Valgkamp på TV?… Yikes, nej tak
søndag, 28. oktober 2007Er jeg mon den eneste, der allerede på tredjedagen har en smule kvalme over den igangværende valgkamp?
Allerede efter TV2′s og DR’s første paneldebatter begyndte jeg at blive svimmel. Tonen var urimelig hård og debattørerne måtte flere gange sige: “Nu bliver jeg altså vred…” – og i aviserne dagene efter, kunne man blot læse, at kandidaterne tilsyneladende pyntede på fakta i en grad, så nogle nok ville kalde det løgn.
- Bendt (K) havde kanske fået lidt flere i arbejde, end de faktiske forhold indikerede.
- Villy (SF) mente at et Københavnsk hospital havde 25% overbelægning, selvom de i virkeligheden har tomme sengepladser.
- Helle (S) fastslog skråsikkert, at mængden af vindmølleenergi i DK er for nedadgående, selvom Energistyrelsen siger, at tallet har været konstant i de forgangne fire år.
- Selv Anders (V), der ellers altid er iklædt en rustning af rapporter og statistikker blev taget i at pynte på sagerne.
Så er der radio- og TV-medierne som sådan. Når nu de kære partiformænd ikke kan sænke stridsøksen og blive bare en anelse saglige, så havde jeg da forventet, at radio- og TV – og i det mindste DR – ville angribe den vigtigste begivenhed i et demokrati (valg) med en smule mere journalistisk kreativitet. Måske skulle partifomændene samles igen og have en en-vejs reprimande for at “spille urent”?! Hvorfor er det kun gratisavisen ‘Nyhedsavisen’, der efterprøver noget af alt det valgli’r politikerne fyrer af?
Og så de to typer på TV2-news – Mogensen og Christiansen… Når man ser den måde de to indspiste kartofler bedriver selviscenesat og selvpromoverende journalistik på, så er der ikke noget at sige til, at dansk politik er blevet, som den er blevet. De to har nemlig begge tidligere ageret spindoktorer for henholdsvist Socialdemokraterne og Venstre. Når man iagttager de to fra rød og blå stue på Christiansborgs børnehave forholde sig latterliggørende til politiske forslag, eller dømme opstillede partier og kandidater ude over 14 dage før valgdagen, så har vi tydeligvist ikke med politisk kompetente journalister at gøre. Så er det underholdning – Mao. finder Mogensen og Christiansen ikke demokrati vigtigere en simpel underholdning…
… Hey kan vi ikke få Gintberg og Omar på banen i stedet, hvis det bare skal være underholdning?
Og DR’s ellers så morgenfriske værter, der hovedløst griber fat efter noget, i håb om en god og underholdende konflikthistorie uden relevant politisk indhold – ringer op til Henriette Kjær (K) for at bede hende uddybe, hvorfor hun finder DF’s valgkampagne svulstig, hvilket hun er citeret for at have sagt til Berlingske Tidende samme morgen.
Det viser sig, at Henriette har blot svaret direkte adspurgt af tante Berlinger. Hun har faktisk ellers ikke nogen mening om DF’s kampagne, men ville nok sælge SIN politik lidt anderledes. Ærgerligt for DR – der røg dén underholdende konflikt. Tak til Henriette for IKKE at falde i partiformandsfælden og skabe unødig polemik.
Men ER der overordnet noget galt, eller er det bare mig? Er der virkeligt nogen derude, der føler sig velorienteret nok til at sætte et kompetent kryds den 13. november?… Eller stemmer du bare, hvad du plejer og lukker ørerne for resten? Jeg forstår, hverken politikere eller journalisterne længere. Hvad fa’en har de gang i?





