det smitter!

Mit møde med Robs ‘wingman’ Tim Richardson og dennes makker, Cara McCoy, var også forrygende. De to er bare uhyggelige. Arbejdsdage på 10-12 timer eller mere, er ikke usædvanlige. Tilgengæld sørger Rob for, at de får en løn, der vist ikke trækker dem nogen andre steder hen foreløbigt. Tim har været med Rob i otte år og er dermed den “ældste” i slænget.

Jeg mødte naturligvis mange, mange flere. Jeg missede dog Jennifer Crandall, der er hjernen bag ‘OnBeing‘, der er noget af det bedste webtv, jeg nogensinde har set. Hende må jeg have en klo i, næste gang jeg kommer til Washington DC. Eller også må UPDATE invitere hende over.

Well… En masse indtryk satte sig også fra en storby, der vist ikke helt er så kedelig, som jeg havde proklameret. Washington DC er meget, meget let at blive dus med. Folk er flinke og vejret i april/maj er vidunderligt. Løbeturen fra Hotel Helix til Lincoln Memorial hver morgen var i hvert fald super.

Men det er ikke en storby folk snakker så meget om. Alle snakker LA, New York eller måske Miami og San Francisco. Med 5,5 mio. indbyggere er DC jo ikke nogen bette by. Og som det fremgår af en tidligere post er turistattraktionerne fine, kæmpestore og smadder interessante. Men jeg kender ikke så mange, der har besøgt hovedstaden i verdens mægtigste land. Jeg kender sgu flere, der har været i Delhi, Cairo eller Bangkok end Washington *haha*

Sååeh, jeg er nødt til at trække mine udtalelser tilbage – Washington DC er IKKE USA’s kedeligste storby. Nåja, og så var det en stor fornøjelse at lege med Nokia’s lille vidunder ‘N95’, der laver både fine billeder og fine små film, som kan sendes direkte på YouTube-konti og Flickr-konti. Som denne nedenfor.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailby feather


Let Google translate to english

Tags: , , , ,

Skriv en kommentar